Det grå uld befolkede Fanø

7500 kvinder deltog i 10. udgave af strikkefestival på Fanø. Næste år bliver der en aflægger i Skotland, og også Island er med på bølgen

Anne Støvlbæk (nummer to fra højre) havde gang i kogekarret med indigoblåt, hvor strikkedamerne kunne komme forbi og få farvet garn efter gammel plantefarvningstradition. Hun driver sammen med Louise Schelde virksomheden (g)uld i Vejle og på nettet, hvor de har genoptaget traditionen med farvning af tøj med planter fra naturen. Jeanet Østergaard Jensen fra Haderslev (th.) havde givet sin mor en tur til strikkefestivalen i fødselsdagsgave. -
Anne Støvlbæk (nummer to fra højre) havde gang i kogekarret med indigoblåt, hvor strikkedamerne kunne komme forbi og få farvet garn efter gammel plantefarvningstradition. Hun driver sammen med Louise Schelde virksomheden (g)uld i Vejle og på nettet, hvor de har genoptaget traditionen med farvning af tøj med planter fra naturen. Jeanet Østergaard Jensen fra Haderslev (th.) havde givet sin mor en tur til strikkefestivalen i fødselsdagsgave. - . Foto: Robert Attermann.

To og to, fire og fire, til fods, på cykel, i bil, på sightseeing, hos slagteren, på café, på galleri, på færgen - overalt mødte man dem i sidste weekend på Fanø - damer med og uden strikketøj og mange af dem med grånende hårpragt.

Omkring 7500 strikkedamer fra mange lande strømmede til Fanø Strikkefestivals 10-års jubilæumsudgave. De fleste af festivalens aktiviteter foregik i ”The Knitting Village” - strikkelandsbyen - som var opført i udkanten af Nordby ved skolen og Fanøhallen og i et kæmpestort telt, der var stillet op til lejligheden.

Lørdag formiddag sad veninderne Dorte Balleby og Tina Orle fra Horsens-egnen i cafeen i teltet og fik en kop kaffe inden dagens fornøjelser.

”Man går med et smil på hele tiden, det er så sjovt at være sammen med andre strikkenørder,” siger Tina Orle.

”Ja, i 1970'erne var der ølejre, det her er den nye kvindelejr. Det er også sjovt at se, hvordan det er blevet moderne at strikke igen. Jeg har ellers altid selv strikket, siden jeg var barn,” siger Dorte Balleby.

Kvinden bag strikkefestivalen hedder Christel Seyfarth, og hun er ikke helt enig i, at strikkeriet har været gået af mode, men mener, at håndarbejdet i en periode blot har levet mere i det skjulte.

”Den aldersgruppe, der strikker, har altid strikket. Men strikkefestivalen og de strikkecafeer, der er opstået i de senere år, gør, at kvinderne er kommet op af sofaen. Der er næsten ingen kvinder på festivalen, der er under 30 år,” siger Christel Seyfarth.

Når den selvlærte strikdesigner og forretningskvinde for 10 år siden tog initiativ til den første strikkefestival, der samlede 600 kvinder omkring garn og pinde, skyldtes det, at hun gerne ville gøre noget for sin fødeø og for sin egen forretning i hovedgaden, hvor hun sælger garn, opskrifter og det meget flotte strik, som hun selv har designet.

”Jeg havde en butik. Derfor syntes jeg, det var sjovt at lave en event, der kunne samle kunder. Men jeg tænkte også: Hvordan får jeg folk til at elske øen, som jeg selv elsker den? Og jeg er sikker på, at de, der har været her til strikkefestival, de glemmer aldrig Fanø,” siger Christel Seyfarth.

Og Fanø kommer heller ikke til at glemme strikkefestivalerne. I løbet af de tre festivaldage i år vurderer Christel Seyfarth, at de besøgende har brugt 25-30 millioner kroner. Omkring halvdelen går til festivalen, mens resten går til de øvrige handlende på øen.

”Det betyder utrolig meget for de erhvervsdrivende, at de kan forlænge sæsonen og nu kan holde butikker og restauranter åbne til efter strikkefestivalen,” siger Christel Seyfarth.

Dorte Balleby og Tina Orle, der har ladet mændene blive hjemme, kan bekræfte, at de til gengæld har taget pungen med til festival.

”Vi har en pose penge med, og det er sikkert, at vi skal købe garn med hjem,” siger Tina Orle.

”Ja, vi arbejder for at få penge til garn,” supplerer Dorte Balleby.

En af de besøgende optrådte i den traditionelle fanødragt.
En af de besøgende optrådte i den traditionelle fanødragt. Foto: Robert Attermann

Og garn er der nok af overalt i festivalteltet. Inviterede butikker har opstillet deres salgsboder, hvor det bugner med knapper i alskens afskygninger, tætpakkede hylder med garnnøgler og strikkede trøjer og andre farvestrålende tekstiler på giner og bøjler på rad og række. Der dufter umiskendeligt af uld, og det vrimler med kvinder, der undersøger og mærker efter og spørger og diskuterer, som man ellers kun ser det på førstedagen på et tøjudsalg.

”Jo, der er rigtig mange i år, og så er der eftervirkningerne, hvor nogle først lærer én at kende her og bagefter også køber ind i netbutikken,” siger Bjarne Petersen, der er taget med til Fanø for at hjælpe sin kone, Lene Petersen, som driver gårdbutikken Katrinelund med garn og kunsthåndværk i Bryrup i Midtjylland.

