4 stjerner
Laus Strandby Nielsen har et sted udtalt, at poesien er ”en modstand mod forenkling”.
Den udgør, hvis man nu skulle udlægge udsagnet, et alternativ til vores vanemæssige sprog og perspektiv på tilværelsen.
Et sådant syn på poesiens rolle er på ingen måde ny:
Den genfindes i forskellige varianter i diverse poetikker og litteraturteorier, men mest kanoniseret er nok den russiske formalist Viktor Sjklovskijs essay ”Kunsten som greb” fra 1917, hvori han argumenterer for, at det, der kendetegner kunsten, er, at den formår at rense vores sløve og automatiserede sanser, så vi kan se verden på ny.
Selvom vi således har at gøre med en gammel poetologisk traver, synes den ikke at være antikveret, slet ikke når den får sin poetiske pendant i Strandbys nyeste digtsamling, ”Når det er mørkt, bliver det lyst”, hvori han netop, med et ofte finurligt og underspillet humoristisk perspektiv, puster nyt liv i ellers fortærskede emner som lyset, mørket og tiden, som titlen stilfærdigt smukt peger på, men også kærligheden, livet og sproget.
Læs blot følgende digt:
”I min drøm nåede jeg frem til et mødested./ ’Ny’ stod der på et gammelt, slidt,// kun lige akkurat læseligt skilt. Sådan/ er sproget så standhaftigt og lumsk,// tænkte jeg og ventede at møde hvem ved,/ måske mig selv, tænkte jeg, yderst// konventionelt, idet jeg vågnede, ja/ måske var jeg allerede vågen// ved siden af en kær og meget virkelig/ kvinde, og hende kan det jo umuligt være,// tænkte jeg forvirret, hende har jeg jo/ allerede mødt i min fremtids fortid.// Men måske skal vi mødes igen.”
Sådan kan man skrive om kærligheden: enkelt, men alligevel komplekst. Sproget er her og i de fleste af samlingens andre digte lettilgængeligt og uhøjtideligt, men når Strandby er bedst, formår han alligevel let og elegant at få tvistet og drejet stoffet, så det åbner for nye erkendelser.
Denne poesi kan faktisk, for nu at vende tilbage til Strandbys poetologiske formulering, agere bremseklods for rutinens og dagligdagens forenklede blik på verden; den kan få læseren til at stoppe op og for eksempel fundere over vores sprogbrug, som det er tilfældet med samlingens væld af skæve behandlinger af sproglige trivialiteter
(”Der skete ikke noget./ Siger man. Noget/ skal man jo kalde/ det der sker.”, ”Kan man bryde sammen i sang?”, ”læser en bog som var det en åben grav”), eller virkelighedens og tilværelsens forunderlige fylde, som i følgende digt, der måske sender en lille hilsen til Peter Seebergs ”Firbenets lille glædessang”: ”Det er solen/ der opvarmer den sten// som efter en lang og for det meste/ meget langsomt omtumlet tilværelse// om lidt oplever det øjeblik/ af umulig kontakt// som man mærker når et firben/ sætter sig på ens overflade.”
De to digte, der her er fremhævet, er overvejende centrallyriske, men det gælder ikke alle. Strandby er nemlig en alsidig og fabulerende digter, der gerne benytter sig af flere forskellige udtryk og genrer.
I samlingen finder man således blandt andet også en række prosadigte, der ikke har et centrallyrisk jeg som omdrejningspunkt, men tværtimod en række spøjse personager, som Hr. Morgenstråle, Dr. Sjov, Hr. Pengeskab og ikke mindst hovedfiguren Professor Mørke.
Ser man bort fra de enkelte digte, der balancerer på eller overskrider grænsen til det banale eller forenklede, så er der ingen tvivl om, at Strandby har skrevet en herlig livfuld digtsamling, som får en til at smile, tænke og ikke mindst lyst til at læse.
kultur@k.dk