På en nærmest sommerlun søndag bed jeg alle fine fornemmelser i mig og indløste billet til en af Circle Lines havnerundfarter fra Pier 83 på vestsiden af Manhattan i New York. Rederiets sejladser findes i flere forskellige versioner, herunder en 75-minutters sviptur ud omkring Frihedsgudinden, men efter at have travet byen tynd dagen forinden trængte jeg til at hvile benene og valgte den klassiske tur, der har givet rederiet sit navn: en tretimers sejltur rundt om hele Manhattan.
SE OGSÅ: Billedserie: Den 11. spetember
Trods min indgroede skepsis over for alskens turistfælder viste sejlturen sig faktisk at være en stor oplevelse. Det var en lise at få højhusene og New Yorks mange gule taxaer lidt på afstand, og så var det ikke mindst velgørende at få bekræftet, hvad man måske godt vidste på et intellektuelt plan, men alligevel har svært ved at fatte, når man traver rundt i byens vældige betonslugter: at Manhattan er en ø.
Det at sejle hele vejen rundt om øen og se dens frodige nordlige spids, der stadig fremstår, som den må have gjort, da hollænderne i 1626 købte øen af indianerne for 60 gylden, var på en eller anden diffus måde med til at indkapsle storbyen og udstille dens sårbarhed.
Øens sårbarhed blev også understreget af sejlturens guide, en solbrændt og sølvhåret gammel frikadelle, der sandsynligvis har fortalt de samme gamle vittigheder gennem de sidste 30 år. Hans indstuderede monolog var i dén grad corny og bidrog på et højere plan til sejlturens underholdningsværdi. Indimellem skinnede der dog noget ægte gennem sølvrævens gummiagtige ydre, nemlig når han igen og igen under sejladsen afbrød sin anekdotiske præsentation af byens seværdigheder for at fortælle om terrorangrebet den 11. september 2001.
Mens vi endnu befandt os ved sydspidsen af Manhattan, hvor World Trade Center nåede at knejse i 28 år, forekom denne optagethed af 9/11 naturlig nok, men efterhånden, som vi krøb nordpå langs øens østlige side og lod finanskvarteret bag os, begyndte guidens gentagne referencer til 9/11 mere og mere at fremstå som en nærmest tvangsmæssig repetition; som et stadig væskende sår, som han trods lægens formaninger ikke kunne lade være med at pille i.
Sølvrævens konstante kredsen om tvillingetårnenes fald var på befriende vis meget menneskelig, og i lyset af terrorangrebets kataklysmiske karakter er det ikke svært at sætte sig ind i hans trang til at dele sine erindringer om den sorte tirsdag selv med en bådfuld fremmede mennesker.
I de snart ti år siden angrebet har en række kommentatorer ganske vist forsøgt at overbevise os om, at 9/11 slet ikke var den epokale begivenhed, den umiddelbart fremstod som, og at verdenshistorien efter en kort katastrofeopbremsning dybest set er fortsat i samme spor som hidtil, men det kan være lidt svært at tage sådanne synspunkter alvorligt, når man ser tilbage på angrebets politiske konsekvenser igennem det seneste årti.
Da George W. Bush kom til magten ved skandalevalget i 2000, var der lagt op til, at USA ville vende verden ryggen en stund, men som en konsekvens af angrebet blev stormagtens nye isolationistiske linje fra den ene dag til den anden afløst af en aggressiv interventionistisk udenrigspolitik, der også trak andre lande med i sit kølvand – Danmarks nye rolle som krigsførende nation kan således føres direkte tilbage til 9/11.
Der er altså ingen tvivl om, at 9/11 på både et politisk og et menneskeligt plan har haft omfattende konsekvenser, der endnu kan mærkes den dag i dag. Et væld af dokumentarfilm og bøger har da også i de mellemliggende år forsøgt at gå bag om begivenheden og kortlægge nogle af de komplekse årsagskæder, der førte til 9/11, blandt andre Lawrence Wrights fantastiske pulitzerpris-vindende fagbog "The Looming Tower: Al-Qaeda and the Road to 9/11" (2006).
For den nysgerrige læser, der ønsker at blive lidt klogere på den epokegørende historiske begivenhed, er der med andre ord mange værker at ty til, men ét sted må man overraskende nok endnu gå forgæves, nemlig skønlitteraturen, der hidtil har haft forbløffende lidt at sige om den globale begivenheds vidtrækkende forhistorie og efterdønninger.
I løbet af de seneste fem år er der ganske vist udgivet en masse romaner, der på den ene eller anden måde tager afsæt i 9/11. Blandt de mange markante forfattere, der har skrevet romaner om begivenheden, finder man navne som Don DeLillo, Paul Auster, Siri Hustvedt, Jonathan Safran Foer, Claire Messud, Joseph O'Neill, Jay McInerney og Ken Kalfus.
Det er en sand perlerække af navne, og den flotte holdopstilling har da også givet anledning til et lige så bemærkelsesværdigt boom af litteraturkritiske gennemgange af 9/11-litteraturen, blandt andre Routledge-antologien "Literature After 9/11" og Kristiaan Versluys' skarpe monografi "Out of the Blue: September 11 and the Novel".
