Den barske hverdag i revolutionstidens Rusland

Historikeren Erik Kulavig belyser via arkivstudier den barske hverdag i revolutionstidens Rusland

Da Kulavig besøgte Sovjetunionen i begyndelsen af 1970’erne, faldt det første skæl fra hans øjne. Men først efter Sovjetunionens sammenbrud, opgivelsen af ”ungdommens venstredrejede verdensbillede” og åbningen af arkiverne har Kulavig fået et decideret sort syn på Lenins Rusland.
Da Kulavig besøgte Sovjetunionen i begyndelsen af 1970’erne, faldt det første skæl fra hans øjne. Men først efter Sovjetunionens sammenbrud, opgivelsen af ”ungdommens venstredrejede verdensbillede” og åbningen af arkiverne har Kulavig fået et decideret sort syn på Lenins Rusland. Foto: AP Photo/Jens Meyer.

Den mest venstreorienterede generation i danmarkshistorien er uden tvivl 68-generationen. Det vil sige den generation, hvis medlemmer blev født omkring 1950, plus/minus cirka fem år.

Lad os for god ordens skyld bare runde op til plus/minus 10 år for også at indfange alle de danskere, der var under indflydelse af for- og efterdønningerne af den store vækkelsesbevægelse.

Historikeren Erik Kulavig (født 1953), som i årtier har forsket i den kolde krig, den russiske historie i almindelighed og den russiske revolution i særdeleshed, tilhører denne store generation. Der er derfor intet overraskende i, at han indleder slutafsnittet af sin nye bog således: ”Da jeg i sin tid kastede mig over studiet af Rusland, var det fordi jeg allerede i gymnasiet var blevet fascineret af to så dybt forskellige størrelser som socialismen og den klassiske russiske forfatter Tolstoj.”

Kulavigs ”fascination” af socialismen er nu nok lidt af en underdrivelse. Det fremgår af det næste afsnit på samme side, at han har brugt lang tid på at forsvare Stalin mod ”borgerlig propaganda”. Under alle omstændigheder stod Lenin ”for den gode og frigørende socialisme.”

Da Kulavig besøgte Sovjetunionen i begyndelsen af 1970’erne, faldt det første skæl fra hans øjne. Men først efter Sovjetunionens sammenbrud, opgivelsen af ”ungdommens venstredrejede verdensbillede” og åbningen af arkiverne har Kulavig fået et decideret sort syn på Lenins Rusland.

For det fremgår af disse arkiver, at Lenin på ingen måde repræsenterede den gode, uforfalskede socialisme. Han var også et hadefuldt magtmenneske.

Da der herskede kannibalisme i hungerramte områder omkring floden Volga i 1922, beordrede Lenin en energisk og omfattende beslaglæggelse af kirkernes værdier. Ikke så meget for at hjælpe de sultende. Snarere for at få bugt med præsteskabet og med kirken: ”Nu og kun nu vil det store flertal af bønder være på vores side,” skrev Lenin til Molotov.

Eksemplet på Lenins uhørte kynisme fremgår af det arkivmateriale, Harvard University købte rettigheder til efter Sovjetunionens sammenbrud, og som Kulavig har studeret gennem flere måneder.

”Vi river himlen ned på jorden” består af en lang række cases fra revolutionsårene 1917-1922, hvor en lille gruppe bolsjevikker under ledelse af Lenin og Trotskij var besat af tanken om det store spring fremad, der skulle forvandle et tilbagestående landbrugsland til et moderne socialistisk mønsterland.

De mange forskelligartede cases, som fremgår af arkivmaterialet, og som indirekte tegner et billede af den almindelige russers hårde hverdag i det nye system, burde udgøre bogens største attraktionsværdi, men gør det i grunden ikke.

Der er mere nerve i de indledende kapitler samt afslutningen. Måske fordi der står mere på spil for forfatteren.