Det kribler og krabler med sladder i lille irsk by

Lovende debut fra Donal Ryan lover godt for forfatterens fremtid

"Det hele foregår i et saftigt og pågående sprog - man kunne kalde det indre, rablende monologer uden omsvøb, men rystende er det og ofte ganske humoristisk," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog.
"Det hele foregår i et saftigt og pågående sprog - man kunne kalde det indre, rablende monologer uden omsvøb, men rystende er det og ofte ganske humoristisk," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Jensen&Dalgaard.

Særdeles lovende er Donal Ryans debutroman, der udkom i Irland i 2012, og som nu foreligger på dansk under navnet ”Rust”.

21 stemmer fra den lille, vestlige by Clare har fået hvert sit kapitel, hvorfra de fortæller om deres dagligdags bekymringer, sladder, ondskabsfuldheder og mistanker. Som en moderne kollektivroman med 21 jegfortællere fletter deres historier sig ud og ind mellem hinanden, og læseren kan lave interessante paralleller til ”Byen og verden” fra vores egen danske forfatter Peer Hultberg, hvor det også kriblede og krablede af bagtalelser og bysnak.

I en slags centrum, hvis det ikke var fordi han stukket af, står den svindlende entreprenør Pokey Burke, der har bygget en række ubrugelige huse, der står tomme hen. Han har ikke udbetalt løn til de arbejdere, han havde engageret, og de er nu fattige og arbejdsløse. Også indbetalingerne til arbejdernes pensionsordninger er pist væk. Der er dømt økonomisk krise i det lille samfund, så der er klart, at borgerne bides.

Det er især de mindrebemidlede borgere, der har fået stemme i denne roman: sjakbajsen Bobby, der er gift med den dejlige Triona, men han har vist noget kørende med en billig tøs. Ja, vi ved det jo ikke, men der snakkes. Bobby venter sådan set bare på, at hans far skal afgå ved døden, så han kan sælge faderens jord.

Der er den lokale landsbyluder Lily, som i årenes løb har haft besøg af næsten samtlige mænd i byen, men nu hvor hun er blevet ældre, er der tyndet grundigt ud i besøgene. En del landsbybeboere kalder hende for heks, og det ved hun jo godt.

Og sådan er der så meget, og en dag finder man Bobbys far død. Ganske simpelt banket ihjel. Er det sønnen, der har gjort det? Måske. Og endnu et drama finder sted: Den lille dreng Dylan forsvinder sporløst fra sin børnehave; kidnappet?

De to forbrydelser bliver opklaret, men forinden skal alle stemmer jo give deres bidrag med formodninger og tilståelser. Det hele foregår i et saftigt og pågående sprog - man kunne kalde det indre, rablende monologer uden omsvøb, men rystende er det og ofte ganske humoristisk.

Forfatteren har fået rigtig mange fine og fortjente priser for denne debutroman. Vi ser frem til hans to'er!