Den høje frekvens af 9/11-romaner og den markante akademiske opmærksomhed omkring emnet har på mange måder bidraget til at tilsløre det altoverskyggende fællestræk ved 9/11-litteraturen: Den handler ikke særlig meget om 9/11. Den skeler højst lidt nervøst til det voldsomme angreb og dets ikke mindre voldsomme politiske konsekvenser, og koncentrerer i stedet indsatsen om at skildre begivenhedens indvirkning på intimsfæren.
Amerikanske forfattere er ellers traditionelt ikke veget tilbage fra at skrive politisk indignerede romaner om forskellige påtrængende verdenspolitiske kriser, men i tilfældet 9/11 er det ganske enkelt, som om forfatterne ikke ønsker eller evner at forholde sig til den ubehagelige udvikling uden for hjemmets fire vægge. Fænomener som al-Qaeda og krigen mod terror er blot en svag mumlen i baggrunden af de såkaldte 9/11-romaner, der mest af alt fremstår som klaustrofobiske kammerspil om familiemæssige genvordigheder i terrorens tid.
En af de 9/11-romaner, der hidtil har tiltrukket størst opmærksomhed, er Don DeLillos "Den faldende mand" (2007). Romanen begynder på mange måder rigtig lovende med en fantastisk beskrivelse af hovedpersonen Keith Neudeckers paniske flugt fra de brændende tårne, men efter dette suveræne anslag fortaber romanen sig i en vedholdende svælgen i Keiths og hustruen Liannes personlige traumer.
Et slående billede på denne manglende interesse i omverdenen finder vi i romanens portræt af Keiths gamle pokermakker, Terry Cheng, der ligesom Keith selv er taget til Las Vegas for at flygte fra minderne i New York. Da Keith støder ind i ham på et af byens vældige casinohoteller, fortæller Terry, at han har bedt roomservice om at holde op med at bringe ham den daglige avis: "Hvis du ikke læser aviser, er du aldrig en dag bagud," belærer han Keith. De fysiske omgivelser for Terry og Keiths udfoldelser ved kortbordet er befordrende for den historieløshed, de to mænd efterstræber. Casinoerne i Las Vegas er nemlig berygtede for ikke at have så meget som ét eneste synligt ur hængende på væggen for på den måde at skabe en slags isoleret tidslomme, en lille verden i verden, hvor de sagesløse gæster kan spille formuen op uden at blive mindet om den virkelige verdens krav og tidsplaner.
I sin insisteren på at skøjte uden om de brede perspektiver er "Den faldende mand" på mange måder lige så historieløs som casinoerne i Las Vegas. Don DeLillo er fuldt bevidst om pokermakkerne Keith og Terrys selvoptagede historieløshed, men det overraskende er, at han på et overordnet plan i romanen stiller sig tilfreds med selv at reproducere denne manglende interesse for omverdenen.
I tidligere romaner som "Vægten", "Mao II" og "Underverden" er DeLillo frygtløst gået i clinch med de komplekse politiske realiteter, og med afsæt i sådanne værker syntes han prædestineret til at skrive en skarp og vedkommende diagnose af nationens tilstand i tiden omkring 9/11. Hverken DeLillo eller de øvrige amerikanske forfattere har imidlertid ønsket eller magtet at løfte denne byrde.
"Den faldende mand" er i realiteten en 9/11-roman om umuligheden af at forholde sig til 9/11 og dermed også i sidste ende en roman om umuligheden af at skrive en roman om 9/11. Det har tydeligvis ligget DeLillo på sinde at indkredse terrorangrebets forkrøblende virkning på den amerikanske psyke, og man kan kun beundre den konsekvens, hvormed han prøver at udsige angrebets uudsigelige natur. På den anden side kan det også være på sin plads at problematisere DeLillos strategi, og det har flere kritikere da også gjort, herunder førnævnte Kristiaan Versluys, der argumenterer for, at en vedvarende svælgen i traumets uforløste hængedynd risikerer at udløse en art kollektiv hævntørst, der modvirker ethvert tiltag til at forstå, eller i det mindste forlige sig med, de tragiske hændelser i 2001.
Terrorangrebet skal naturligvis lidt på afstand, før man kan danne sig et overblik over den komplekse begivenhed, men til september er det ti år siden, Manhattans skyline blev skamferet. Der bygges på livet løs på Ground Zero, men vi har endnu en definitiv amerikansk roman om 9/11 til gode, og jeg kan ikke lade være med at finde det lidt nedslående, at en mølædt gammel turguide på en tretimers sejltur rundt om Manhattan indtil videre har formået at gøre mig klogere på 9/11 end mange af vore største forfattere.
Tore Rye Andersen er adjunkt ved Afdeling for Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Udgiver senere på året en bog om moderne amerikansk litteratur. Artiklen er en let redigeret udgave af essayet "Bag nedrullede gardiner" fra det nye nummer af litteraturmagasinet Standart (1, 2011), der har særligt tema om New York og litteraturen.