Der er to slags bøger, skriver Marguerite Duras nøgternt. Der er charmerende, men ufri bøger, som blot stræber efter den almindeligste, klareste og mest harmløse form, og så er der bøger, der fortæller om den dybe sorg i ethvert liv.
Den franske forfatters egne bøger hører uden tvivl til den sidste kategori, romaner, essays og filmmanuskripter fra hendes kunstnerisk alsidige hånd er præget af en smukt sanselig, helt særegen og sorgfuld skrift. Sætningerne er korte, næsten fysiske. Forfatteren er tydelig. De fem tekster, som Forlaget Vandkunsten nu har udgivet, er fra 1993, de er skrevet på kanten af det 20. århundrede og mod hendes eget livs slutning tre år senere. Men på en måde er det som en glidende overgang at læse Marguerite Duras' tidlige romaner og disse sene essays. Stilen er skabt fra starten.
I den første, længste og stærkeste af samlingens tekster, der også bærer bogens titel, omsætter hun sit livs erfaringer som forfatter til, hvad det kræver at skrive, hvad man bør, kan og skal, hvad det hele krævede af hende. Først og fremmest er skriften ensomhed, skriver hun. Selv skrev hun i huset i Neauphle-le-Chateau, købt for de penge, hun fik for filmrettighederne til ”Dæmning mod Stillehavet”.
Skrivningen kræver afstand til andre mennesker, og ensomhed får et menneske til at vippe på kanten af galskab, konstateres det. ”Og når jeg mødte mine venner, havde jeg nogle gange svært ved at genkende dem. Sådan var det i flere år, og den tid var vanskelig for mig, ja, det stod på i måske ti år.” Men dette tab af nærvær bliver til skriftens ukrænkelige ensomhed, til den tavshed, som bøger, der rodfæster sig i tanken, må have i sig, skriver hun også. Selv bygger hendes eget forfatterskab til dels på moderens sorg og ulykke i Fransk Indokina i 1920'erne. Barndommen og den purunge piges oplevelser er udtrykt i romaner som ”Elskeren”, ”Elskeren fra Nordkina” og ”Dæmning mod Stillehavet”.
”At skrive” er både essayistisk og som fragmentet modsætningsfyldt, præget af vid. En tekst er skrevet som et filmmanuskript. Allerede i 2004 udkom titelteksten på dansk alene, også oversat af Lone Bjelke. Det er især fint, at der nu ud over denne også er den efterfølgende tekst om ”Den unge engelske pilots død”.
Hele bogen er tilegnet denne pilot, som omkom i de sidste dage i Anden Verdenskrig, skudt ned i sit enmandsfly. Der er en snert af både dystopi og poetik i hans død, som kunne være begyndelsen på, som hun skriver, verdens stille sammenbrud.
”Og så en dag var der ikke mere at skrive, ikke noget at læse, andet end det uoversættelige i denne døde drengs liv, han, som var så ung, så ung, at det er til at skrige over.”
På den måde skæres alt ned til et minimum, der er barnet, der er århundredet, der er døden, der er det levede liv, der er stadig skriften. Den tynde samling tumler helt overlegent tvivlende og fysisk erindrende, som en lille varm juvel i lommen. Den er ikke en egentlig oplagt indgang til forfatterskabet, men for enhver elsker af Marguerite Duras værd at læse.
kultur@k.dk