I 1910 skrev forfatteren Jakob Knudsen et lille essay om Lev Tolstoj. Knudsen betragtede Tolstoj som en genial digter, mens han mildt sagt forholdt sig meget kritisk over for Tolstojs tolkning af Jesus som samfundsreformator. I sit essay tog Knudsen bladet fra munden og sagde sin utvetydige mening om Tolstoj, når denne tog sig på at udlægge evangeliet: ”Da bliver Kristus selv en halvgal skvadronør, og hans lære – ikke mindst hans samfundslære – til absolut fordærvelse for menneskeheden.”
Med udgivelsen af ”Evangeliet kort fortalt” får vi anskuelsesundervisning i det, der vakte Jakob Knudsens vrede. Som oversætteren fortæller i efterskriften, så var baggrunden for skriftet, at Tolstoj løb ind i en slags midtvejskrise. Digteren begyndte at beskæftige sig intensivt med kristendom, hvorom han skrev flittigt, og fliden var naturligvis en følge af, at han syntes, at han havde noget nyt at berette derom.
Men synderligt ny forekommer Tolstojs teologi ikke. Den er blevet forkyndt af mange lægmandsprædikanter i tidens løb, der har brugt Det Nye Testamente som en slags manual til etablering af det evige retfærdighedsrige på jorden. Tolstoj er da også forbitret på den ortodokse kirke, der i hans øjne ikke er andet end et hyklerisk og borgerligt forsvar for det bestående.
Man må dog lade forfatteren til ”Krig og fred”, at han ikke er gået overfladisk til sit arbejde. Tolstoj har tilegnet sig oldgræsk og leverer selv en ny oversættelse af Det Nye Testamente, hvori han finder det ædle og for de fattiges sag følende menneske Jesus af Nazaret.
Tolstoj har til gengæld fjernet de passager fra Det Nye Testamente, som nuancerer dette billede. I stedet har den russiske digter klippet og klistret de fire evangelier sammen, så Bibelen kommer til at sige omtrent det, Tolstoj i øvrigt propaganderede for i 1880’ernes Rusland. Eller som han selv forklarer det: ”Under mine studier af kristendommen fandt jeg denne kilde til livets rene vand uretmæssigt blandet med det skidt og møg, som havde skjult dens renhed for mig; knyttet sammen med den ophøjede kristne lære fandt jeg en skræmmende hebraisk og kirkelig lære, der var fremmed for den.”
Tolstoj udelader derfor alt, hvad der har med Jesu opstandelse fra de døde at gøre. Lise Lotte Larsen sammenfatter Tolstojs tanker således i efterskriften: ”Jesus opstår ikke fra de døde, og Helligånden stiger ikke ned til disciplene. Men Jesus lever videre i disciplene i kraft af, at de efter hans eksemplariske liv og død forstår ’den hellige ånd’, der er i dem”.
På sine egne sværmeriske præmisser er Tolstoj en konsekvent forfatter, der med sin klippe-klistre-metode finder belæg for kristendommens uforenelighed med det bestående. Tolstoj var aldrig plaget af falsk beskedenhed, og man fornemmer, hvordan han søger at gøre den ulmende sociale uro i Rusland til en regulær brand.
Hvad troede Tolstoj så på? Han troede på mennesket, der udfolder sine evige væsenskræfter, og derfor forarges han over alt, hvad der henviser til en instans uden for menneskelivet. Eller som Tolstoj forklarende noterer om Jesu forkyndelse: ”Altings begyndelse og ende er i menneskets sjæl.”
Det slog mig, da jeg læste denne sætning, at tydeligere kan Tolstojs modsætningsforhold til kristendommen egentlig ikke udtrykkes. Dette er kristendomsforfalskning i kort og klart begreb. For i den første trosartikel bekender vi jo troen på Gud som vores skaber. Men hos Tolstoj er Gud sat fra styret, og mennesket dermed gjort til tilværelsens mening og midtpunkt.
Oversætteren har sagligt set gjort et fornemt stykke arbejde, men da Tolstoj skriver med en teatralsk og overspændt patos, gør det ham besværlig at læse og trættende at høre på.
Og så bliver sagen jo ikke bedre af, at bogens sigte er det modsatte af kristendom.