Dostojevskij hjælper med at forstå Mellemøsten

Tidligt i sit liv læste Hanna Ziadeh ”Minder fra dødens hus” af Dostojevskij. Mødet med de menneskelige lidelser i bogen trækker en tråd op til hans nuværende virke som rådgiver ved Institut for Menneskerettigheder

At arbejde med menneskerettigheder i Mellemøsten handler meget om at finde forklaringer på, hvorfor der sker de ting, som sker, og hér er Dostojevskij en god hjælp, fortæller Hanna Ziadeh.
At arbejde med menneskerettigheder i Mellemøsten handler meget om at finde forklaringer på, hvorfor der sker de ting, som sker, og hér er Dostojevskij en god hjælp, fortæller Hanna Ziadeh.

Da jeg var 11 år og boede i Beirut med mine forældre, fandt jeg en dag en af mine mors bøger. Hun samlede og gemte på bøger, som blev anset for revolutionære og undergravende på det tidspunkt i 1970'ernes Libanon. Hun var venstrefløjskvinde, i opposition og en af de få kvinder, der arbejdede dengang. De bøger, hun gemte, var af blandt andre Che Guevara og Fjodor Dostojevskij.

Bogen, jeg fandt, var af Dostojevskij og hedder på arabisk, så vidt jeg husker, ”Noter fra de dødes hus”. ”Minder fra dødens hus”, som den hedder på dansk, handler om Dostojevskijs år i fangenskab i Sibirien, hvortil zaren sendte ham, fordi han mente, at han havde været med i en konspiration mod ham. Det, der slog mig dengang, og da jeg genlæste den som 16-17-årig, var, hvor meget man kan udsætte andre for af smerte og lidelse, uden at der findes nogen beviser for, at de har gjort noget forkert.

Bogen var min introduktion til andres smerter, og det var meget voldsom læsning for mig. Jeg kan også huske, at da min yngre bror senere ville læse den, fik han at vide, at det måtte han ikke.

Jeg kan huske, at bogen var meget nedslidt, og at omslaget var fjernet, så man ikke kunne se, hvad det var for en bog. Da min mor på et tidspunkt blev taget til fange af falangisterne, var en af anklagerne også, at hun havde den og Che Guevara på boghylderne.

Hvis man skal prøve at spore tilbage, hvorfor jeg kæmper mod uretfærdighed for mennesker her på Institut for Menneskerettigheder, så har Dostojevskijs bog betydet meget. Da jeg havde læst den, kan jeg huske, at jeg blev ved at spørge min mor, hvorfor de blev sendt til Sibirien, men også hvorfor der ikke var et hegn. Hun fortalte mig, at Sibirien var et sted, man ikke kunne flygte fra.

Min far var også fagbevægelsesmand og mødte min mor i 1960'erne. På grund af sit engagement blev han smidt ud i en ørken mellem Jordan og Irak. Han kom derefter til Vesttyskland og atter tilbage til Libanon, hvor han og min mor fik mig. Der er næsten en form for parallel - min far blev smidt ud i en ørken, og Dostojevskij i en isørken.

At arbejde med menneskerettigheder i Mellemøsten handler meget om at finde forklaringer på, hvorfor der sker de ting, som sker. Man prøver at finde en eller anden logik, men ofte må jeg konstatere, at uret ikke har en logik. Der er ikke en grund til, at folk må udsætte hinanden for den slags uhyrligheder, vi ser. Jeg oplever dagligt, at der ikke er sammenhæng mellem det, folk gør, og den straf, de får. Tænk på Syrien. Der er ingen som helst logik i de straffe, magthaverne uddeler.

Det interessante er, hvordan man svarer på den her irrationalitet. Og i stedet for at finde svar må man fastholde blikket og forsøge at leve sig ind i disse menneskers lidelser. Det betyder mere i mit arbejde end analytisk at kunne finde en grund til, at noget sker.

Hvis jeg har haft en mission her i livet, så har det været at fortælle om andres lidelser. Jeg skrev for eksempel om det i Weekendavisen, da man pludselig i Bagdad begyndte at myrde løs på homoseksuelle. Det skal ikke lyde selvforherligende, men når man får øjnene op for lidelser, som andre endnu ikke har opdaget, så har man pligt til at bevare fokus og sørge for at åbne verdens øjne for lidelserne.

Man skal selvfølgelig også huske at passe på sig selv, når man er vidne til mange uhyrligheder. Indimellem har jeg på mine rejser været nødt til at gøre mig immun. Man kan ikke bare blive ved at tage alting ind. Der er jo en tærskel. Min har været høj, og jeg tror, at det har betydet noget, at jeg i en ung alder har læst så barsk en bog som ”Minder fra dødens hus”.

Foto: Fra forlaget