Ellen Hofman-Bang var engang en anerkendt kunstner, nu er hun glemt. Hvem var hun? Et udførligt svar gives på denne udstilling, der viser over 80 værker. Hun var en maler, der i sine bedste værker havde en stor udtrykskraft, først og fremmest i de mange religiøse værker. Billederne er ofte ganske overvældende.
Man bliver revet med uden dog at forestille sig muligheden af en renæssance for kunstneren, men det afgørende må være, at hun har noget at give også i en tid, der ellers for længst har vendt opmærksomheden bort fra hende.
Ellen Hofman-Bang (1879-1971) gjorde sig i sin samtid gældende med nationalhistoriske malerier og store kirkeudsmykninger. Hun fandt i Bibelens fortællinger og i historiske begivenheder samt i folkeviserne de fleste af sine motiver. Hendes kunstneriske virke kan ses som et udslag af en nationalromantisk strømning, der søgte mod en genoprejsning af en national stolthed og kultur.
Udstillingen, der både omfatter malerier og tegninger, giver indtryk af en alsidig kunstner, der gennem hele sin produktion arbejdede i en figurativ, koloristisk og fortællende stil. Flere af værkerne er forstudier til nogle af hendes mange bogproduktioner og udsmykninger.
Som en af de første kvinder blev hun optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor hun var elev af blandt andre professor Viggo Johansen. I 1903 debuterede hun på Charlottenborg, hvor hun jævnligt udstillede gennem mere end 50 år.
Dommedag er et gennemgående motiv i de religiøse værker - med fremhævelse både af håbet og gruen, for det meste sat op i stort og dramatisk format og meget virkningsfuldt. I disse billeder, hvor Jesus er den centrale figur, spiller lyset en hovedrolle som konkret fænomen, men først og fremmest symbolsk: Det er lyset, som følger Jesus, lyset, der er ham, strålende fra en anden verden, den, der er på vej. Ellen Hofman-Bang ”prædiker” bogstaveligt og med en myndighed, der ikke giver misforståelser adgang.
Det er bibelbilleder, der ikke kun vil illustrere, men også forkynde. Meget tydelig er tendensen i et manende værk, der er det maleriske forlæg til en bogudgivelse med navnet ”Giv Agt!” (1936).
Det er et billede i fem sekvenser. Forargelsen har godt fat i penslen, når Hofman-Bang skildrer mennesker på natklub eller arbejdspladsen, forhærdede tidselgemytter, der ikke vil vide af den virkelighed, der er Guds, og endda heller ikke i den stund, hvor den just er ved at bryde igennem. I al sin vælde ses dette ske på den scene, der udgør det store felt i midten: Vi er nede på stranden, på evighedens bred, hvor en strøm af mennesker med oprakte arme bevæger sig frem mod det himmelske lys: Jesus er vendt tilbage.
I ”Forløst II” (1943) appellerer Ellen Hofman-Bang insisterende til beskuerens medleven: Se, hvor galt det kan gå! Vid det, inden det er for sent! Det er et billede, hvor hun udpensler fortabelsens virkelighed. Jesus er kommet for at dømme levende og døde, og vi ser skriget - ser det så tydeligt, at vi også hører det - hos dem, der synes på vej mod det værste. Stående ved værket har man intet at tilføje. Man bare ser og ser - og føler sig udsat for en overdosering. Helt anderledes er ”Forløst I” (uden tidsangivelse), hvor udtrykket er sløret, og forskellige konturer langsomt giver sig til kende. Budskabet har ikke andenudgavens klarhed, men er til gengæld mere dragende.
Det er de store billeder, der uden videre tiltrækker sig opmærksomheden. Men også flere af de små har meget at byde på, ja, nogle af de mest inderlige og intime oplevelser finder man her. For eksempel på et forstudie (cirka 1932) til en altertavle til en færøsk kirke. Motivet, den fortabte søns hjemkomst, er formidlet med en nænsomhed, der tyst og smukt lader os se ind i den kærlighed, der tåler alt.
Sekvensen med historiske værker indledes med ét, der er malet på baggrund af Genforeningen i 1920. Billedet stammer fra samme år, og dengang var man nok mere overbærende med dets sentimentalitet, end man er i dag. Billedet ikke alene handler om fortiden, men virker selv, som om det også er lukket inde i den.
Noget lignende gælder flere af de øvrige historiske billeder. Mest medrivende er ”Befrielsen. Den 4. maj 1945” (uden år - udstillet 1947). I det billede bryder noget nyt frem, en modernistisk farveholdning og stil. Det er et medrivende udsagn om glæde. Vinduet står åbent mod freden. Og stearinlysene blafrer festligt.
grymer@kultur.dk
