Disse bøger fra Kristeligt Dagblads Forlag fik flest stjerner fra gæsteanmelderne

Her er et udpluk af de bøger, som ramte gæsteanmeldernes hjerter renest og høstede fem eller seks stjerner

Gæsteanmelderne har givet forlagets bøger alt fra to til seks stjerner i løbet af året.
Gæsteanmelderne har givet forlagets bøger alt fra to til seks stjerner i løbet af året.

Bøger fra Kristeligt Dagblads Forlag bliver for en god ordens skyld altid anmeldt ”uden for huset” af gæste- anmeldere, der ofte er tilknyttet andre dagblade, og de har givet forlagets bøger alt fra to til seks stjerner i løbet af året. Her er et udpluk af de bøger, som ramte gæsteanmeldernes hjerter renest og høstede fem eller seks stjerner.

Det gælder ikke mindst den danske udgave af den syriske forfatter Samar Yazbeks ”uafrystelige” beskrivelse af sine rejser ind i det syriske kaos.

”Samar Yazbeks bog ’Over grænsen’ er en fantastisk velskrevet beskrivelse af det ubeskrivelige, skrevet af en helt vanvittigt modig kvinde. Syrien er verdens farligste land at rapportere fra, og de chancer, som Yazbek tager på de tre rejser i Syrien, som hun beskriver i bogen, er så enorme, at man næsten ikke fatter det. Igen og igen tager hun direkte ind i kampområderne, sidder i de lokale mediecentre eller drøfter kvindeprojekter, mens Assads helikoptere kaster dusinvis af tøndebomber eller skyder missiler, så husene ryster,” skrev Politikens Marcus Rubin i sin gæsteanmeldelse af ”Over grænsen” og kvitterede med seks stjerner.

Tidligere i år gæsteanmeldte Marcus Rubin i øvrigt også den indflydelsesrige israelske journalist Ari Shavits nye bog ”Mit forjættede land”, som han mente var en nuanceret og fremragende beskrivelse af det moderne Israel.

”Bogen er en unik blanding af historiefortælling, rejseskildring og personlig historiebeskrivelse, men undervejs formår Shavit at understrege over for læseren, hvor umådeligt vanskeligt det er at være israeler, og de svære valg, landet står over for,” skrev Rubin og gav bogen fem stjerner.

Historikeren Claus Bundgård Christensen gæsteanmeldte med samme begejstring Eugen Rogans bog ”Osmannerrigets fald. Første Verdenskrig i Mellemøsten”, som fik fem stjerner:

”’Osmannerrigets fald’ er et særdeles vellykket værk, som man må glæde sig over er blevet oversat til dansk. Eugen Rogans bog er ikke kun fortællingen om de ulykker, der ramte verden for 100 år siden – det er også en historie med relevans for forståelsen af en stadig uroplaget del af verden,” skrev Claus Bundgård Christensen.

2016 blev også et år, hvor det – igen – blev diskuteret, hvad det vil sige at være dansk. Og det kom Kristeligt Dagblads Forlag til gæsteanmeldernes begejstring med flere bud på i bogform.

Weekendavisens Hans Mortensen gav således fem stjerner til Henrik Jensens bog ”Derfra vores verden går” med undertitlen ”Et essay om fædrelandskærlighed”.

”Mens heroiske forsvar for frikadellen pågår, og danskheden forsøges sat på formel og kanon, kommer historikeren Henrik Jensen nu med sit bud på, hvad nationen er rundet af. Herunder hvorfor fædrelandskærligheden ikke er sådan at få has på for globalister, multikulturalister og EU-ideologer.

Pædagogisk og veloplagt skrivende tager Jensen os først med på en rejse, fra de første mennesker efter istiden trodsede det håbløse klima med alt for korte somre og tilsvarende lange vintre. Videre over kristendommens fortrængning af de nordiske guder, Reformationen til dannelsen af ’foreningsdanmark’ med andelsbevægelse, højskolebevægelse og fagbevægelse blandt andet,” skrev Hans Mortensen blandt andet i sin gæsteanmeldelse.

Professor Peter Lodberg fokuserede på Danmarks kristne rødder i ”1000 års tro i Danmark”, der fik fem stjerner og fine ord med på vejen af gæsteanmelder Lisbeth Smedegaard Andersen, der er tilknyttet Weekendavisen:

”Peter Lodberg er vidende, han skriver med en humoristisk undertone, og man får ikke bare mange oplysninger, men også en fornemmelse af sammenhæng og kontinuitet. Sidetemaerne føres igennem og gør fremstillingen relevant, ligesom sammenhængen mellem fortid og nutid fungerer godt.

Så bogen være hermed anbefalet som en god og velfortalt historie, der fra fortiden kaster lys ind over vores nutid,” skrev Lisbeth Smede- gaard Andersen.

Kjeld Holm zoomede i sin bog ”Mennesket er en misforståelse. Portræt af Johannes Sløk” ind på sin egen ven – og en af danmarkhistoriens måske vigtigste teologer. Og det gjorde Kjeld Holm godt, mente gæsteanmelderen Jørgen Carlsen, der gav bogen fem stjerner:

”Med Kjeld Holms skildring af Sløk kommer vi om bag facaden af personen. Det sker, uden at det ender i sladder og gadespejlmentalitet, selvom bogen er spækket med masser af anekdotiske detaljer, som har stor underholdningsværdi,” skrev Jørgen Carlsen.

Fem stjerner var der også til Per Schultz Jørgensens ”lille vellykkede” bog ”Broen til det andet menneske. Fra kontakt til den dybe samhørighed”, som forfatteren Kristian Ditlev Jensen, fast tilknyttet Berlingske, gæsteanmeldte:

”Per Schultz Jørgensen eksemplificerer hele bogen igennem sine fine pointer med citater og fiktion eller oplevede anekdoter,” skrev Kristian Ditlev Jensen.