Egyptens kunstnere er på usikker kurs

Dronningens fødselsdag: Dronning Margrethe fylder 69 år torsdag d.16.april 2009 og er som sædvanlig på ...

Graffiti er som kunstnerisk udtryksform eksploderet siden revolutionens begyndelse i januar 2011. Over hele Kairo og især omkring Tahrir-pladsen kommenterer byens kunstnere den politiske udvikling på husmurene. – Foto: Nick Hannes. / Scanpix

I Kairo blæser de kulturpolitiske vinde i censurens retning. Alligevel fortsætter byens kunstnere deres arbejde og håber på, at ånden fra revolutionen på Tahrir-pladsen for to år siden snart genoplives

Saeed Tawfiq er træt. Helt ind i sjælen. Den store mand med det bløde håndtryk sidder for enden af et gigantisk bord i det egyptiske kulturministerium her i Kairo, men han vil vist hellere ligge derhjemme på sofaen og læse Schopenhauer, som han engang skrev en bog om, og forfatte lærde artikler om Egyptens stolte fortid.

Men Tawfiq er midt i nutiden og kan ikke undslippe sin skæbne som vicekulturminister i landets regering under ledelse af Det Muslimske Broderskab. Han, der er filosof og tidligere universitetslærer, har inviteret til pressekonference for at fortælle om Egyptens kulturpolitik under Mohamed Mursi. Det er hurtigt overstået:

Revolutionen er blevet kapret af reaktionære kræfter. Den nuværende regering misforstår kunstens rolle i samfundet, siger Tawfiq og erkender i samme tunge åndedrag, at kulturministeriet ikke har mulighed for at beskytte de kunstnere, der censureres og arresteres.

Det hører man meget om hernede. For nylig blev en populær film beskåret for sit angiveligt upassende indhold, og anklagerne mod komikeren Bassem Youssef, Egyptens Jon Stewart, som han kaldes, er på alles læber.

Hvis det står til vicekulturminister Tawfiq skal det egyptiske retsvæsen slet ikke føre disse sager. Han vil have religion og politik adskilt, og kunstnerne skal nyde total frihed til at udtrykke sig, som de vil. Men den ældre herre med de civiliserede manerer ved godt, at den opgave får Sisyfos arbejde med stenen til at ligne en glad aften i bowlinghallen.

De kulturpolitiske vinde blæser i øjeblikket kraftigt i censurens retning, og Tawfiq, der blev udnævnt til posten som vicekulturminister, inden Mursi kom til magten, hænger kun på, fordi en række kunstnere støtter ham og håber på en minimal indflydelse ved i det mindste at være med i regeringen frem for at stå uden for.

Mødet med Saeed Tawfiq er arrangeret af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, der har inviteret en delegation af danske redaktører og journalister til byen. Vi er en blanding af erfarne Mellemøstkorrespondenter og Kairo-novicer som mig, der sidst var ved Nilens bredder for 10 år siden, og alle skal vi i løbet af en uge høre, hvordan kulturfolk og kunstnere ser på landets tilstand her to år efter de omvæltninger, der er blevet kaldt verdenshistoriens bedst dokumenterede revolution.

LÆS OGSÅ: Der må værnes om kopterne

Kamerahold og journalister fra hele verden var massivt til stede i de intense dage på Tahrir-pladsen i begyndelsen af 2011, hvor det hele kulminerede med Mubaraks fald. Men selvom der findes ufatteligt mange billeder og film af de kæmpende demonstranter i Kairo og andre egyptiske byer, er det alligevel svært at indkapsle, hvad der foregik, og hvad det betyder i dag.

Mange af de kunstnere, vi taler med, er varsomme med at komme med bastante udmeldinger. Revolutionen er stadig i gang, siger de. Nogle er skuffede over, at forandringerne er minimale, og at man blot er gået fra en form for undertrykkelse Mubaraks til en anden Mursis. Det er stadig de samme grundløse og tilfældige arrestationer, som kunstnerne udsættes for.

De unge kunstnere er blevet berøvet illusionen om øjeblikkelig forandring, som revolutionen forudskikkede, og dette illusionstab er hårdt. En af dem, Ahmed Badry, siger: Vi egyptere tænker altid for kortsigtet. Vi kastede os ud i revolutionen uden at tænke på, hvad den skulle føre til.

Andre kunstnere fortæller, at der er sket en eksplosion i udtryksformer, og at lysten til at gå nye, eksperimenterende veje aldrig har været større end nu. Det konstaterer vi ved selvsyn under den igangværende kulturfestival D-CAF (Downtown Contemporary Arts Festival), der har samlet en perlerække af kunstnere fra ind- og udland til fire uger med eksperimenterende teater, musik og billedkunst på Kairos scener og gader.

Her trækker man på skuldrene ad det politiske livs fastlåste positioner og ignorerer de reaktionære, islamistiske kræfter. Blandt andet ud fra en betragtning om, at det bedste, der, set med sekulære kunstnerøjne, kunne ske med Det Muslimske Broderskab, var, at det kom i regering, for nu tvinges islamisterne ud af den historiske offerrolle til at tage ansvar i det politiske liv.

Men kunstnerne erkender samtidig, at de måske lever på lånt tid. Som lederen af D-CAF fortæller over en kop kaffe på Det Amerikanske Universitet ved Tahrir-pladsen, inden vi skal ind at se nyskrevet, eksperimenterende teater fra Iran: Broderskabet har ikke rigtig opdaget kulturområdet endnu. Der er så mange andre områder at regulere først. Men når blikket falder på kulturen, er det et åbent spørgsmål, hvad der sker, siger han og ser ikke videre opløftet ud ved tanken.

