Drømte mig en drøm i virkelighedens Aarhus

Journalist Dorte Washuus var en af 800 amatør-korsangere, der sang til indvielsen af Kulturhovedstad Aarhus 2017. Det var en oplevelse, hun sent vil glemme

"Jeg en lille brik i det store, nøje planlagte puslespil, der fik hele arrangementet til at hænge sammen. Samtidig havde jeg en formidabel udsigt til alle de andre brikker. Ikke mindst optoget med 5000 deltagere bærende på lysende lanterner og de seks oplyste vikingeskibe," skriver Dorte Washuus.
"Jeg en lille brik i det store, nøje planlagte puslespil, der fik hele arrangementet til at hænge sammen. Samtidig havde jeg en formidabel udsigt til alle de andre brikker. Ikke mindst optoget med 5000 deltagere bærende på lysende lanterner og de seks oplyste vikingeskibe," skriver Dorte Washuus. . Foto: Casper Dalhoff.

”Dream. Dream. Dream.”

De ord, tilsat komponisten Jakob Buchanans nyfortolkede korarrangement til den oldnordiske vise ”Drømte mig en drøm i nat”, bliver ved med at kværne rundt i mit hoved. Og når jeg lukker øjnene, ser jeg for mit indre blik det største antal mennesker, jeg nogensinde har kigget ud over. De var der allesammen: unge i småsnakkende grupper, forældre med småbitte børn i bæreseler på maven og de lidt større ved hånden, de midaldrende og de gråhårede.

70.000 var der, anslår politiet. Alligevel var der ingen, der hverken masede eller skubbede. Tværtimod stod de enten stille, eller også bevægede de sig helt roligt på gåben mod det samme mål: Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017-åbningens finale, lørdag aften på byens havn.

Som journalist er jeg vant til at befinde mig i rollen som en slags voyeur, der betragter nogen, der gør noget, som jeg efter bedste evne forsøger at beskrive for dem, der ikke selv var der. Men det her var helt anderledes. På den virkelig gode måde. Som en af 800 amatør-korsangere, der stod på trappen til Aarhus’ bibliotek og kulturhus Dokk1 og sang, var jeg en lille brik i det store, nøje planlagte puslespil, der fik hele arrangementet til at hænge sammen.

Samtidig havde jeg en formidabel udsigt til alle de andre brikker. Ikke mindst optoget med 5000 deltagere bærende på lysende lanterner og de seks oplyste vikingeskibe: Det første repræsenterede milepæle i Danmarkshistorien, som kristendommens indførelse og stavnsbåndets ophævelse, og hyldede værdier som lige ret for kvinde og mand, lige ret for rig og fattig. Den anden var tilegnet naturen. Den tredje var fyldt med dyr fra den danske fauna. Den fjerde en vision over en fremtidig by med innovation og bæredygtighed. Den femte markerede tilknytningen til Grønland, og den sjette og sidste båd symboliserede krig og mennesker på flugt.

Selve opførelsen af vores lille del af det store Buchanan-værk, der trak et sansemættet og reflekterende lydtæppe hen over hele ceremonien, varede kun lidt over fem minutter. Men hvilke fem minutter! Vi har sandsynligvis aldrig sunget smukkere og mere indlevet. Det er min påstand, at stemningen greb hver eneste af os, og at det kunne høres i stemmerne. Oplevelsen var sjælevarmende på en måde, der udløste tårer i øjenkrogene, og som spontant fik nogle af os til at gribe ud efter hinandens hænder. Velvidende at verden generelt ikke er et ret godt sted at være, lod vi os gribe af et nu, der føltes betydningsfuldt. Ikke for verdensfreden og de sultende, men for os i vores privilegerede ekkokammer af en kulturhovedstad.

Men da vi vendte os om og, efter en nøje gennemøvet plan, gik over på Dokk1’s modsatte trappe for at synge med på omkvædet af den færøske sanger Eivør Pálsdottirs nyskrevne sang ”It sounds like hope” (det lyder som håb) var det som om, at denne aften i Aarhus alligevel gjorde en forskel. I det mindste lod den et øjeblik kynismen fare og mindede os om fællesskabets betydning, og at vi aldrig må miste håbet og troen på en bedre verden. Den drøm drømte vi sammen på trappen og ude på gaderne i virkelighedens fredelige Aarhus.

Siden i lørdags er aviserne, internettets sociale medier og ikke mindst folkesnakken i Aarhus svømmet over med positive ytringer om åbningen. Det var en ”magisk aften”, hedder det igen og igen. Der var imidlertid intet trylleri og ingen overnaturlige kræfter på spil. Det hele var et resultat af minutiøs planlægning, tusindvis af mandetimer, ikke mindst udført af frivillige, og en idé, der holdt hele vejen igennem. Det var bestemt en Europæisk Kulturhovedstad værdig og tænk, hvor meget vi stadig har til gode!