De er ni, der er kommet igennem nåleøjet i år. Ni ud af 275. 1. marts sendte de deres tekster til Forfatterskolen, og i slutningen af april sad de over for det otte mand store panel til en optagelsessamtale. I dagene efter tog de med tilbageholdt åndedræt imod det telefonopkald, der åbnede døren til en baggårdsopgang i det Indre København, hvor de i to år får lov til at skrive. På fuld tid, under kyndig vejledning og med SU i lommen.
Tirsdag var første skoledag for de nye forfatterspirer. Statistisk set vil over halvdelen af dem debutere som forfattere. Ellers bliver de kulturskribenter, forlagsredaktører, tidsskriftredaktører og dagbladskritikere. Lige nu er det dog ikke fremtiden, der fylder mest for de nye elever, men bekræftelsen i overhovedet at være kommet ind.
Da 23-årige Josefine Klougart var på vej hjem til Århus efter optagelsessamtalen på Forfatterskolen, følte hun sig nedslået. Fra færgen ringede hun hjem for at fortælle, hvor forfærdeligt det var gået. Men da hun havde lagt på, lå der en besked fra skolens rektor på hendes telefonsvarer. Hun var blevet optaget.
Og så skabte jeg nærmest undtagelsestilstand på færgen, fordi jeg både græd, skreg, jublede og hoppede hele vejen ned gennem Molslinjens færge, smiler Josefine, der har en bachelor i litteraturhistorie med, når hun om nogle uger flytter til København for at hellige sig forfatterdrømmen. For hende har anerkendelsen ved at blive optaget på skolen været afgørende.
Det er et individuelt talent, man bliver optaget på. Ikke et karaktergennemsnit. Optagelsen giver derfor ikke bare adgang til et inspirerende miljø, men er også en anerkendelse af ens talent og af det at bruge sit liv på at være skrivende, siger Josefine.
Det nikker 27-årige Jonas Rolsted og 19-årige Ditte-Isabel Michelsen bekræftende til. Anerkendelsen har endda været så overvældende, at de alle tre hen over sommeren fik en midlertidig skriveblokering.
Pludselig gik jeg lidt i stå. For tidligere tænkte jeg hele tiden på, hvordan jeg ville skrive, når jeg skulle søge ind på Forfatterskolen, men nu var jeg jo kommet ind, siger Ditte-Isabel, der inden sin start på Forfatterskolen nåede at afslutte en HF hjemme i Odense.
Ja, før var det at skrive ligesom at trække vejret, nu var der lige pludselig et konkret formål, en læser at skrive til. Og jeg følte et nyt behov for at stille mig selv spørgsmålet, hvorfor jeg skrev, nikker Josefine.
Det spørgsmål findes der tilsyneladende ikke to ens svar på.
Jeg oplever et kolossalt behag, når jeg skriver. Og selvforglemmelse. At skrive er at have et rum, man kan forsvinde i, siger Jonas.
Det eskapistiske element kan Josefine dog ikke tilslutte sig.
For mig handler det at skrive om tilstedeværelse. Om et nærvær i verden. Også selvom man trækker sig væk fra den i selve skriveprocessen. Det er ikke kun at sidde foran computeren og skrive. Det er lige så meget måden at være til i verden og opleve den på, siger hun.
Men synes I ikke, det er forbundet med et behag? spørger Jonas.
Ikke kun. For mig er det både en glæde, men også en pligt, siger Josefine, der ikke giver meget for boheme-prototypen af forfatteren, der arbejder i rødvinståger, tobaksrøg og spontane anfald af inspiration. Det gør ingen af de tre elever. Tværtimod. Det er struktur og selvdisciplin, der skal til, hvis man vil blive god til noget.
Der er mange måder at være forfatter på. Jeg lever egentlig ret apollinsk. Jeg står op klokken seks og løber 12 kilometer. Jeg drikker da rødvin, men ligger ikke i sprit i weekenderne, siger Josefine, hvis største litterære forbilleder blandt andre tæller William Faulkner, Virginia Woolf, Heinrich Böll og Kristian Bang Foss. Sidstnævnte er også for Jonas et af de nyere danske talenter, sammen med Lars Frost og Peter Højrup. Og ellers er det Cervantes og Dickens, der er de store helte for Jonas, der som den ældste af de tre både har et arbejdsliv og et studium i litteraturvidenskab bag sig.
Ditte-Isabel har ikke altid været den store læser. Men med tiden har Kafka, Günter Grass, Tolstoj og Helle Helle sneget sig ind i hendes boghjerte. Og skrivekløen har aldrig fejlet noget.
Det kan starte med en sætning, der bare kører rundt inde i hovedet. Den fører en ny sætning med sig, og ud af det vokser der noget større. Jeg har aldrig været specielt god til at skrive skoleopgaver, men når det er mig selv, der sætter rammerne og reglerne, er det spændende at lege med sproget og strukturere det, siger Ditte-Isabel.
Sproget og formen er den helt afgørende drivkraft. Det er noget, de alle tre er fuldstændig enige om.
Tit er plot og handling bare irriterende rugbrødsarbejde, der skal gøres for at få folk til at hænge på. Jeg føler ikke, jeg har en masse historier, jeg bare må ud med, men snarere et sprog og en form, der som en maskine spænder én for. Sprogets tonalitet, musikalitet og rytme er så varieret og rummelig, at det kan være svært at finde sin egen stemme. Men i de ærlige tekster finder man den, siger Josefine.
Noget af det, de alle tre ser meget frem til, er dialogen og fællesskabet med ligesindede omkring det at skrive.
Før var det en asocial proces. Man bestemte alting selv. Men nu bliver ens standarder udfordret, og det glæder jeg mig meget til, siger Ditte-Isabel.
Ja, jeg glæder mig også til at få noget respons fra de andre, for verdenslitteraturen svarer jo ikke igen, siger Josefine, der som de andre drømmer om at skrive bøger og få dem udgivet.
Men for mig er det endnu vigtigere at få styrket modet til virkelig at vælge litteraturen. At skrive resten af mit liv, uanset hvad.
