Digte er fast arbejde

Man taler om tvivlens nådegave. Men med tvivlen kan det blive så kaotisk, at det bare er forfærdeligt, siger Simon Grotrian. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

To nye samlinger af Simon Grotrian og yderligere to er på vej. I den midtjyske stilhed vier han sine dage til poesien, blandt andet salmer

Uigennemskueligheden fører til en ny måde at se på.

Erfaringen, der stammer fra læsning af Simon Grotrians digte, skyldes kunstneren Peter Brandes og er formuleret i hans forord til lyrikerens samling Vi ofrer Nathalie, en sonetkrans ledsaget af tegninger udført af Brandes med tusch på gammelt papir, stofligt virkende, dejligt at røre ved med både hænder og øjne. Tegningerne, som blev til i januar 2010 i Luxor i Egypten efter et besøg i Horustemplet i Edfu, illustrerer ikke teksterne, men indgår i et åbent samspil med dem.

LÆS OGSÅ: Lyrisk genopstandelse

Den smukt tilrettelagte bog, der er udsendt af Engum Sogn musik, er det ene af to nye værker af Simon Grotrian. Det andet er den store samling Skyttens appelsin (forlaget Alfa), der består af blandt andet Kristusmonologer, lejlighedsbønner og et stort antal salmer til året. Og mere nyt er nærmest som altid i vente fra den meget produktive digter, nemlig Natterøde daxis, der består af salmer og snart udsendes af Gyldendal. Hvad daxis dækker over, vil forfatteren ikke røbe på nuværende tidspunkt. Også denne bog er blevet til i samarbejde med Peter Brandes.

Senere på foråret udkommer yderligere Min næstes forår (Alfa), en samling bønner.

Man bør afholde sig fra forsøg på at afæske Simon Grotrian forklaringer til opnåelse af større gennemskuelighed. Han vil have sig frabedt at skulle indtage rollen som en levende fodnote til noget, der skal kunne stå på egne ben.

I stedet bør læsere henvises til en sekvens i Skyttens appelsin. Den, der hedder Hölderlin i spejlet og forholder sig til en hovedskikkelse i tysk lyrik, Friedrich Hölderlin (1770-1843), der så det som en opgave for digterne at bidrage til en sproglig nyskabelse. Ambitionen genkendes hos Grotrian.

Jeg mener, at en rigtig digter opfinder sit eget sprog, ja, at det er det, der kendetegner en rigtig digter. Jeg tror, at Hölderlin havde en uskyld, der gjorde, at han kom så vidt, som tilfældet var, med at gøre rent bord og begynde forfra. Han betyder meget for mig ikke fordi jeg til stadighed læser ham, men som en slags åndsfælle. Hölderlin i spejlet følger umiddelbart efter Kristusmonologer. Dog uden at jeg vil påstå, at der er den dybe sammenhæng. Det, der interesserer mig, er sammenstødet mellem menneske og Gud. I monologerne lægger jeg ordene i munden på Kristus. Og det må gå galt. For ingen er jo Kristus ud over ham selv. Når jeg så bagefter stiller Hölderlin op et menneske over for Gud er det for at bringe lidt balance ind. Derfor ville jeg havde afsnittene tæt på hinanden.

Vi træffer Simon Grotrian i landsbyen Lemming nord for Silkeborg, ikke langt fra den gård, hvor han er vokset op. Han bor i et lille rækkehus, hvor alt er på rette plads. Her i den midtjyske stilhed vier han sine dage til poesien. At den ydre orden og overskuelighed muligvis, sådan som han med et ikke nødvendigvis dementerende glimt i øjet antyder, modsvares af indre kaos, er en anden sag. Og antagelig én, som han skriver på.

I 1993 vendte han tilbage til byen. I fysisk forstand er han altså hjemme. Men det udelukker ikke følelsen af hjemløshed i eksistentiel forstand.

At sidde i hans stue er næsten som at have udsigt til hans baggrund: den nu eksklusive lyriker som en bondedreng, der hjalp til både i stald og på mark, men vist aldrig lod sig friste af en fremtid som landmand. Men den omhu, hvormed hans indkørsel er befriet for sne, må opfattes som et diskret vidnesbyrd om, at praktisk arbejde ikke er ham ganske fremmed.

Jeg har lidt snilde. For eksempel strikker jeg sokker. Jeg har dårlige fødder og går altid med hjemmestrikkede sokker. I skolen valgte jeg håndarbejde i stedet for sløjd. Så befandt jeg mig ene dreng mellem alle pigerne. Jeg kunne godt lide at sidde lige så stille, i stedet for at der skulle foregå en hel masse med hammer og sav. Det sysselagtige har altid fascineret mig. Jeg slapper af ved det. Det renser sindet.

I skolen var Simon Grotrian dygtigere, end nogle af de andre børn i klassen kunne acceptere. Derfor blev han mobbet.

Det var rimelig meget og er blevet siddende i mig. Det føltes så totalt, som om hele verden ville mobbe mig. På skolen råbte de blærerøv efter mig. For de mente, at jeg blærede mig. Men jeg gjorde jo bare det, der skulle gøres. De drillede mig også med mit fornavn og kaldte mig Simon Spies, som var meget fremme dengang.

