Drengestreger på afstand

Satirisk klassiker om den autoritære skole af i går, men som mange stadig husker, er nu genudkommet

Hans Scherfigs klassiker er historien om en gammel skole med udenadslære, oldnordisk og latin og stive traditioner. –
Hans Scherfigs klassiker er historien om en gammel skole med udenadslære, oldnordisk og latin og stive traditioner. – . Foto: Polfoto.

Da Gyldendal omkring 1965 lavede sit store bibliotek på 50 hovedværker i dansk litteratur, bad Hans Scherfig (1905-1979) forlaget om at få optaget ”Det forsømte Foraar” fra 1940 blandt de udvalgte værker i serien. Det skete ikke, for på det tidspunkt var Scherfigs satiriske realisme ikke særlig værdsat.

Det blev den senere op gennem 1960’erne, og bogen blev i klassesæt læst mange steder i uddannelsessystemet. Ja, den nåede som tranebog det svimlende oplagstal af 300.000 solgte eksemplarer, og derfor indtræder den nu også helt fortjent i klassikerserien fra DSL med noter og et fremragende efterskrift af Jens Bjerring-Hansen.

”Det forsømte Foraar” er jo historien om en generation unge poder, der langsomt bliver mænd år for år i stadig konflikt med den gamle disciplinære og opdragende skole. Undervisningen er en kamp mellem lærer og elev med verbal terror og fysisk afstraffelse, der modsvares af drengenes påhitsomme chikane-aktioner mod lærerne. Det er en gammel skole med udenadslære, oldnordisk og latin, som den var herhjemme helt op til 1960’erne visse steder med stive traditioner.

Senere generationer vil kende til lignende kampe mellem lærer og elever, for eksempel fra hele klassers udspekulerede numre med vikarer. Så måske appellerer dens skolehistorier stadigvæk?

Hovedplottet er mordet på latinlæreren lektor Blomme, der forgiftes med et maltbolsje fyldt med et livsfarligt pulver. En af drengene har fabrikeret det forgiftede bolsje og lagt det i Blommes dåse. Men hvem er det? Det opklares 25 år efter ved et studenterjubilæum, men ingen af de andre fremmødte elever fra dengang, nu voksne samfundsbærere, lægger mærke til tilståelsen, for de kunne alle have haft lyst til at myrde lektor Blomme dengang.

Altså et skoleliv genfortalt med alle drengestregerne præcist husket som sejre over udenadslærens dømmende repræsentanter, lærerne. Og om hvordan skolen tager al tid i de unges liv, og hvordan de følgelig forsømmer deres livs forår, som kunne have udfoldet sig i naturen, på sportsbanerne eller på kærlighedens gåture.

Bogen er sine steder hylende morsom med det særlige træk i satiren, som er blevet kaldt ”den falske loyalitet”, hvor Scherfig tilforladeligt fremstiller et synspunkt for så i afsnittets sidste sætning at trække tæppet væk under det. Men den er også, som visse anmeldelser sagde i 1940, en masse løst sammenhængende afsnit, der ikke fører læseren fremad. Da handlingen jo går over mange år i skolen, hober gentagelserne sig op, nærmest som et refræn i en sang, så satirens budskab om overgreb på uformede børn bankes fast. Det er skolepropaganda af den reneste og mest hårdtslående art. Et indlæg mod udenadslære og for en fri skole bygget på inspiration og intuition.

Mange ældre læsere vil nikke genkendende til skolehistorierne og more sig, og yngre læsere kan gyse over, hvordan lussingerne faldt engang. Latinen kan de se oversat i noterne!