I 1917 udgav den tyske teolog og religionsforsker Rudolf Otto en bog med titlen ”Das Heilige” (Det hellige). Den har siden været en klassiker, især kendt gennem et par grundbegreber, først og fremmest det numinøse, det vil sige det guddommelige forstået som en overvældende og overvældende anderledes magt, end vi mennesker helt kan begribe. Hvorfor det numinøse også indgyder os både skælven og ærefrygt.
Måske har Ottos bog lidt den særlige klassiker-skæbne at være så kendt, at ingen rigtig syntes, de behøvede læse den. Trods utallige henvisninger til Otto er jeg aldrig stødt på nogen, der har tænkt videre i forlængelse af den.
Denne mangel bliver nu udfyldt af Jakob Wolf, dr.theol. og lektor i systematisk teologi (etik og religionsfilosofi) ved Københavns Universitet, hvis nye bog ”Det guddommelige - fænomenologisk set” netop er en læsning og videretænkning på baggrund af Rudolf Otto.
Jakob Wolf (f. 1952) var i sin ungdom elev af den store Aarhus-teolog K.E. Løgstrup (1905-1981), og den inspiration har han holdt fast i livet igennem. Men hvor ganske mange gennem årene har læst Løgstrup akademisk og rekonstruerende, er Wolf mere uortodoks og dermed også i en vis forstand den mest ”autentiske” Løgstrup-elev af alle. Altså én, der tager Løgstrup meget alvorligt som tænker og selv tænker videre på samme, nogle vil sige, direkte og ”enfoldige” måde.
Nogle gange slår Jakob Wolf bare enorme sagsforhold fast i simple hovedsætninger. Ren påståelighed og troskyldighed. Det skal man lige vænne sig til.
Fordelen er, at man kommer til sagen, og at det hele ikke drukner i noter og indirekte tale. Der betales dog en pris for fremstillingsformen.
Det kan i den aktuelle bog til tider være svært at se, hvor Rudolf Otto stopper, og Jakob Wolf begynder. Og det kompliceres yderligere af, at det til tider også er svært at se, hvornår det er Løgstrup eller Wolf selv, der taler, når Wolf taler.
Men til sagen. Og hvad er da sagen? At det hellige findes, at det giver sig til kende for mennesker i vidt forskellige fænomener og sammenhænge.
Religion er dermed ikke (kun) en menneskelig konstruktion, der kan analyseres ved hjælp af religionshistorie, religionspsykologi eller religionssociologi.
Religionernes råstof er den numinøse følelse og alle dens aflæggere. Religionen er dermed et universelt fænomen på tværs af menneskelig kultur og historie, hvorfor der ikke er sagt noget til favorisering af én religion frem for en anden. Otto og Wolf bruger frit eksempler fra alverdens religioner.
Bogen er da også skrevet meget bredt og kan næsten virke associerende. Vi skal have det hele med, for det hellige er et langt mere omfattende fænomen end den ordløshed og tavshed, som mystikken og den negative teologi stiller sig tilfreds med. I alle mulige sammenhænge af natur, kultur, musik, sanser, tid, rum, kan det numinøse vise sig i forskellige aspekter og skala-forhold.
Der er dermed ikke ført noget sandhedsbevis for, at det guddommelige findes. Wolf mener, at Otto begik en metodisk fejl ved på kantiansk vis at forudsætte det guddommelige som noget apriorisk. Selv lægger han meget vægt på følelser og erfaringer som menneskers indgang til det hellige.
Spørger jeg mine kultur-studerende på universitetet om forholdet mellem religion og kultur, vil de pr. refleks sige, at al religion er kultur. Det siger noget om relevansen af det religionsfænomenologiske perspektiv. Hvad er religion overhovedet i det omfang, det ikke er kulturelle konstruktioner?
Det er på en måde naturligt, at Jakob Wolf vælger at tage Rudolf Otto op. For det er netop det guddommelige i dets ufattelige og numinøse forstand, Wolf har forfulgt også i nogle af sine tidligere bøger, blandt andre ”Den skjulte Gud” (2001) og ”Jobs tårer” (2009). Blandt andet med en stor sans for Luthers tanker på området. Det fremgår da også, at Otto selv var meget optaget af Luther.
Det er et vigtigt arbejde, fordi det guddommelige let kan forsvinde ud af teologien, selvom det kan lyde mærkeligt.
Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg i forbindelse med Per Ramsdal-debatten for nylig så, hvor meget den rent sprogorienterede (narrative eller mytisk-poetiske) teologi var kommet til at fylde. Den er også vigtig, men hvis den står alene, kan den hurtigt komme til at tage sig mystisk ud - på den dårlige måde.
Teologien kan ikke undvære det numinøse eller refleksionen over kristendommen i et bredere religionsfænomenologisk perspektiv. Det gamle slogan om at ”kristendommen ikke er en religion” er svært at forstå og formidle i dag.
Jakob Wolf skal have tak for så vedholdende og lidenskabeligt at fastholde de perspektiver i kristendommen, der både er radikale og universelle.
kultur@k.dk