Dette kan vi lære af Kulturmødet på Mors

Der er ingen modsætning mellem at bringe den bedste kunst ud til alle og satse på de få i eliten
Michael Bach Henriksen

48 timer vender op og ned på gængse forestilinger om kulturlivet. Her er fire forslag til nye måder at betragte Kultur- og Mediedanmark på

Når kulturlivet samles til debat, handler det ofte om kunstens pengekasser og om, hvordan næsten fastlåste midler kan omprioriteres. Får Det Kongelige Teater for mange penge? Skal musiklivet nu igen beskæres? Bidrager private fonde nok til billedkunsten?

Spørgsmål som disse svirrer også i luften her på Kulturmødet på Mors, men ikke i samme omfang som normalt i kulturlivet. Det virker til, at Kulturmødet, der nu afholdes for tredje gang med rekordstor deltagelse fra både lokalbefolkning og medier, åbner nye vinduer i kulturens hus med dets mange boliger.

I samtalen mellem politikere, borgere og kulturaktører opstår undertiden en fælles undren. Lysten er mærkbart stor til at overveje, om tingene kan gøres på nye måder.

I ånden fra Mors kommer her fire opfordringer inspireret af Kulturmødets intense 48 timer:

På mødet tales der meget om kulturens fravær i samfundsdebatter. Hvorfor fyldte kulturpolitik så lidt i valgkampen? Men måske skal man tænke kulturbegrebet anderledes. Kultur i Danmark er meget mere end de klassiske kunstarter og forvaltningen af dem. Kulturen er også tro og historie. Nogle af de hedeste debatter handler om netop dette: Ole Bornedals 1864-film. En ny ministers udtalelser om Gud. Listen er lang. Kultur som ”kroner og ører” fylder ikke meget i de politiske debatter, men kultur som ”tro og historie” fylder enormt, fordi det optager borgerne mindst lige så meget som andre politik-områder. Vi skal i kulturlivet og medierne blive bedre til at påskønne og belyse, at kulturen ikke overses, men er overalt.

På mødet tales der meget om centrum og periferi. Kunsten skal flyttes fra de store byer og ud til de små. Det Kongelige Teater skal rundt i hele landet, DR skal sende fra alle byer. Men dette burde være en selvfølge. Det Kongelige Teater er hele Danmarks teater, betalt af os alle. DR er hele Danmarks Radio, ligeledes finansieret af alle, så selvfølgelig skal alle egne dækkes og besøges.

Men man taler undertiden om kulturen i Danmark, som om al kulturel udvikling sker i de store byer. Man glemmer, at der er masser af kvalitetskultur i mindre byer og landlige egne. Der er givetvis sket mere på kulturfronten uden for København end i hovedstaden de seneste 20 år. Vi skal i kulturlivet og medierne blive bedre til at påskønne og belyse, hvor meget kvalitetskultur der findes over hele landet.

På mødet tales der meget om, at alle skal møde kulturen. Marianne Jelved (R) gjorde i sin ministertid ret i at betone det afgørende i, at kunst og kultur er en integreret del af folkeskolen. Børn skal møde kunst i hverdagen og skolelivet, alle skal kende sangskatten. Men alle skal ikke være kunstnere, og derfor gør den nye minister, Bertel Haarder (V), ret i også at betone eliten. Vi er vant til at præmiere eliten i sportens verden og erhvervslivet. Men i kulturens verden viger man bort fra at tale om eliten og dyrke den. Det er forkert. Vi skal i kulturlivet og medierne blive bedre til at påskønne og belyse elitens bidrag til den brede befolkning. Der er ingen modsætning mellem at bringe den bedste kunst ud til alle og satse på de få i eliten.

På mødet tales der meget om, hvad kultur kan bidrage med i samfundslivet. Og selvfølgelig kan der gøres mere. Erhvervsliv og kunstnere kan arbejde mere sammen.

Ledelsen i de statslige kulturinstitutioner kan blande sig mere i debatten. Teatrene kan lave flere samtidsdebatterende opsætninger. Men det gør indtryk, når en ung kunstner her på Kulturmødet siger, at hun selv og hendes jævnaldrende føler sig låst fast. De er fanget i ”nødvendighedens mulighedsrum”, som hun formulerer det. Og rigtigt er det, at man sjældent møder et ungt menneske, der hæmningsløst kaster sig ind i fremtiden i sikker tro på, at det umulige kan ske. Er ungdommen for forsigtig og latent pessimistisk? Føler den, at de store eksistensspørgsmål adresseres i dagens samfund? Jeg tror det ikke. Og kom til at tænke på, at dette måske er højskolebevægelsens største bedrift: for generationer af danskere at skabe ufornuftige mulighedsrum og rammer om drømme, som de ikke anede, man kunne realisere. Kan vi skabe en ny højskolebevægelse - nye rum, der kan give unge fremtidstroen tilbage?

Man er godt på vej her på Mors og kulturmødet, som Bertel Haarder rammende kaldte en ”sommerhøjskole”. Den vender tilbage næste år, og det er godt. Kulturmødet på Mors er i år blevet en uomgængelig begivenhed i kulturlivet som et sted, der tænkes nye tanker.