Tænk, hvis din ægtefælle, det menneske, du føler du kender bedst, pludselig viser sig at være en helt anden, end du troede. Ikke alene har hun en affære eller vil skilles, måske har han levet et dobbeltliv igennem flere år, er ikke taget hen på det arbejde, du tror.
Måske er ægtefællen ligefrem en sadistisk seriemoder, der må vaske sine ofres blod og hår af sig, før han returnerer til den lune ægteseng.
De såkaldte ”ægteskabsgysere” florerer i øjeblikket med romanen (og filmen) ”Gone Girl” (Kvinden der forsvandt), romanen ”Det burde du have vidst” eller tv-serien ”The Fall”.
De seneste romaner af Kirsten Hammann eller ”Du forsvinder” af Christian Jungersen trækker på samme hammel.
Spørgsmålet er, om ikke tendensen afspejler noget i tiden. Det moderne parforhold eller ægteskab rummer helt konstitutionelt en utryghed, som er oplagt at dramatisere og give et par nøk ekstra. Basalt set kan vi ikke regne med den anden.
Den engelske sociolog Anthony Giddens' bog ”Intimitetens forandring” (1992) har efterhånden en del år på bagen, men jeg tror, at hans analyse stadig er dækkende for, hvordan mange moderne mennesker opfatter og lever kærligheden.
Kærlighed og ægteskab er resultatet af et frit og individuelt tilvalg. Man smelter ikke sammen med et andet menneske i en irrationel kærlighedsmystik eller underlægger sig en objektiv orden (ægteskabet som institution). Det moderne menneske er først og sidst individualiseret.
Men intet menneske er en ø, og det moderne menneske søger samtidig i sit parforhold en dyb ontologisk tryghed og en mulighed for fælles livsplanlægning, for ”kolonisering” af fremtiden, med et andet menneske.
Intimitet er den særlige kvalitet, der kendetegner det moderne forhold. Det er en dyb fortrolighed, som to mennesker har med hinanden. Men intimitet er ikke givet én gang for alle. Der skal arbejdes på den. For mennesker udvikler sig jo hele tiden. De elskende bevæger sig af sted gennem livet som to floder, der løber parallelt. Giddens kalder det ”konfluerende” (sam-løbende) kærlighed.
Forholdets langsigtede skæbne afgøres alene af de implicerede selv eller rettere af den ene part, der først måtte ville noget andet. Der er ikke længere nogen ydre faktorer, der holder sammen på forholdet, stabiliserer og understøtter det. Vi har at gøre med det ”rene forhold”, som Giddens døber det. Og med det mener han ikke en platonisk kyskhed, men at kun forholdet selv kan garantere forholdets beståen. Sædvanen, moralen, familien, samfundet, børnene i forholdet kan ikke.
Det rene forhold er dermed paradoksalt, fordi det forudsætter og efterstræber det, som det netop ikke kan forudsætte og efterstræbe: bestandighed over tid og ontologisk tryghed. Selvom man i vielsesritualet lover hinanden at blive sammen, til døden os skiller, er det netop dette løfte, det individualiserede menneske ikke kan give. Ritualets ord må derfor, som en moderne præst en gang sagde, udlægges som ”til kærlighedens død os skiller”.
Det er vel for stærkt at sige, at parterne i det rene forhold lyver over for hinanden, men de er i en fundamental forstand nødt til at reservere sig over for hinanden eller blive (stiltiende?) enige om et fælles hykleri: Nu lader vi, som om vi afgiver et løfte.
Det rene forhold er også etisk problematisk, fordi individualiseringen rummer et element af tingsliggørelse af den anden person: Du er nu et element i min livsplan. Det er dig, jeg satser på. Ikke fordi du er vigtig for mig. Men fordi mit liv er vigtigt for mig.
Det er sådan, kvinderne i Kirsten Hammanns romaner fremstår, hvorfor det måske ikke er så sært, at mændene tager flugten.
For Giddens er det rene forhold den selvfølgelige norm, og han afholder sig i vidt omfang fra at kritisere det. Men han kan godt se, at det ikke er helt nemt. Mod slutningen af sin bog antyder han, at det måske er umuligt at realisere som en livslang institution, at ”kærlighedsægteskabet” med andre ord vil forsvinde. Det er også svært for en institution at være så meget i splid med sig selv.
Det åbner en afgrund i den, og det er den, vi kigger ned i, når vi fornøjer os med en ægteskabsgyser.