H.C. Andersens eventyr har fulgt mig, siden jeg som en lille pige fik læst dem op af min far. Men som voksen er det i stigende grad også gået op for mig, hvilken både eksistentiel og ofte også teologisk dybde der ligger i de berømte eventyr.
Alle H.C. Andersens eventyr er lignelser, vi kan spejle os i og lære af. H.C. Andersens samlede eventyr er som en skatkiste, man kan blive ved med at fiske nye vidunderlige erkendelser op af. Men ét eventyr har fulgt mig på en særlig måde: Eventyret ”Theepotten”. Jeg kan det udenad. Det er som sået i mig, og dets fortælling vokser stadig i mig og fastholder mig i, hvor jeg skal finde min egen identitet. For ”Theepotten” er historien om at vinde livet, når man mister det. Og om ikke at finde sin identitet i, hvor meget man selv kan. Men om at finde glæden i selvforglemmelsen og ved at se andre eller noget andet blomstre.
Historien handler kort fortalt om tepotten, der først lever det perfekte liv, hvor den bæres frem i de fine stuer, men den mister sin identitet. En dag falder den på gulvet, og alt, hvad den er stolt af, tuden og hanken, knækker af. Den er til grin, og den er færdig. Bliver kaldt invalid og stillet væk. Men så kommer den i brug på en anden måde:
”Der blev lagt Jord ind i mig; det er for en Theepotte at begraves, men i Jorden blev lagt et Blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, veed jeg ikke, givet blev det,” skriver Andersen. Og her ligger en dyb sandhed. Det vigtigste i livet bliver givet. Det er ikke noget, vi selv skaber. Det er blot noget, vi må tage imod. Til sidst går tepotten helt i stykker. Og bliver nu smidt helt uden for huset, hvor den ligger som et gammelt skår, der har mistet alt, bortset fra erindringen. Den kan den ikke miste. Og i den er også erindringen om at have fået lov til at bære noget andet end sig selv og været lykkelig i det.
Der er så mange ting hos H.C. Andersen, der samler sig i den historie. Den tydeliggør for det første, at døden er fortællingens moder. Vi skal alle dø og miste alt.
Det forsøger mange af os at fortrænge i vores moderne samfund, hvor mange er bange for både forandringen og forvandlingen. Men H.C. Andersen viser her det kristne paradoks, at den, der mister sit liv, skal vinde det. For ud af sammenbruddet, undergangen og døden vokser der noget uventet vidunderligt frem, noget, der netop er givet, noget, vi kun kan tage imod. Det gælder i døden og det mærkelige håb om opstandelsen. Men det gælder også i livet, at meningen skaber man ikke selv; den får man givet. Det gælder i alle forhold.
Som forælder er fortællingen stærk, fordi man jo netop mister fokus på sig selv, når man får børn og må bære dem. Og det gælder også i forhold til de opgaver, man får. Opgaven er at bære det, der bliver lagt i en. Historien er en nødvendig øvelse i at vende blikket væk fra sig selv og det, man tror, man kan og er i sig selv - for det er altid det, vi er så optaget af.
Derfor blev ”Theepotten også” en trøstende tekst for mig, da jeg som helt ung faldt igennem i forsøget på at redde verden. Jeg flyttede i behandlingskollektiv for kriminelle i Skejby i Aarhus som såkaldt minus-beboer. Minus betød, at jeg ikke havde nogen dom, men jeg havde så heller ikke ret meget andet at byde på. Jeg kunne ikke hjælpe andre mennesker, sådan som jeg troede, at jeg kunne.
De havde ikke gavn af mig, så det var i virkeligheden mig selv, der skulle reddes. Jeg var 19 år og var flyttet ind med en lyseblå tøjelefant og rosengeranium-potteplante, som jeg efter én måned måtte tage med mig igen. For da knækkede jeg helt sammen. Jeg magtede ikke at være der, og jeg var ikke til gavn for nogen. Jeg var så flov, så flov over at ville redde hele verden og ingenting kunne.
Da forstod jeg, hvad det var, at tuden og hanken knak af. ”Theepotten” mindede mig også dengang om, at det ikke handler om, hvad jeg kan, men hvad jeg får givet. Jeg forstår det sådan, at Guds styrke viser sig i svagheden.