Samme pessimisme findes ikke hos forfatteren og universitetsunderviseren Mona Prince, som vi møder i dia-loginstituttets airconditionerede lokaler på Zamalek-øen midt i Kairo. Hun kommer stormende ind i mødelokalet på en sky af vitalitet og synes upåvirket af, at Broderskabet har suspenderet hende fra undervisningen, fordi hun er feminist, sekulær, oplyst og andre væmmelige ord i det broderskabelige vokabular. Hun konfronterer situationen ligepå og hårdt:

Vi skal igennem undergangen, for at det bliver godt igen, siger hun og henviser til, at Egypten op gennem historien har været igennem langt værre problemer end de aktuelle. Adspurgt om, hvilke oppositionsgrupper vi i Vesten bør støtte, svarer hun koket:

I skal ikke støtte nogen! Jo før vi går under, jo bedre. Ud af ruinerne vil et nyt Egypten, baseret på ånden fra Tahrir-pladsen, opstå, siger hun med et grin.

Jo, den gamle Prince-linje My name is Prince, and I am funky passer også på forfatteren Mona Prince, hvis selvbiografi, Revolution is My Name, snart udkommer på engelsk. Prince stillede op til parlamentsvalget sidste år og fortsætter tilsyneladende sin utrættelige kamp for ligestilling og frisind, der dog næppe vinder gehør i de egyptiske masser lige med det første. Man bør nok bevare en vis skepsis over for forfatterens ungdomsdyrkelse og store tiltro til folkets vilje. Revolutionen for to år siden var et byfænomen, og det er højst tvivlsomt, hvor mange af de spirende revolutionsfrø der er fløjet videre ud i landet fra hovedstaden, der godt nok er stor, men hvor kun en femtedel af landets befolkning bor.

I det før så kosmopolitiske Kairo er tildækkede kvinder en voksende del af bybilledet et sort råb fra en mentalitetsændring, som ellers nok så mange dyttende biler og håbløse trafikpropper ikke kan overdøve. I det samme bybillede finder man oversættelser af Mein Kampf i boghandlervinduerne, der også fremviser flere udgaver af det antisemitiske smædeskrift Zions Vises Protokoller. Jeg spørger vores guide, der viser rundt i centrum og gør holdt ved Shaar Hashamayim-synagogen, om, hvor mange jøder der er tilbage i Kairo. Under 100, siger han. Det er jo ikke mange i et land, hvor jødisk kultur har spillet en rolle siden faraonisk tid.

Vil det gå de kristne på samme måde som jøderne? I hele Mellemøsten er kristne under pres og mange steder på flugt. Kort før vi ankommer, er fem koptere blevet dræbt her i Kairo efter en gudstjeneste i byens domkirke.

Journalisten Lasse Elle-gaard citerer i sin uhyre indsigtsgivende bog Det forrykte forår (2012) en blogger, som han og Kristeligt Dagblads Allan Sørensen interviewede i Kairo-bydelen Heliopolis op til valget sidste år. Bloggeren er kristen, går under navnet The Big Pharao og er i systemkritikkens navn anonym, men han er overbevist om, at sikkerhedstjenesten kigger ham over skulderen. Han fortsætter dog kampen: Antallet af koptere, der udvandrer nu er tre gange større end før revolutionen, men jeg bliver og kæmper. Vi kan ikke leve med en ny Mubarak, siger han i bogen.

Deri ligner han mange af de kunstnere, vi møder. Gnisten fra Tahrir-pladsen kan ikke slukkes, siger de, selvom den er gevaldigt på vågeblus lige nu. Der er sket så meget i de unges hoveder, at tanken om tilbagevenden til et liv i undertrykkelse er umulig. Det er forståeligt, at den ældre generation er lidt Mubarak-nostalgisk og dybest set helst vil have stabilitet, arbejde og diesel til bilen.

Men den unge generation blev politisk vakt på Tahrir-pladsen. De unge trodsede forældrene i stort tal og styrtede ud til de livsfarlige demonstrationer for to år siden og har nu smagt frihedens frugter. Og husk nu, siger de: Revolutionen er stadig i gang. Det tager tid, det her.

Noget, som i det mindste er indiskutabelt fra et her og nu-synspunkt, er de unge kunstneres engagement. Deres ihærdige kampe inden for billed-, video- og scenekunst gør stort indtryk og får vores hjemlige kulturdebatter om Blachman og bibliotekspenge til at blegne noget så eftertrykkeligt. Her i Kairo er der virkelig meget på spil for kunstnerne.

Vi møder blandt andre Khalid Abdalla, der spillede hovedrollen i filmen Drageløberen. Han har nu droppet en karriere som Hollywood-skuespiller for at lave et filminstitut og -studie her i Kairo. Hans daglige kamp vækker respekt og er betegnende for en generation af kulturaktivister her i byen, der vil selv og ikke forventer nogen hjælp fra politikerne.

Det ville også være dumt. Da vicekulturminister Saeed Tawfiq til pressekonferencen i det egyptiske kulturministerium bliver konfronteret med kunstnernes kritik af regeringen for ikke at gøre nok for kulturen, siger han:

Alle kunstnere klager over, at politikerne gør for lidt. Og de har ret!.