DR's nye juleserie for voksne hænger fast i selfie-samfundet

Skuespillerne og replikkerne er fremragende, men første afsnit af ”Mens vi presser citronen” mangler bid ...

Skuespillerne og replikkerne er fremragende, men første afsnit af ”Mens vi presser citronen” mangler bid for at leve op til at være et drama. Her ses skuespillerne Rasmus Botoft, Ellen Hillingsø, Peter Sommer, Lærke Winther og Lisbeth Wulff forud for premieren i morgen. - Foto: Scanpix

tv-serie
Four stars
Selvom det er sjovt, er det stadig lidt småt. De indviede vil genkende sig selv, mens andre formentlig vil tænke vorherre bevares.

Det er synd for menneskene i Lisbeth Wulffs juledrama på DR 2, der spidder den kreative klasse med både humor og vid. Til gengæld er det lidt småt med udsynet. Første afsnit vises i morgen

Rammen om DR's nye juledrama ”Mens vi presser citronen” er tre pars madklub, hvor alt er godt, indtil et af parrene skal skilles.

Skilsmissen sætter det perfekte i perspektiv og udfordrer vennernes enighed om, hvad der er det gode liv. Og nu skal de endda også holde jul sammen. Hvis det lyder som en kliché om det moderne medvindssamfund, er den god nok.

Lisbeth Wulff, der også har skrevet manuskript, Ellen Hillingsø, Lærke Winther, Rasmus Botoft og Peter Gantzler spiller alle glimrende. Peter Gantzlers gartner er modvægten til de andre karakterer og deres medie-/litteratur-/organist-identiteter. Og det er netop her, en af seriens foreløbig største udfordringer ligger.

Madklubbens medlemmer repræsenterer nemlig en ganske lille skare af mennesker, der til gengæld allerede fylder meget i mediernes repræsentation af danskerne.

De bor i villalejlighed inden for en 7,5 kilometers radius af Rådhuspladsen i København, spiser udelukkende gluten- og sukkerfri økologi og ryger gerne joints, men afskyer cigaretter.

Lisbeth Wulff er eminent til at afsløre sine ligesindedes forlorenhed og overfladetilværelse kærligt og sjovt. Manuskriptet flyder, og Wulff får med underfundige replikskifter og solid humor reddet dramaet op over det forudsigelige.

Det er sjovt, når Peter Gantzler ikke kan begribe, at man kan hedde Helle Helle, og når ægteparret Botoft og Wulff hvislende skjuler ægteskabets konflikter under en diskussion om, hvorvidt man kan stege frikadeller på en Weber.

Men selvom det er sjovt, er det stadig lidt småt. De indviede vil genkende sig selv, mens andre formentlig vil tænke vorherre bevares: Er det virkelig, hvad det vil sige at være menneske i nutidens ”selfie-samfund”?

Seriens billedsprog afspejler indholdet, for der ligger et filter over samtlige scener, så det hele ligner netop selvtilfredse selfies fra Instagram. Det samme filter hviler over relationerne i madklubben. Men ligesom papirbilleder i et album kan forvitre, kan menneskelige facader også krakelere.

Første afsnit af ”Mens vi presser citronen” reproducerer dog lidt for meget 2010'ernes sikre, sjove klicheer om sund dessert og snedkerkøkkener, men de rigtige tragedier ligger klar og lurer under overfladen.

Og det er netop evnen til at hugge rigtigt til, der i de kommende afsnit skal overbevise os om, at Lisbeth Wulff kan skrive manuskripter, som kan bære tv-serieformatet. Hun har jo med P1-klassikeren ”I hegnet” allerede bevist, at hun mestrer at gøre grin med sig selv og sit slæng i korte formater.

Wulff har sagt, at hun med sit juledrama gerne vil give sin generation et spark bagi. Får vi så det los? Tja. I så fald må hun gerne sparke endnu hårdere i de næste afsnit, hvis det for alvor skal gøre ondt og rykke ved noget eksistentielt.