Digtervagabond på farten i storbyen

Liv Sejrbo Lidegaards debutdigte er enkle, klare og dybe

Liv Sejrbo Lidegaards digte har overraskende formuleringer og skarpsindige indsigter. -
Liv Sejrbo Lidegaards digte har overraskende formuleringer og skarpsindige indsigter. - . Foto: Malte Tellerup.

Når man vil argumentere for, hvad man skal med poesi, er et af de bedste bud, at man her lærer en del om de måder at opleve verden på, som den rationelle videnskab og det kontrollerede hverdagsliv forsømmer.

Det gælder for eksempel forestillingen om, at sansninger, følelser og refleksioner ikke kan holdes adskilt fra hinanden, men at de tværtimod er filtret ind i hinanden. Noget sådant har de gode digtere vidst i århundreder, uden at det tilsyneladende har influeret samfundets instrumentelle fornuft. Men lad os i denne sammenhæng se på en dansk poetisk debutant, der fornemt formår at skabe, hvad man med fare for at lyde som en kliché kan kalde, en holistisk tilgang til tilværelsen.

Det drejer sig om Liv Sejrbo Lidegaard, hvis digtsamling bærer den fordringsløse titel ”Fælleden”.

Vi hører i værket om en ung kvindes hverdagsoplevelser med venner og kærester, men det forunderlige er den måde, hvorpå der i teksterne sættes strøm til sproget, så vi glider fra forfinede sansninger over smertefulde følelser til øjenåbnende refleksioner.

Hør blot denne herlige tekst: ”gik hjem en morgen det sneede / kåd og kulret / store bløde fnug / ned over halmtorvet / hvad skal der ske med de følelser i os / det sted hvor vi har sluppet / helt.”

Sådan er Liv Sejrbo Lide-gaard som en anden digter-vagabond på farten i storbyens landskab, og der akkumuleres i talrige af hendes digte overraskende formuleringer og skarpsindige indsigter.

En anden tekst lyder: ”fulgte nogle / togskinner ud / til en slette i nordvest / bare det at tale sammen / kan være meget healende / at være et sted der får lov til at findes / uden at have en funktion.”

En følge af digterens evne til at sammenknytte betydningsområder, der ofte holdes adskilte, er også en række effektfulde digte med dobbelteksponering.

Et smukt og suggestivt digt beskriver en flyrejse og en forelskelse i ét: ”fra flyet er jorden diset og blå / mit sengetøj lugter af dig / drikker lidt kaffe / læner mig mod vinduet / nætterne gør mig sindssyg / af længsel jeg lover / vi kommer til at dø samtidig / blå er den farve lyset fra solen får / når det rammer atmosfæren / det tilhører ingen eller alle / planeten virker venlig og fjern herfra / som dem jeg forelsker mig i.”

Den mest toneangivende kritiker fra 1980'erne og 1990'erne, Poul Borum, fremlagde ofte sin formel for, hvad poetisk kvalitet er. Den lød: Gode digte er enkle og klare og dybe.

Jeg påstår ikke, at der ikke findes andre lige så relevante kriterier for god poesi. Men beskrivelsen passer godt på Liv Sejrbo Lidegaards debutdigtsamling, ”Fælleden”.

kultur@k.dk