En prinsessefødsel er altid noget særligt, men dronning Margrethes var noget helt specielt. Med sin ankomst til verden kun en uge efter, at Danmark var blevet besat af Tyskland, blev den lille prinsesse et lyspunkt og et symbol på optimisme og noget, der var særligt dansk.

Helt den samme opbakning ser man ikke i dag, hvor de kongelige undertiden udsættes for kritik.

De fleste danskere kan dog stadig blive enige om, at Dronningen er noget helt særligt. På en forårsdag, hvor gardehusarregimentet rykker ud med deres prægtige heste og uniformsknapper så blanke, at man kan spejle sig i dem, og hvor Dronningen smilende vinker fra sin karet, må man give udlændinge ret, når de betegner Danmark som et eventyrland.

Aarhus oplevede sådan en forårsdag i sidste uge, og i dag er det så hovedstadens tur. Dronning Margrethes 75-årsfødselsdag bliver fejret præcis, som det sig hør og bør her i landet, og både Dronningen og resten af danskerne elsker det. Vi danskere elsker det, fordi det på helt tæt hold giver os mulighed for at se Dronningen lys-levende, samtidig med at vi med vores tilstedeværelse giver udtryk for, hvor meget vi værdsætter hende. At Dronningen har det på samme måde med os, har hun ofte givet udtryk for. Og selvom det kan se overdrevent pompøst og, ja, eventyrligt ud, når kortegen bevæger sig rundt i gaderne, så er det i udgangspunktet blot et ægte møde mellem to parter, der nyder hinandens gensidige respekt.

En dronning i balance

I over 43 år har dronning Margrethe den Anden været Danmarks regent, og selv hos republikanere er det svært at finde en, der ikke mener, at hun gør det umanerligt godt. Og måske bedre og bedre, som årene går. De flagrende sommerfugle, hun har fortalt, hun havde i maven, da hun skulle holde sine første nytårstaler, er afløst af en sikker sans for og stålsat vilje til at sætte dagsordenen for, hvad det vil sige at være dansker.

Hun er i balance med sig selv og har det særdeles godt med sit liv og det unikke arbejdsfelt, der blev hendes. Den udvikling har været langsomt og sikkert fremadskridende, og i dag kan det være vanskeligt at skelne majestæten fra Margrethe. Hun har formået at skabe sammenhæng i sit liv og i sin gerning, og som sognepræst Kathrine Lilleør sagde forleden i denne avis:

”Det giver ikke mening at sige, hun skulle være anderledes. Dronningen er Dronningen. Det ved alle.”

Ydmygheden, som hun tydeligvis følte over for opgaven, da hun den 15. januar 1972 lod sig udråbe til dronning af statsminister Jens Otto Krag og gennem sit sørgeslør kunne skue ud over 75.000 mennesker, der stod skulder ved skulder på Christiansborg Slotsplads, er hun samtidig stadig i besiddelse af.

”Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv,” sagde hun ved den lejlighed og fortsatte efter en dyb indånding og et blik ud på den stopfyldte slotsplads:

”Måtte den tillid, der vistes min far, også blive mig til del. Det beder jeg om. Det er den støtte, som vil gøre mig det muligt at udføre mit hverv som Danmarks dronning. Det skal være mit livs mål, og deri vil jeg lægge al min flid og al min kraft. Så hjælpe mig Gud.”

Dronningen om troen

Her, over fire årtier senere, er folkets støtte åbenlys. Især på en dag som i dag, hvor København er klædt på til fest, og folk kommer langvejs fra for at vinke og råbe tillykke. Ingen har vel nogensinde brugt ordet folkelig om dronning Margrethe, dertil er hun alt for intellektuel, men folket elsker hende alligevel. For hendes dygtighed og umiddelbare glæde og stolthed ved embedet, men også for hendes medfødte blufærdighed og insisteren på ikke at vende vrangen ud på sig selv. Hun er menneske først, monark så. Det kan danskerne gode lide.

Den anden del af det, Dronningen bad om fra balkonen på Christiansborg Slot den frysende kolde januardag, var Guds hjælp, og den forstår hun selv at opsøge. Dronning Margrethe er uhyre bevidst om sit kald, men også om, at der findes noget, der er større. Første gang hun formulerede sig offentligt om sin tro, var i en samtale med forfatteren Thorkild Hansen i 1979, hvor hun blandt andet sagde, at vi alle er Skaberens værk, og at hendes forhold til kristendommen blev intensiveret i årene efter, at hun var udråbt til dronning.

”Det begyndte med, at jeg pludselig stod i den situation, at hele ansvaret blev lagt på mig ved fars død. Og så følte jeg, at der var jeg nok alligevel ikke alene, selvom jeg ikke ville have troet før, at det var sådan. Det føltes meget, meget stærkt, at man ikke stod alene, og så voksede det frem, og jeg blev klar over, hvad det var. Det var en realitet og ikke noget teoretisk. Religionen blev lyslevende virkelighed. Lige så levende som regnvejr og solskin, lige så realistisk, lige så konkret.”

