Juleaften forærede min ene svigersøn mig dvd'en ”True Detective” med bemærkningen: ”Glæd dig! Det er stor litteratur.” Jeg noterede mig, at han omtalte en tv-serie som litteratur, for det ord har for mig altid haft noget med skrift og bogstaver at gøre (latin: litteratura, littera).
Alligevel forstod jeg godt at, han med ”stor litteratur” mente noget, der nærmede sig kunst og derfor adskilte sig fra sæbeoperaer som ”Downtown Abbey”, der idylliserer det britiske klassesamfund før Første Verdenskrig, og i 1980'erne ”Dallas”, der handler om trivielle familiekonflikter i et amerikansk olieimperium.
Som en god svigerfar har jeg nu set alle episoder af ”True Detective”, og jeg er enig i, at det er en virkelig god serie. Den handler om to detektiver fra den amerikanske delstat Louisiana, der i 1995 forsøger at opklare et makabert mord, og som - da et lignende mord i 2012 genåbner sagen - fortæller om deres opklaringsarbejde, og hvordan det har påvirket deres liv og venskab.
Denne dystre historie udspiller sig dybt inde i et betændt sydstatsområde, og dens hovedroller spilles fremragende af Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Ondskab og lidelse løber gennem hele serien og gav mig associationer til Joseph Conrads roman ”Mørkets hjerte” og Francis Ford Coppolas deraf inspirerede Vietnamfilm ”Dommedag nu”. Den mørke grundtone understøttes af landskabsbillederne, der indfanger Louisianas lavtliggende kystslette og sumpområdet i Mississippi-deltaet.
Afslutningen på en bog, film eller tv-serie er som regel et godt tegn på, om værket er vellykket, og i ”True Detective” er slutningen overraskende, tankevækkende og - som jeg opfatter den - religiøs (lys og mørke, godt og ondt). Her i avisen skrev Lars Handesten den 3. januar i en klumme om tv-serier, at han efter at have set adskillige stadig længes efter én, der har en ordentlig og perspektivrig slutning. Sådanne serier findes altså.
For nylig læste jeg i en artikel af filmkritikeren Kim Skotte, at tv-serien i dag af mange anses for at være ”den nye roman”. Så nu trækkes der altså en forbindelse ikke blot til litteratur som sådan, men også til den genre, der i ordbøger defineres som ”skønlitterær fortælling, der beskriver et længere og komplekst handlingsforløb”. Tv-serier er jo ikke skønlitteratur i bogstavelig forstand, men trods alt både fiktion og epik (fortællekunst).
I Information skrev filmanmelder Christian Monggaard den 8. januar, at tv-fiktion i de seneste par årtier har oplevet et enormt kvalitetsløft, især i USA. Den Dickens-inspirerede ”The Wire” fremhæves af mange som et fornemt eksempel på en serie med litterære kvaliteter, fordi den fortæller en dyb og interessant historie om byen Baltimore og dens mennesker. Ikke alt af det, der kommer fra Netflix eller HBO, er lige godt, men en hel del er, og derfor konkluderer Monggaard, at tv-serien også er den nye roman. Den betegnelse kan man jo vælge at bruge, og hvis også såkaldt autofiktion, for eksempel Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, udgives under betegnelsen roman, kan kunstneriske tv-serier vel også inkluderes i genren.
I romanens randområde finder vi desuden reportageromaner som Truman Capotes ”Med koldt blod”, der beskriver mordet i 1957 på en hel familie i Kansas, en bog, som hans forlægger forudsagde ville udvide romangenren. Allerede inden da havde Otto Gelsted i 1944 udgivet reportageromanen ”Jøderne i Husaby” fra sit ophold i Sverige under krigen. Den udkom i 1945 på dansk og i 2013 i anden udgave med indledning af Hans Hertel.
For nogle år siden så jeg sammen med min kone, der er psykoterapeut, HBO-serien ”In Treatment”. Den følger med afsnit på en halv time en række patienters terapiforløb hos behandleren Paul. Stort set alt er filmet i dennes kontor, og så vidt jeg husker, bruges der heller ikke filmmusik. Med sit hærgede ansigt og sine indfølende øjne er Gabriel Byrne perfekt i hovedrollen som Paul. Blandt de mange patienter husker jeg især den polsk-australske skuespiller Mia Wasikowska, der som 17-årig spillede rollen som en ung gymnast med selvmordstanker, og som senere havde hovedrollen i filmen ”Jane Eyre”. Selv helt uden noget professionelt kendskab til psykoterapi blev jeg hurtigt indfanget af de dramaer, der udfoldede sig i denne serie.
Ellers har jeg ikke set mange tv-serier, og det hænger sammen med, at jeg om aftenen er forfalden til at sætte mig i min æggestol og læse bøger. Inspireret af at jeg i den engelske avis The Times læste en udførlig og dybt respektfuld nekrolog over den tyske forfatter Siegfried Lenz, er jeg netop gået i gang med hans gennembrudsroman ”Tysktime” fra 1968. Det tegner godt, men kommer til at tage tid, for den er lang, og mit eksemplar er på tysk!
Det lange episke træk i lænestolen giver udbytte, både når det drejer sig om bøger og billeder.
Afslutningen på en bog, film eller tv-serie er som regel et godt tegn på om værket er vellykket, og i ”True Detective” med Woody Harrelson og Matthew McConaughey er slutningen overraskende, tankevækkende og religiøs med en iscenesættelse af lys og mørke, godt og ondt. - Foto: Scanpix.