Det muliges kunst og det diplomatiske spil

Bo Lidegaard sætter i ”Redningsmænd” velgørende europæisk perspektiv på samarbejdspolitikken

Bo Lidegaard (billedet) sammenfatter i ny bog de seneste værker om jødernes redningsmænd af norske, svenske, danske og tyske historikere.
Bo Lidegaard (billedet) sammenfatter i ny bog de seneste værker om jødernes redningsmænd af norske, svenske, danske og tyske historikere. Foto: Søren Staal.

I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.

Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som ”hjemstavnshistorisk”, men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.

Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.

Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.

En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.

Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade.

Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.

Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.

Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.

Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler.

Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.

Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.

Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.