Senere uddybede Dronningen det i en samtale med Kristeligt Dagblad i anledning af sin 50-årsfødselsdag i 1990:

”Jeg erkender, at jeg for 20 år siden havde svært ved at forstå, at man kunne bruge hovedet i teologiske spørgsmål. Men så kom jeg selv nærmere ind på den emnekreds og opdagede, at der ikke var nogen, der forlangte, at man skruede hovedet af, fordi man var interesseret i de dele, tværtimod. Kristentro er hverken for kloge eller dumme. Den er for mennesker,” sagde hun.

Den ”emnekreds”, Dronningen hentyder til, var en form for teologisk opdragelse, som hun opsøgte i 1970'erne i samtaler med blandt andre grev Schack og professor i teologi Christian Thodberg, der senere blev kongelig konfessionarius og Dronningens fortrolige i religiøse spørgsmål. I dag tilhører den rolle Københavns tidligere biskop Erik Norman Svendsen.

Den personlige kristendom

Dronning Margrethe er den eneste dansker, der ikke har religionsfrihed. Ifølge Grundlovens paragraf 6 skal regenten tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, og hun skal samtidig være folkekirkens overhoved.

Det er en ordning, som Dronningen er glad for. Hun værdsætter lighedsprincippet i Luthers tankegang, og når hun er til gudstjeneste, hvad hun meget ofte er, går hun til alters ligesom enhver anden. En vandrehistorie fortæller, at hun engang knælede ved siden af en hjemløs i Aarhus Domkirke, uden at hverken han eller Dronningen tog den mindste notits af det. Det siger noget om, at kristendommen for dronning Margrethe er et personligt anliggende, som der ikke skal gøres noget hurlumhej ud af. Hun hælder til det grundtvigske frisind og rummelighed.

Flere har fortalt, at det var Dronningen, der foreslog en dansk fejring af 500-året for Reformationen i 2017, og at det var på hendes initiativ, at der overhovedet kom gang i planerne om at fokusere på Reformationens betydning for det danske samfund, den danske kirke, dansk identitet og bevidsthed. Dronningen er i dag protektor for Reformationsjubilæet 2017, der byder på en lang række arrangementer.

Dronning Margrethe holder meget af salmer og synger ivrigt med, når hun er i kirke. Ofte har hun ikke brug for at kigge i salmebogen. Som i den netop forgangne påske, hvor hun sammen med familien opholdt sig på Marselisborg Slot og frekventerede Aarhus Domkirke til samtlige gudstjenester, hvor hun kunne de fleste salmer udenad.

Hun har tidligere fortalt, at ”Som den gyldne sol frembryder” af Kingo og Brorsons ”Mit hjerte altid vanker” hører til hendes yndlingssalmer. Ligesom hun fremhæver Petter Dass' ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, hvor det især er linjen ”Gud er Gud, om alle mand var døde”, hun holder af.

Dronningens kærlighed til kunst

Noget andet, som Dronningen det meste af sit liv har holdt af, er kunst. Ikke mindst det at udøve kunst har fyldt og fylder til stadighed mere og mere i hendes liv. Inden for de senere år er hun tilmed nået til et punkt, hvor hun tør kalde sig selv for kunstner og også føler, hun bliver taget alvorligt som sådan.

Den foreløbige kulmination på den udvikling skete i efteråret 2013, hvor hun sammen med Prinsgemalen udstillede i stor skala på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Dengang sagde hun i et interview med denne artikels forfatter, at hun ville blive ”meget ked af det og meget sur og meget uomgængelig”, hvis hun ikke fik lov til at udtrykke sig kunstnerisk.

”Det skal ud, og det er ikke fordi, jeg skal af med noget, men det er, fordi selve det at skabe noget er en sådan fornøjelse,” sagde Dronningen og udtrykte dengang stor glæde over at få lov at udstille sammen med sin mand.

En buket morgenfruer i skolestuen på Amalienborg blev det første motiv, der gav den dengang syvårige prinsesse en oplevelse af at kunne udforske ting og steder med pensel og papir og æstetikken i centrum. Det var samtidig en oplevelse af at give sig hen til noget, der trængte hverdagens regler og rytmer i baggrunden.

Billedet med morgenfruerne hang i dronning Ingrids påklædningsværelse indtil hendes død i 2000 og fik efter dronning Margrethes ønske, trods sin lidenhed, en fremtrædende plads på udstillingen ”Pas de deux royal - et kunstnerisk møde” på ARoS.

