Elvis Presley: En ægte kristen synder

ARKIVFOTO. Det har på intet tidspunkt gået stille for sig, siden Diego Maradona blev argentinsk landstræner. Og stille er der heller ikke i Argentina, efter Maradona har udtaget sin VM-bruttotrup på 30 mand.Således er han gået uden om de ellers meget su

Den 16. august 1977 døde Elvis Presley. Foto: Archives du 7eme Art

Video images of Elvis Presley are projected onto a large screen as backup singers (bottom) and former band members play live on stage at ""Elvis: The 30th Anniversary Concert"" 16 August 2007 at the FedEx Forum in Memphis, Tennessee. Tens of thousands of Elvis fans have gathered in Memphis on the 30th anniversary of the King's death. AFP PHOTO/Stan HONDA

Videobilleder af Elvis Presley Foto: STAN HONDA Denmark / Scanpix

Scanpix

Elvis i udvalg

Sognepræst ved Helligåndskirken i Århus, Henrik Oest, er også Elvis-kender og Elvis-fan og holder jævnligt foredrag om Elvis' liv og levned. Henrik Oest giver her sit bud på de fem bedste Elvis-køb:

"Amazing Grace - his greatest sacred perfomances" - en opsamling af Elvis' bedste gospelsange

"Nr. 1" - en opsamling med hans mest solge hits på verdensplan

"Second 2 None" - en fortsættelse af ovenstående

"Suspicius Minds - The Memphis 1969 Anthology" - en opsamling med en produceret og en rå udgave af inspilningerne, som gav Elvis et af sine mange comebacks

"Elvis 56" - en opsamling af alle de store rockhits fra 1950'erne

Den kristne tro fulgte Elvis hele livet, og på et tidspunkt overvejede han at blive prædikant. Stort portræt af rockens konge

Elvis Presley. En af rockmusikkens første og måske allerstørste skikkelser nogensinde. Et ikon og sexsymbol med en stemme uden lige. Hvis ikke en personlig deroute, fysisk som psykisk, havde taget livet af ham den 16. august 1977, ville han i morgen fylde 75 år.

Tilbage står hans musik. Heldigvis. Men tilbage står også et billede i den brede offentlighed af en mand, der som en konsekvens af berømmelsen langsomt gik i hundene, moralsk som fysisk. Med et overforbrug af kvinder og piller og en manager, der malkede ham for alt, hvad han havde i sig, levede Elvis tilsyneladende det syndefulde, vilde liv på farten.

LÆS OGSÅ:  10 Elvis-citater om gospel og tro

Det gjorde han da også. Men bag brylcremen, flæseskjorten og de mange sidespring, gemte der sig et langt mere religiøst og tænksomt menneske, end det er offentlig kendt. Bibelen læste han flittigt i, også når han var på turné, og selvom han blev udråbt til kongen af rock'n'roll, var det gospelmusikken, der stod hans hjerte allernærmest.

Den kristne tro var med ham fra fødslen. Hans forældre, Vernon og Gladys Presley, levede under meget beskedne kår i et lille hus i byen Tupelo i sydstaten Mississippi, og både kirken og troen var helt centrale for familien.

I kirken blev han introduceret til gospelmusikken, og han har i et interview fortalt, hvordan han en dag som treårig sad på sin mors skød i den lokale kirke og pludselig fik lyst til at rejse sig og synge i vilden sky for alle de tilstedeværende. Han holdt sig i skindet, indtil han var omkring otte år, hvor han og hans forældre sang i kirkens kor.

I 1948 flyttede familien til Memphis, Tennessee i håbet om at komme ud af fattigdommen, men det var først, da Elvis i 1955 indspillede sine første singler som "That's All Right, Mama" og "Blue Moon of Kentucky", at der var lys for enden af tunnelen. Herfra tog karrieren fart, og fra da af var det ikke længere muligt for Elvis at opretholde jævnlig kirkegang. I stedet levede han troen ud gennem musikken og gennem sin bibellæsning.

Elvis' sceneoptræden skabte som bekendt tumult. Hans sensuelle udstråling og de vrikkende hofter fik hujende teenagepiger til at angribe scenen og flænse hans tøj i stumper og stykker.

Særligt den voksne og den ældre generation brød sig absolut ikke om det nye teenageidol og mente, at han indgød til stærkt umoralsk opførsel. Men Elvis selv så ingen modsætning mellem en høj kristen moral og sine bevægelser på scenen, og i modsætning til mange af sine samtidige kolleger drak han ikke alkohol. I hvert fald ikke i store mængder og slet ikke offentligt.

