Det er ren Lomborg

BØGER Klimadebatten tages under kærlig behandling i Michael Chrichtons nye thriller. Forfatterens entydige stillingtagen truer dog med at ødelægge bogens spændingsmomenter

Hvis man som den tidligere direktør for Institut for Miljøvurdering, Bjørn Lomborg, mener, at miljøet har det rimeligt, at konsekvenserne af drivhuseffekten og den globale opvarmning er vildt overdrevne, og at der ikke er mere vand i verdens oceaner, end der altid har været, så kan man læse Michael Crichtons nye thriller "Frygtens ansigt" og blive bekræftet. Hvis man er uenig i disse betragtninger, vil ens temperament blive sat virkelig på prøve.

Michael Chrichton er thrillerforfatter og ikke en dårlig en af slagsen. Men i "Frygtens ansigt" bruges thrillerformen til entydigt at tage parti for den ene part i miljødebatten, og derfor bliver bogen i højere grad et partsindlæg garneret med kildehenvisninger på næsten hver side – hvoraf en del er henvisninger til netop Bjørn Lomborgs bøger og arbejde på det danske institut.

Nu har selv en thrillerforfatter lov til at have sine meninger om miljøet, men spændingen fordufter hurtigt, fordi handlingen bliver forudsigelig. Miljøaktivisterne er de onde, myndighederne og de forskere, der mener noget andet end græsrodsbevægelserne, er de gode.

Handlingen går i korthed ud på, at en stor amerikansk miljøbevægelse forsøger at skabe "naturkatastrofer" på kunstig vis. For eksempel forsøger man at fremkalde en tsunami ved at fremprovokere en række jordskælv i havet. Disse "naturkatastrofer" skal efter planen ske i forbindelse med en international miljøkonference. På den måde håber miljøfolkene at få fokus på deres sag og øget økonomisk støtte.

Selvfølgelig blive de fanatiske græsrødders planer undervejs forpurret af en lille flok mennesker anført af en superforsker, der har gennemskuet miljøbevægelserne.

Nu er debatten om miljøet og klimaet noget, der kalder på følelserne, og for hver ekspert, der siger det ene, findes der en, der siger det modsatte. Derfor er det også en debat, der vil række langt ud i fremtiden, til forskerne forhåbentlig en gang bliver klogere.

Men ifølge Michael Chrichton er der ingen grund til panik: Miljøet har det fint, men derimod står det slemt til med miljøbevægelserne. Græsrødderne har vokset sig store, og der skal hvert år samles millioner af dollar ind, ikke bare til sagen – det er efterhånden den mindste del – men til den omfattende administration, pr, lønninger, ejendomme og så videre. For at nå dette er der ingen grænser for, hvor langt de før så idealistiske græsrødder vil gå.

Vi kender problemet fra den hjemlige debat. Hvor meget af en krone, der gives til et godt formål, går egentlig til formålet og hvor meget til administration? Heri kan Michael Chrichton have en pointe.

Det kan han måske også i sin påpegning af et nyt broderskab bestående af forskere, journalister og advokater. Forskerne opdager nyt, der formidles af journalisterne og læses af advokaterne, der på den måde hele tiden får nye input til fremtidige sagsanlæg.

For at dette kan fungere er en god portion angst en forudsætning, og ifølge Chrichton har mennesket mere end nogensinde før behov for at føle angst eller frygt. Derfor forskes der, så vi ved, hvad vi skal frygte, så journalisterne ved, hvad de skal skrive om, og advokaterne ved, hvor og hvornår der skal anlægges sager. I USA med et andet retssystem end vores, er rygning et godt eksempel, og i "Frygtens ansigt" har forskerne, journalisterne og advokaterne kastet sig over klimaet.

Enkelte steder er Chrichtons bog tankevækkende nok, men den er mere et kuriosum end en thriller

Michael Crichton: Frygtens ansigt. Oversat af Kim Langer. 550 sider. 299 kroner. Cicero.

mie@kristeligt-dagblad.dk