De fleste børn tegner og maler, og de fleste holder op igen. Men for Dronningen blev det afgørende, at hun i barneårene fik færden af kunstens magiske univers, og hun er aldrig siden holdt op med at tegne, male, lave decoupager og brodere efter egne mønstre. Hendes første offentlige optræden med kunst skete under pseudonym. Det var, da Dronningen som 36-årig leverede tegningerne til en ny illustreret udgave af Tolkiens ”Ringenes Herre” under navnet Ingahild Grathmer, der er et anagram af majestætens fulde navn, Margrethe Alexandrine Thórhildur Ingrid, og i sig selv siger en hel del om hendes kreativitet.

Senere fulgte flere bogillustrationer, et julemærke og en omfattende scenografi-opgave til tv-produktionen af H.C. Andersen-eventyret ”Hyrdinden og Skorstensfejeren”. Og i 1988 kom så den første udstilling på et museum, da Køge Skitsesamling slog dørene op for en stor udstilling, der viste Dronningens værker fra 1970 til 1988. Det var efter sigende den daværende hofmarskal, Hans Sølvhøj, der ansporede Dronningen til at vise sin kunst frem. Fra da af var det slut med at være skabskunstner. Dronningen fortalte åbent, at hun modtog undervisning af maleren og grafikeren Mabel Rose, og Dronningen har siden deltaget i en lang række større og mindre udstillinger, ligesom hun har leveret scenografi til balletter og forestillinger på Det Kongelige Teater, Tivolis Pantomime-teater og Teatret Svalegangen i Aarhus.

”De lader deres følelsesmæssige indtryk få et kunstnerisk udtryk,” sagde musikeren Anne Linnet til Dronningen ved festforestillingen i Musikhuset Aarhus i sidste uge, og den bemærkning gjorde Dronningen synligt både rørt og glad. At det også er tilfældet, når Dronningen skaber sine mange kirketekstiler, er åbenlyst. I adskillige messehagler, bispekåber og alterudsmykninger har Dronningen ladet sin følelsesmæssige og personlige tro flette sammen med kunstnerisk kreativitet og stor viden til glæde for masser af kirkegængere. Det er smukt udført håndarbejde, æstetik, men i høj grad også kristendoms-historie.

Forfatteren Jens Andersen spurgte i forbindelse med sin biografi om Dronningen i anledning af 40-årsregentjubilæet i 2012, hvor tæt forbundne kunstner-jeget og regent-jeget er. Han fik, meget karakteristisk for Dronningen, en metafor til svar: ”Jeg tror ikke, I kan dele mig i to og få en overkrydder og en underkrydder ud af det. Det er mere sådan en suppe, man kan tage flere skeer af, og der vil stadigvæk være noget af det samme tilbage,” sagde Dronningen og fortsatte:

”Jeg skal selvfølgelig holde de to ting adskilt, men de er en del af mig begge dele, og den ene er i hvert fald meget vigtig for den anden. Det væsentligste er og bliver den opgave, jeg har i tilværelsen som min fars efterfølger og som dronning i Danmark. Og så er jeg altså så heldig, at jeg har mulighed for at dyrke forskellige interesser med stor begejstring, blandt andet kunsten. Den fylder meget, og jeg tror ikke, at jeg kunne være nået til, hvor jeg er i dag, uden at jeg havde haft de to sider i mig.”

Dronning Margrethes nære familie

Kaldet, Kirkegangen og Kunsten. Tilbage er så det sidste og måske vigtigste K-ord: Kærligheden. Om to år kan Dronningen fejre guldbryllup med sin Henri. De er som par tæt forbundne, og har et åndeligt og kunstnerisk fællesskab, der betyder, at de henter stor styrke hos hinanden.

Ligesom de fleste andre parforhold oplever kriser, har regentparret også haft deres. Blandt andet i forbindelse med Prinsgemalens frustrationer over sin position i kongehuset. Men at kærligheden er intakt, kan ingen, der ser dem sammen, være i tvivl om. De har skabt en familie, der foruden de to sønner og to svigerdøtre, som Dronningen sætter meget højt, nu også tæller otte børnebørn. Kilder, der er tæt på dem, siger, at Dronningens nære familie aldrig har været lykkeligere.

Dronningen var meget tæt og kærligt knyttet til sine forældre, kong Frederik og dronning Ingrid, og hun har også et nært forhold til sine to søstre. Selvom prinsesse Benedikte bor i Tyskland, og dronning Anne-Marie bor i Grækenland, ses de tre så tit, det kan lade sig gøre. ”Der er ingen tvivl om, at vi kom endnu tættere på hinanden, da vores mor døde,” fortalte Dronningens yngste søster i et interview her i avisen påskelørdag.

Den kongelige families varme smil er ærlige og tændes også, når kameraerne slukker. Det faktum er altafgørende for, at Dronningen her på sin 75-årsfødselsdag står stærkt og stabilt og næppe har planer om at ændre på sin ofte citerede beslutning om at ”blive på pinden, til jeg falder af”.

Klik rundt på billedet og få mere at vide om hvert enkelt medlem af kongefamilien