”Sammen og hver for sig!”.
Ja, tænker jeg, det er jo sådan, det er. Vi kan være så tæt sammen, men alligevel er vi mennesker også altid hver for sig, lukket inde i hver vores sensoriske og sproglige virkelighed, hvorfra vi famlende prøver at nå den anden. Virginia Woolf er en af de forfattere, der allerbedst har beskrevet den menneskelige ensomhed og menneskets mange indre krumspring i mødet med den anden.
Et perleeksempel herpå finder man i den netop udgivne nyoversættelse af 19 af hendes noveller. Novellen ”Sammen og hver for sig” optræder i den del af samlingen, hvor vi finder tekster skrevet i forbindelse med arbejdet med romanen, der blev til ”Mrs. Dalloway”, der udkom i 1925. Det vil sige tekster som kunne have været med i romanen eller er kommet til efterfølgende som en form for vedhæng til romanen.
Woolfs store roman ”Mrs. Dalloway” udspiller sig lige efter Første Verdenskrig og følger Clarissa Dalloway gennem en dag i London, lige fra den tidlige morgen, hvor hun er gået ud for at købe blomster til bordet (åbningssætningen lyder: ”Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne”) til den sene aften, hvor hendes store aftenselskab finder sted. En af novellerne her giver os en anden mulig åbning (og et mindre mildt portræt af Clarissa): ”Mrs Dalloway sagde, hun selv ville købe handskerne.”
Novellen ”Sammen og hver for sig” foregår til Dalloways aftenselsklab, hvor værtinden introducerer en mr. Serle og en miss Anning til hinanden, sikkert med den bagtanke, at de to ensomme mennesker (han med invalid kone, hun alene) ville falde lidt for hinanden.
Det sker ikke umiddelbart, men så alligevel, et ganske, ganske kort øjeblik åbner det hele sig i mellem dem, som om der slås en kile ind til et andet, mere uforstilt liv. Det varer kun kort, så lukker det til igen: ”Han smilede; han accepterede det; han lagde benene over kors den anden vej rundt. Hun spillede sin rolle; han sin. Og således fik tingene ende. Over dem begge sænkede der sig øjeblikkeligt denne lammende udtryksløshed, hvor intet bryder igennem fra sjælen, hvor dens vægge er som skiffer; hvor tomheden næsten gør ondt (“).”
En anden enspænder, men endnu mere selvtilfreds af slagsen end de to foregående finder vi i ”Manden, der elskede sin egen slags”, endnu et portræt af en gæst hos mrs. Dalloway, nemlig Prickett Ellis, der meget modstridende møder op, for the Dalloways er ikke hans typer. Han føler sig på mange måder højt hævet over selskabet - ”det var ubehageligt at føle sin egen godhed koge indeni”. Heldigvis møder han da også en ligesindet kvinde, som han kan få fortalt sin værdi til og således afslutte sin aften på selvretfærdig vis: ”Og fordi de hadede hinanden, hadede hele dette hus fuldt af mennesker, der havde skænket dem denne pinlige, denne desillusionerede aften, rejste de to, der elskede deres egen slags, sig op og gik uden et ord hver til sit.”
Ak ja, man får ikke ligefrem mod på at arrangere fester, når man læser disse små spidse stykker om mennesker. Til gengæld morer man sig, og man får lejlighed til at se Woolf som den portrætmester, hun også var, her har vi ”den franske kvinde i toget”: ”Yderst snakkesalig, pendulagtig, snusende sig rundt ligesom en tapir blandt kålenes saftige nedre blade, rodende rundt mellem urterne, begærlig, selv i tredjeklasses-togvognen efter lidt godbidder af sladder“”
Virginia Woolf (1882-1941), fik, som oversætter Annette David, der også har stået for at vælge novellerne ud, skriver i sit fremragende forord, kun udgivet en enkelt novellesamling, mens hun levede. Men hun skrev livet igennem mange korte tekster, både på bestilling, men også som en form for digressioner, når hun arbejdede på sine romaner.
Ud over at portrættere enkeltpersoner er flere af novellerne optaget af at fange forskellige former for rum, hvor menneskers væren gennem tid skaber resonans. Det er parken, ”Kew Garden”, hvor ægteparret går tur og er til stede her og nu, men samtidig også hver især kastes tilbage på andre ture, andre tider, i samme park. Det er huset, som hjemsøges af tidligere beboeres hviskende stemmer og væren, ikke på en uhyggelig måde, tværtimod som en kærlig udvidelse af den konkrete virkeligheds tilsyneladende snævre rum.Og endelig er der søen, hvor stemmer fra de badende ligesom strømmer frit mellem hinanden.
Drømmen om at kunne bevæge sig uhindret gennem virkeligheden som en fisk i vandet er et af de tilbagevendende billeder hos Woolf. En verden fri for sprogets og tingenes hårde kanter. ”En verden uden professorer eller specialister eller husholdersker med profiler som politimænd, en verden, man kunne skære sig igennem med tankerne, ligesom fisken skærer sig igennem vandet med sin finne, strejfer søanemonernes stilke, holder sig svævende over klynger af hvide hav-æg (“).”
kultur@k.dk