At debutere med to udgivelser inden for en måned er ikke så almindeligt, men det gør Julie Top-Nørgaard, som netop er debuteret skønlitterært med ”Så forbandet klog – 59 replikker” på det lille forlag Melodika og nu topper op med den selvbiografiske fortælling ”Jeg går i min fars støvler” på Rosinante.
”Jeg går i min fars støvler” er, som undertitlen siger, ”En fortælling om at miste” og handler om forfatterens tab af sin far. Eller rettere sagt, det er en bog, der handler om hendes sidste år med faderen.
Fra den sommer hun indser, at hun aldrig mere får ham tilbage, som han var, til han tre år efter er død. Det er en bog, der handler om at gå et stykke i sin fars støvler, komme helt tæt på ham på nogle uventede og også grænseoverskidende måder, til at smide fars slidte støvler i skraldespanden og erkende, at man må gå i sine egne.
Det begynder i foråret 2012. Julie Top-Nørgaard er i gang med at indstille sig på, at hendes far ikke kommer til at overleve den prostatakræft, han er i behandling for. Men han har det godt og henter eksempelvis hendes børn fast i børnehaven. Indtil den dag han ikke kommer, og grunden viser sig at være, at han har fået en blodprop i hjernen. En blodprop, som han overlever, men med stærk afasi, altså nedsat evne til at udtrykke sig sprogligt, oveni.
Bogen består af korte dagbogsagtige noteringer fra Top-Nørgaards liv med faderen i de sidste tre år af hans liv, hvor han flytter mellem hospital, plejebolig, genoptræning og hospice.
Det er netop ikke efterrationaliseringens sammenfattende eller overbærende lys, beretningen filtreres igennem, men derimod det levende livs nu: Hvor det at skulle tage sig af sin krævende far er endnu en af dagens omsorgsopgaver lagt til moderskabet, arbejds- og studieliv. Indimellem er kontakten fin og stærk, andre gange orker hun ikke den syge og til tider krævende far og alle de praktikaliteter, der pludselig bliver hendes.
I og med at hun ved, at hun skal miste sin far, trænger tankerne omkring deres liv sig også på. Hvad betyder det, at han var så fraværende, travl med sit eget liv i lange perioder af hendes barn- og ungdom? Et sted står der: ”Hvor meget skal man gøre, hvor meget skal man give? Hvad er for lidt, og hvad er for meget? Jeg grubler og grubler. Forhandler med mig selv, frem og tilbage, konstant, pauseløst. Hvad er for lidt for ham, hvad er for meget for mig?”.
Undervejs indser hun, at friheden ligger i at slippe det målebånd. At det, hun giver, også er noget, hun får. En intimitet, som de ikke har haft før. Også selvom det stadigvæk er opslidende både at skulle passe sine børn og sin far.
Julie Top-Nørgaards bog er en ærlig og uprætentiøs beskrivelse, der ikke prøver at gøre sig klog på noget, mere at få fat i, hvordan det egentlig var. Det gør hun, så man er med undervejs, og det er lidt af en kunst.