Drama i tre generationer

Forrygende beretning fra grænselandet mellem Det Osmanniske Rige og det kristne Europa i det 16. århundrede

Afsættet er en obskur, men meget indsigtsfuld afhandling om forholdene i Albanien, som købmanden og spionen Antonio Bruni fra Ulcinj affattede i 1590'erne. Det var en bestillingsopgave udført for kredse omkring pavehoffet med strategisk interesse i den osmanniske provins, og det er herfra, at Malcolm trækker tråde bagud og fremad i det grænseoverskridende venetiansk-albanske dynasti.
Afsættet er en obskur, men meget indsigtsfuld afhandling om forholdene i Albanien, som købmanden og spionen Antonio Bruni fra Ulcinj affattede i 1590'erne. Det var en bestillingsopgave udført for kredse omkring pavehoffet med strategisk interesse i den osmanniske provins, og det er herfra, at Malcolm trækker tråde bagud og fremad i det grænseoverskridende venetiansk-albanske dynasti.

I sidste halvdel af det 16. århundrede udgjorde det enorme Osmanniske Rige, som strakte sig fra Marokko til Ungarn, den største sikkerhedspolitiske trussel mod Europas kristne stater. Undertiden var de to magtblokke i åben krig, men andre gange var fjendtlighederne begrænset til sørøveri og kortvarige indfald over hinandens grænser.

Indimellem var der også en livlig handel mellem muslimer og kristne, hektisk diplomatisk aktivitet og blandt de vestlige magter en optagethed af at bruge den osmanniske trussel i et endeløst politisk spil mod egne hjemlige rivaler.

På den vestlige side spillede Venedig en hovedrolle. Den maritime republik havde på den albanske kyst ud til Adriaterhavet en række besiddelser, som den opretholdt med osmannernes billigelse, fordi de tjente som brohoved for en gensidig lukrativ handel. Byer som Ulcinj, Bar og Budva var smeltedigler af etniske, politiske og kulturelle impulser. Her levede katolikker, ortodokse og muslimer side om side og så hinanden an, forhandlede, balancerede på en knivsæg, spionerede, missionerede og tjente mange penge.

Det er ikke en del af verdenshistorien, som vi hører meget om, skønt dens politiske og religiøse konflikter forekommer evigt aktuelle. Men i sin spændende og lærde bog beretter den britiske historiker Noel Malcolm om to venetiansk-albanske familier, Brutierne og Brunierne, der var indgiftet med hinanden og som købmænd og soldater, gejstlige og diplomater gennem tre generationer var helt fremme i spidsen af det højspændte forhold mellem osmannerne og deres vestlige modstykker.

Afsættet er en obskur, men meget indsigtsfuld afhandling om forholdene i Albanien, som købmanden og spionen Antonio Bruni fra Ulcinj affattede i 1590'erne. Det var en bestillingsopgave udført for kredse omkring pavehoffet med strategisk interesse i den osmanniske provins, og det er herfra, at Malcolm trækker tråde bagud og fremad i det grænseoverskridende venetiansk-albanske dynasti.

Ud over Antonio møder vi blandt andre superdiplomaten Bartolomeo Bruti, der specialiserede sig i fangeudvekslinger mellem kristne og muslimer. Han var ven med den tyrkiske storvesir og hærfører Sinan Pasha og intrigerede over hele Balkan. Formelt arbejdede han for Habsburgerne, men han var ikke bleg for at tage egne initiativer og indledte blandt andet en korrespondance med den engelske dronning Elizabeth. I 1592 gik det galt, da Moldovas nye hersker tog ham til fange, skar hans næse af og fik ham kvalt. Bartolomeo Bruti blev kun 35 år.

Det legendariske søslag ved Lepanto i 1571 ud for det vestlige Grækenland, der var en kristen sejr, som stoppede den tyrkiske ekspansion i Middelhavet, fandt naturligvis også sted under medvirken af Malcolms hovedpersoner. Her optræder malteserridderen Gasparo Bruni, der førte et skib, blev såret i nærkamp og vandt stor hæder. Mere overraskende er det at møde Gasparos bror, Giovanni Bruni, ærkebiskop af Bar, der var krigsfange og roer på en tyrkisk galej, og som blev slået ihjel, da skibet blev bordet.

Denne sidste episode var så chokerende, at paven beordrede en officiel undersøgelse. Her viste det sig, at ærkebiskoppen var blevet dræbt af spanske soldater, der ikke troede på hans forsikringer om, at han var kristen, men som brutalt stak ham ned med en lanse. Som en af vidnerne i sagen, biskoppen af den syditalienske by Nardò, forklarede til undersøgelseskommissionen: ”Det ville ikke have været så slemt, hvis det var sket under kampene, men det skete længe efter.”

Bruniernes og Brutiernes verden er begivenhedsrig og blodig med feltslag, belejringer og snigmord, der afløser hinanden i rask tempo. Men den er også eksotisk og kuriøs, fuld af uventede hændelser på tværs af de vante kategorier, hvor det var vigtigt, at man ikke bare vidste så meget som muligt om hinanden, men også prøvede at forstå hinanden. Det sidste var helt afgørende for Venedig, der hvert år sendte talentfulde unge mænd til Istanbul for at lære tyrkisk, mens de boede hos republikkens ambassadør.

Som færdiguddannede fik de titel af dragoman, og ofte rakte deres repertoire langt videre end tyrkisk, men omfattede mange andre af regionens sprog og stor ekspertise i de politiske og sociale forhold. Bartolomeo Bruti indledte sin diplomatiske karriere som dragoman, og hans yngre bror Cristoforo begyndte sine studier i Istanbul som 16-årig og grundlagde siden et helt dynasti af professionelle tolke (og fortolkere).

Religionen er naturligvis også til stede overalt, både som konfessionel og ideologisk markør. De fleste blev født ind i en bestemt tro, men der var også dem, der konverterede. Ved sultanens hof var det sat i system, at højtstående embedsmænd næsten alle kom fra ludfattige kristne familier på Balkan, hvorfra de blev hentet til Istanbul og omvendt til islam som forudsætning for en spændende karriere.

For disse som for alle andre var religionen en afgørende del af deres identitet, og noget man ikke bare levede med, men ofte døde for. Før han blev slået ihjel under slaget ved Lepanto, havde ærkebiskop Bruni deltaget i flere af tridentinerkoncilets sessioner, hvor hans indsigt i katolsk-ortodokse forhold vakte almindelig beundring.

Ikke alle tidens stridigheder var dog mellem kristne og muslimer. Osmannerne førte også krig mod perserne, og efter Lepanto-slaget tog malteserridderen Gasparo Bruni del i kampe mod hugenotterne i Sydfrankrig. Den krig var der dog ikke megen hæder ved, for pengene og forsyningerne slog sjældent til, og fjenden var ikke til at få has på.

Ikke desto mindre kunne Gasparo, mens han trampede rundt i sølet, glæde sig over, at paven i mellemtiden betalte en førsteklasses uddannelse hos jesuitterne i Rom for hans søn Antonio. Han var en kvik dreng, og det var Antonio, som siden forfattede den afhandling, der 400 år senere skulle sætte Noel Malcolm i gang med sit spændende og vellykkede udredningsarbejde. I en større sammenhæng er Brunierne og Brutierne nok ukendte. Men her bliver de spillevende.