De kvinder, der køber garn og deltager i festivalen, kan nok strikke, men mange af dem kommer også til Fanø for at lære nyt. Fra lørdag formiddag til søndag middag udbydes knap 50 workshops med emner som ”Lær at strikke strømper fra tåen op på en rundpind”, ”Design med raglan” og ”Færøsk strik”.

Sidstnævnte i lokale 66 på Nordby Skole, hvor mønstre og strikkede eksempler er spredt ud over hele gulvet, og hvor færøske Ann Højgaard Slot står for undervisningen af de omkring 15 kvinder ved skolebordene. Hun er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og strikkede sin første sweater som syvårig. Hun kan mærke, at strikkere viser stigende interesse for de traditionelle mønstre og teknikker fra de nordatlantiske øer.

Og at skuespilleren Sofie Gråbøls mønstrede færøtrøje i tv-serien ”Forbrydelsen” har haft indflydelse på den interesse, kan den 72-årige elev på holdet Kirsten Ehrhorn fra Hou bekræfte.

”Jeg begyndte at lære at strikke færøsk, fordi mit barnebarn kom og spurgte, om jeg ikke kunne strikke en Sofie Gråbøl-trøje til hende. Det gjorde jeg, og bagefter strikkede jeg også en til hendes lillesøster,” fortæller Kirsten Ehrhorn.

Anne Brøgger fra Herning deltog i en workshop, hvor man lærte at strikke mønstre fra Færøerne.
Anne Brøgger fra Herning deltog i en workshop, hvor man lærte at strikke mønstre fra Færøerne. Foto: Robert Attermann

Og det blev ikke ved trøjerne, for på stolen ved siden af Kirsten Ehrhorn sidder barnebarnet, Sara Ehrhorn fra Aarhus, der nu er blevet 22 år og er taget på strikkefestival sammen med sin mormor. Sara Ehrhorn afkræfter den opfattelse, at det kun er kvinder over 30 år, der er kommet til Fanø for at dyrke strikkeinteressen.

”Jeg har lavet håndarbejde, siden jeg var helt lille. Men på et tidspunkt fik jeg lyst til at lave noget andet håndarbejde og begyndte blandt andet at strikke, fordi jeg så min mormor gøre det,” siger Sara Ehrhorn.

For strikkefestivalens chef, Christel Seyfarth, begyndte strikkeriet også, da hun som femårig lærte at strikke af sin mormor. Og selvom sysleriet med garn og pinde for hende efterhånden har udviklet sig til en omfattende forretning, nyder hun stadig at strikke.

”Det bedste, jeg ved om aftenen, er stadig at sætte mig med mit strikketøj efter en hektisk hverdag. Så slapper jeg af. Man siger jo, at strikning er nutidens yoga eller mindfulness. Den monotoni, der opstår, når man sidder med maske for maske - man forsvinder helt ind i det, der er noget helende ved det,” siger Christel Seyfarth.

Et af strikkefestivalens store slagnumre var, da livsstilseksperten Christine Feldthaus fredag aften stillede sig op på scenen i Fanøhallen foran godt 700 kvinder og 20-30 mænd for at give en underholdende opsang med standup-foredraget ”Hvad har danskerne egentlig gang i?”. Hun benytter også enhver lejlighed til at slappe af med strikkepindene.

”I bilen har jeg altid et strikketøj liggende i tasken ved siden af mig. Og når jeg holder i kø, tager jeg det altid frem og begynder at strikke. Og så har jeg fundet ud af, at man godt kan nøjes med at køre med fødderne på pedalerne,” siger Christine Feldthaus.

At hun var blandt sine egne, hvoraf mange sad med strikketøjet under foredraget, viste jubelen og klapsalverne også, da hun gik i gang med at hudflette danskerne og deres forbrug:

”Vi befinder os jo i den øverste del af behovspyramiden, hvor det største problem er, hvad for nogle garner vi skal have købt i næste uge.”

Christel Seyfarth, der er initiativtager til Fanø Strikkefestival, er inspireret af naturen og kulturhistorien på fødeøen Fanø i sit eget strikdesign. Her er hun i festivalteltet, der udgjorde et overflødighedshorn af garn og strik.
Christel Seyfarth, der er initiativtager til Fanø Strikkefestival, er inspireret af naturen og kulturhistorien på fødeøen Fanø i sit eget strikdesign. Her er hun i festivalteltet, der udgjorde et overflødighedshorn af garn og strik. Foto: Keld Nissen

Trods den humoristiske vinkel viser pointen, at det ene af Christel Seyfarths oprindelige mål med at skabe en strikkefestival på den flade ø i Vadehavet i hvert fald er blevet opfyldt.

”De, der kommer, er verdens bedste målgruppe - kvinder på 40 plus uden mænd - sådan nogle kunder er gode,” siger Christel Seyfarth, der også lægger stor vægt på, at festivalen er en privat forretning.

”Vi finansierer det hele selv. Det her er båret helt privat, vi har selv hånden på kogepladen. Normalt er det ellers foreninger, der laver sådan noget. Men vi tror på det private initiativ, og vi er skrappe på, at det også skal give et afkast. Det, der driver os, er, at vi skaber en forretning for os selv og for hele øen,” siger hun.

At det er lykkedes, kunne man i weekenden gå ind i enhver forretning på Fanø og få bekræftet. Der var damer overalt.