Jeg var en stille dreng, der læste meget og ikke behøvede fritidspædagoger. Jeg kunne klare mig selv. I mange år uden kammerater. Jeg har en tvillingebror, der er meget udfarende. Det var han også dengang. Så det var mig, der sad derhjemme. Min bror er uddannet civilingeniør og i dag administrerende direktør og headhunter. Vi er vidt forskellige, men har jo ligget i den samme mave og har trods alt noget til fælles. For eksempel er vi lige stædige. Når vi vil noget, så vil vi det virkelig. Vi har altid fulgt hinanden.

Som barn skrev jeg, mest noveller. Og jeg havde en krimi i skolebladet. Indimellem blev det også til digte. Jeg elskede at rime. At skrive sange kunne få mig helt op at køre. Allerede dengang drømte jeg om at blive forfatter. Livet som forfatter har altid fascineret mig. For eksempel når jeg på film så nogle, der spillede forfattere. Med skrivemaskiner, der klaprede, og papir i stabler.

Jeg forestillede mig, at jeg skulle skrive børnebøger. For det var dem, jeg kendte til. Jeg havde også forskellige plots i hovedet, men kunne kun holde den gående over nogle få sider. Så mistede jeg interessen. Når jeg i dag ser de ting, jeg skrev, minder de mig om avantgardistiske noveller. En af dem slutter: Rødgrød, sagde mor.

Erindringen udløser høj latter hos Simon Grotrian.

Min mor var optaget af, at jeg skrev og læste noget af det op for andre. Så grinede de meget. Men det var faktisk også ret morsomt.

Hvornår besluttede du, at det var forfatter, du skulle være?

Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg nogensinde har besluttet det. Det er snarere, som om det har besluttet mig. Ganske vist begyndte jeg som 22-årig at skrive digte, der lignede noget, fik også nogle af dem antaget i Hvedekorn samt udgivet bøger. Men i de første år var jeg meget i tvivl om, hvad det kunne blive til. Efter min debut var jeg på Herrens mark. Jeg forsøgte at tegne for ligesom at få en daglig rutine. Digtene kommer mere i raptusser. Men senere fangede de mig ind fuldstændigt. Det var i forbindelse med det store arbejde, det var at skrive den bog, der kom til at hedde Fire. Derefter har dette at skrive digte været fast arbejde. Forstået på den måde, at jeg altid er indstillet på, at de kan dukke op.

Grotrians gang til kristendommen udtrykt gennem hans digte og salmer bliver for den, der vil åbne sig imod dem, til indgange mod et givende og hengivende rum, skriver Peter Brandes i forordet til Vi ofrer Nathalie.

Det er sagt, at mine forældre har givet mig en religiøs opdragelse. Men det synes jeg på en måde ikke er helt rigtigt. Ganske vist er de er kristne. Og min bror og jeg er både døbt og konfirmerede. Men det, der lagde grunden, var egentlig, at vi i skolen havde morgensang, bad fadervor og lærte bibelhistorie. Mine forældre har aldrig presset noget ned over hovedet på mig. Jeg har fået lov til selv at finde ud af tingene. Troen skal komme indefra. Og mere afgørende end opdragelsen er det, at man har klangbunden i sig. Men det er klart, at man samtidig får brug for al mulig viden. Skaffet for eksempel ved bibellæsning og salmesang.

Er der en side af kristendommen, der betyder særligt meget for dig?

Nadveren. Jeg kender flere præster, der kommer her og holder nadver sammen med mig. Men jeg går også til alters i kirken.

Hvem er Nathalie?

Noget skal barnet jo hedde. Og det skulle ikke være Gurli. Tankegangen er, at dette at skrive er en form for ofring. Den franske digter René Char har sagt, at så snart en digter har skrevet om noget, har han mistet det. Man er nødt til at give det videre. Det kan være i form af en bog. Når digteren læser den, er det på linje med alle andre.

En søndag blev jeg ringet op, skriver Peter Brandes videre i forordet, og Grotrian fortalte udmattet, at han ikke havde sovet i flere dage, men til gengæld skrevet digtet Vi ofrer Nathalie.

Ved du selv, hvad du skriver, mens du er i sådan en proces?

Jeg sidder ikke som et drømmende barn, der tager imod diktat fra de højere magter. Jeg har en forestilling om, hvad poesi er. Og det er jo poesi, jeg skriver. Spørgsmålet er: Hvornår er man indenfor, og hvornår er man udenfor? Er det sidste tilfældet, kan man lige så godt lade det ligge. Man kan ikke presse poesi frem.

Mens jeg skriver, er jeg ikke i tvivl. For så skriver jeg jo bare! Men senere kan tvivlen komme ind på mange måder. Det kan føles ret destruktivt. Man taler om tvivlens nådegave. Men med tvivlen kan det blive så kaotisk, at det bare er forfærdeligt. Sådan har jeg det ikke nu. Men jeg kender tilstanden.

I det hele taget har jeg haft nogle svære år, fordi jeg har følt, at jeg ikke har fået særlig meget respons på det, jeg laver. Men alligevel har jeg arbejdet videre. Hele tiden har jeg tænkt, at den manglende respons ikke skal slå mig ud. Man kan sige, at en tekst eller en bog bør hvile i sig selv, og at man ikke behøver at have lange fangarme ude i retning af anerkendelse og ros. Men man lægger jo noget af sig selv hos andre mennesker. Og der må gerne være en udveksling. Men det har jeg langt hen ad vejen måttet undvære.