Det forfærdelige ved kunst er, når man bruger den til at hæve sig over andre

På lørdag debuterer Aarhus Teaters nye husdramatiker, Peter-Clement Woetmann, med forestillingen ”Til mine brødre”. Hans vej ind i kulturens verden blev i høj grad banet af en engageret gymnasielærer

Peter-Clement Woetmanns favoritværker tilhører den verden af ny poesi og dramatik, som den 30-årige forfatter selv har bidraget til i en halv snes år. I denne uge har Aarhus Teater premiere på ”Til mine brødre”, som ifølge Woetmann er ”en undersøgelse af, hvad krig er, og hvornår det er i orden at gå i krig”. -
Peter-Clement Woetmanns favoritværker tilhører den verden af ny poesi og dramatik, som den 30-årige forfatter selv har bidraget til i en halv snes år. I denne uge har Aarhus Teater premiere på ”Til mine brødre”, som ifølge Woetmann er ”en undersøgelse af, hvad krig er, og hvornår det er i orden at gå i krig”. - . Foto: Rumle Skafte.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Jeg læser hele tiden. Alt muligt. Jeg smålæser, pluklæser og sjuskelæser digte, romaner og teatermanuskripter. Men hvis jeg skal nævne nogle tekster, som skiller sig ud, er det dels Ursula Andkjær Olsens digtsamling ”Det 3. årtusindes hjerte”, dels et helt nyt manuskript, jeg har fået som medlem af redaktionen på forlaget Kronstork. Det er skrevet af digteren Maja Mittag og hedder ”Jeg øver mig i at være glad”.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Min første tanke er Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”, men jeg tror hellere, jeg vil pege på Johannes L. Madsens digtsamlinger ”Nedspildt spruttende af syre” fra 1968 og ”Smarte pletter mellem fingrene” fra 1970. Det er digte, der ramte mig som en eksplosion. Jeg havde ikke forestillet mig, at digte kunne være sådan.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg skal selv ind at se forestillingen ”Godt vi har Allan” af Peder Frederik Jensen på Teater V i Prøvehallen, som er en nutidig beretning fra Vesterbro. Jeg skal også i Husets Teater at se ”Og nu: Verden” af den tyske dramatiker Sibylle Berg, som er et vredesudbrud fra en ung kvinde, der har fået nok. Endelig vil jeg anbefale en digtsamling, langdigtet ”Også” af Rasmus Halling Nielsen.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Da jeg gik på Rysensteen Gymnasium fra 2001 til 2004, havde jeg en dansklærer, Mads Laursen Vig, som fik os med ind at se en masse teaterforestillinger og kunstudstillinger. Det engagement, han udviste, var for alvor med til at åbne mine øjne for teateret og kunsten. Jeg husker endnu, at vi så installationskunstneren Susan Hillers ”Witness”, selvom det nu er 12-13 år siden.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det er desværre længe siden, jeg har været til koncert. Jeg tror, det seneste var, at jeg hørte den estiske komponist Arvo Pärt i DR Koncerthuset. Det var helt vildt godt. Det burde jeg egentlig gøre igen snart.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg synes virkelig, der er grund til at kæmpe en kamp for vores biblioteker. Jeg synes, at det i disse år er en skændsel, at man overser, hvor vigtige offentlige biblioteker er i verden. Derudover synes jeg, det var ærgerligt, at der ikke blev gjort mere festivitas ud af 100-året for dadaismens opståen. Det var her den 5. februar, men det blev ikke videre bemærket.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Egentlig har jeg mest lyst til at holde dét for mig selv. Men jeg vil sige, at jeg synes, det forfærdelige ved kunst og kultur er, når der er folk, som vil bruge det til at hæve sig op over andre.

Jeg synes ikke, man bør se det som kulturlivet, men bare som livet. Det må gerne være avantgarde og det må gerne være klassisk, men det er altid synd, hvis teater, litteratur, kunstværker eller musik bliver brugt af nogle mennesker til at hævde sig.