Egyptiske oldtekster udgives samlet for første gang

Med udgivelsen af Egyptens oldskrifter deler datidens egyptere på ny vis deres tanker, tvivl og håb med det moderne menneske

”Writings from Ancient Egypt” er netop udkommet i Storbritannien på forlaget Penguin Random House, som en udgivelse i forlagets serie Penguin Classics.
”Writings from Ancient Egypt” er netop udkommet i Storbritannien på forlaget Penguin Random House, som en udgivelse i forlagets serie Penguin Classics.

Oldtidens egyptere evnede ikke blot at føre imponerende arkitektoniske kraftpræstationer som pyramiderne og sfinksen ud i livet. De var også uperfekte og sårbare på samme måde som nutidens mennesker, og selvom de levede i en svunden tid for helt op til 5000 år siden, gjorde de sig alligevel overvejelser og bar på bekymringer, der minder om den moderne tankeverden.

Den indsigt ønsker forfatteren Toby Wilkinson, der står bag den første samlede genoversættelse og udgivelse af Egyptens oldtekster, at bibringe læserne. Toby Wilkinson er egyptolog ved Cambridge Universitet og er en internationalt anerkendt ekspert på sit felt, og hans værk ”Writings from Ancient Egypt” (Skrifter fra oldtidens Egypten) er netop udkommet i Storbritannien.

Egyptens arkitektur og kunst har fået meget opmærksomhed. Det samme gælder ikke for hieroglyfferne ifølge Toby Wilkinson.

”Men kun gennem deres skrifter kan vi se verden med oldtidens egypteres egne øjne og høre deres stemmer direkte. Det var på tide, at de stemmer nåede ud til en større offentlighed,” fastslår han.

Græske og romerske oldtekster er ofte blevet oversat til andre sprog, men når det har taget relativt lang tid at få udgivet indholdet af hieroglyffernes kunstfærdige, stiliserede billedsymboler i samlet form, har det en naturlig forklaring ifølge Toby Wilkinson.

”Kun enkelte mennesker i verden kan læse oldegyptisk godt nok til at nyoversætte de gamle tekster. Samtidig er forskerne så specialiserede, at der ikke bliver gjort alverden for at vække stoffet til live for et bredt publikum,” mener han.

Hieroglyffer er blandt andet fundet nedfældet på klippevæggene i gravkamre, på væggene i templer og på papyrusruller, og papyrusskriftet ”The Teaching of Ani” rummer et af Toby Wilkinsons yndlingseksempler på, at oldtidens egyptere ikke var ret meget anderledes end mennesker i dag. Den skriftlærde Ani har nedfældet teksterne cirka 1250 år f.Kr., og her optræder også tekster, der taler til oldegypternes svagere sider.

”Kast dig ikke ud i overdreven indtagelse af øl, for dårlige ord vil forlade din mund, uden at du ved af, hvad du siger. Hvis du falder (...), vil du blive opdaget liggende på jorden som et lille barn,” formaner Anis ord såvel oldtidens som nutidens mennesker.

”Writings from Ancient Egypt” er netop udkommet i Storbritannien på forlaget Penguin Random House, som en udgivelse i forlagets serie Penguin Classics

Der er forskellige måder at opgøre oldtiden i Egypten på, men en almindeligt anerkendt måde går fra cirka 3100 f.Kr. til år 30, da Egypten blev indlemmet i Romerriget.