Nævner man navnet Caroline Fourest for et bredt udsnit af de muslimske organisationer i Frankrig, vil det omgående fyge med beskyldninger om islamofobi. Spørger man nogle af de ultrakatolske grupper, som for eksempel har protesteret mod påstået blasfemiske teaterstykker i Paris, er hun en antikatolsk feminist. Og for yderligtgående nationalister er hun en forræder mod den franske nation.
Det tager jeg som en anerkendelse af mit arbejde, siger Caroline Fourest.
Den 31-årige franske forfatter, kommentator og underviser ved Institut de Sciences politiques i Paris er især blevet kendt som feministen, der har taget kampen op mod den islamiske fundamentalime.
Som medarbejder ved det satiriske magasin Charlie Hebdo var hun med til at offentliggøre de danske Muhammed-tegninger i Frankrig i 2006. Hun har skrevet prisbelønnde bøger om Formørkelsens fristelse i islam og en kritisk biografi om den muslimske tænker Tariq Ramadan, som hun beskylder for at tale med to tunger over for henholdsvis den europæiske og den muslimske offentlighed.
Jeg begyndte mit arbejde med analyser af den yderste franske højrefløj. Men efter 2001 og terrorangrebet på USA stor det klart for mig, at Vestens alvorligste problem var den islamiske ekstremisme, herunder angrebet på ytringsfriheden. Humor og blasfemi er sunde fænomener i demokratiske samfund. Men jeg hører ikke til dem, der mener, at ytringsfriheden principielt skal være ubegrænset. Og i dag konstaterer jeg, at der under dække af såkaldt islamkritik og i ytringsfrihedens navn fremsættes ren og skær racistiske udsagn mod muslimer, men også mod homoseksuelle eller jøder, siger Caroline Fourest.
LÆS OGSÅ: Kulturarv vil få øget støtte fra EU
Jeg bryder mig ikke om ordet islamofobi, for det benyttes ofte til at bringe enhver religionskritik af islam til tavshed. Men samtidig oplever vi forsøg på at frisætte racismen og give den en slags demokratisk adelsmærke. Det skaber en intellektuel begrebsforvirring, som politikerne har svært ved at forholde sig til, siger hun.
Venstrefløjen har længe lukket øjnene for truslerne mod ytringsfriheden, og i dag ser vi, at højrefløjen er alt for overbærende i forhold til hadefuld tale mod minoriteter. Resultatet er, at alle former for ekstremisme styrkes, og mange intellektuelle vælger at bekæmpe én form, enten den islamiske fundamentalisme eller den højreradikale. Jeg har valgt at kæmpe på alle fronter, siger Caroline Fourest.
Til denne radikalisering regner Caroline Fourest også katolske orgranisationer som franske Civitas, der har forsøgt at forhindre teaterstykker i Paris, blandt andet ved at trænge ind på scenen.
En form for katolsk fundamentalisme er på vej frem i Frankrig ikke fordi franskmændene bliver mere katolske, men som en reaktion på krav om særordninger for islam. Det fører til en nationalistisk reaktion, der ser den katolske religion som en national identitetsmarkør, konstaterer Caroline Fourest.
Over for denne fragmentering af det franske samfund anbefaler Caroline Fourest det, hun kalder for universalismens utopi, titlen på en af hendes seneste bøger. Et svar på det, hun betegner som mislykket multikulturalisme.
Jeg er ikke imod det multikulturelle samfund. Det er en realitet i Europa, og vi kan ikke skrue tiden tilbage til verden fra før globaliseringen. Multikulturalismen er derimod accepten af at fravige de fælles regler for at imødekomme særkrav fra minoriteter, siger Caroline Fourest.
Det gælder for eksempel indførelsen af sharia-domstole i Storbritannien eller ret til at køre på motorcykel uden hjelm, hvis man er sikh og bærer turban, som i Canada. Det er den slags særregler og undtagelser, der gør, at forskellige befolkningsgrupper ender med at hade hinanden. Universalismen betyder, at vi alle som individer har de samme rettigheder og pligter. Men vi har ingen særlige rettigheder, fordi vi tilhører den ene eller den anden gruppe. Det gælder også det kulturelle og religiøse flertal, siger Caroline Fourest.
Det er i store træk den franske verdslighedsmodel med adskillelse af kirke og stat. Denne model har ført til forbuddet mod religiøse tegn, herunder islamiske tørklæder, i de offentlige skoler. Loven fejrer 10-års fødselsdag netop i denne måned. Og selvom der stort set ikke er debat om den, illustrerer den også spændingerne mellem den franske universalisme og for eksempel religionsfriheden. Frankrig slipper ikke for religiøse særkrav som for eksempel halal-måltider i skolerne.
Meningen med spiseregler er netop at forhindre alle i at spise sammen. Hvis man indfører måltider med og uden svinekød eller halalmåltider, kan det betyde, at elever med forskellig religion ikke kan spise ved samme bord eller på samme tidspunkt. Men samtidig har individerne ret til mad, de kan spise. Hvis man for eksempel indfører et vegetarisk alternativ på menuen, kan alle derimod spise sammen. Det handler om at finde en mellemvej, siger Caroline Fourest.
Hendes seneste bog er en biografi om den ukrainske feminist Inna Schevchenko, grundlægger af den militante feministiske gruppe Femen i Paris, der blandt andet har vakt skandale ved at trænge ind i Madeleine-kirken i Paris og simulere en abort i protest mod den katolske kirkes modstand mod abort.
Er det ikke tegn på, at en radikal sekularisme også vinder frem i Europa?
Jeg synes personligt, at det er mere relevant, når Femen protesterer mod den ortodokse kirkes politiske indflydelse i Ukraine end i Frankrig, hvor vi har adskilt kirke og stat. Men man kan også sige, at en simuleret abort i en kirke er langt mindre alvorligt end de hundredvis af kvinder, som vil dø i Spanien, hvor den katolske kirke presser på for at afskaffe abort, siger Caroline Fourest.
Vi oplever en offensiv fra ekstremister fra alle sider i disse år. De er i mindretal i de europæiske samfund. Men de bliver stadig mere demonstrative. Men det er netop, fordi de er i mindretal, at vi skal tage kampen op, mener hun.
Kilde: Wikipedia