Elvis fik tilnavnet "The King" – kongen – og fanget i sin kolossale berømmelse og deraf følgende ensomhed søgte han svar på, hvorfor netop han var udvalgt til at stå på scenen eller optræde på filmlærredet og underholde millioner af mennesker verden over.

Som offentlig figur havde Elvis kun få fortrolige, så da den stærkt åndeligt inspirerede og feterede Hollywood-frisør Larry Geller under en filmoptagelse blev tilkaldt for at ordne Elvis' hår, var Elvis først klar efter tre timer.

Der gik ikke mange minutter, fra Larry Geller trådte ind ad døren, før de talte om religion, spiritualitet, Elvis' tvillingebror, der døde ved fødslen, kirken i Tupelo og hans mor, som var hans ét og alt og som døde i 1958, kort tid efter han var blevet indkaldt til at gøre tjeneste i hæren. Mødet mellem de to endte med, at Elvis tilbød ham fastansættelse som sin private hårstylist og samtalepartner.

Selvom Larry Gellers indflydelse på Elvis er blevet diskuteret meget i eftertiden, er der ingen tvivl om, at den spirituelt inspirerede frisør blev en af Elvis' få fortrolige. Her var en mand, som tilsyneladende ikke var ude på at malke ham for penge, men som hellere brugte timer på at tale om livets gåder og som fodrede Elvis med bøger om filosofi, religion, spirituelle anliggender og sund kost. Ifølge Geller brugte de så meget tid sammen, at Elvis' hustru, Priscilla Presley, indimellem blev jaloux.

Elvis' karriere bølgede frem og tilbage med indtil flere comeback, og selvom han fik endnu et comeback i 1973, blev 1970'erne også begyndelsen på enden af Elvis' karriere og liv med et stigende misbrug af lægeordinerede amfetaminpiller og sovemedicin.

Medvirkende til hans nedtur var også skilsmissen fra Priscilla. Hun fik nok af hans mange sidespring og det flakkende liv, og det tog hårdt på ham. Ude af trit med virkeligheden anså han sig selv for at være hende tro, da han ikke elskede de kvinder, han boltrede sig med, når han var på turné.

Paradoksalt nok var det også i disse år, at han talte mest om at ændre sin livsstil og sit virke i en mere seriøs retning. Elvis kom til den erkendelse, at han var udvalgt af Gud til at underholde og oplyse mennesker, og på et tidspunkt overvejede han sågar, om han skulle begynde at prædike og undervise.

Elvis var ifølge dem, der kendte ham, et gavmildt menneske. Offentligt kendt er det, at han købte biler, ure og tøj til folk, han holdt af, men det var ikke for at købe deres venskab. Han ville oprigtigt gerne dele ud af den rigdom, som hans talent indbragte ham, et talent, som var givet fra Gud. Hvad mindre kendt er, at han også gav mange penge til hospitaler i byen Memphis, og modsat andre ønskede han ikke statuer i foyeren eller andre synlige tegn på sin velgørenhed. Han betalte kun tilbage, hvad han han fået, og hans engagement i velgørenhed var blot en naturlig del af den kristne opdragelse, han havde med hjemmefra.

Elvis' kristne tro og hans søgen efter sandhed og oprigtighed blev ifølge frisøren kun styrket, som nedturen tog fart. Han havde mere på hjerte, end hans fans så. "De kender Elvis. Men de kender ikke mig," sagde han.

Han forsøgte at få mere seriøse filmroller end de mange letbenede, det var blevet til, og som han ifølge kilder var nærmest pinligt berørt over, men hans manager syntes ikke godt om Elvis' alvorlige planer og sørgede for, at de aldrig blev til noget.

Gospelmusikken kunne ingen dog tage fra ham, og de to eneste Grammy'er han fik, mens han levede, var da også for to gospelplader. I 1967 for "How Great Thou Art" og i 1972 for "He Touched Me".

Netop sangen "How Great Thou Art" var en fast bestanddel af koncertrepertoiret, og både samtidens og eftertidens musikkritikere er også enige om, at der opstod en helt særlig magi, når han fremførte sine gospelsange.

I begyndelsen anså Elvis ikke pillemisbruget som en afhængighed. Han var opdraget autoritært og troede på, at når piller var ordineret af en læge, så var det sådan, det måtte være. Hen mod slutningen af sit liv blev han klar over, at han måtte af med pillerne, hvis både hans liv og hans karriere skulle fortsætte.

Det nåede han som bekendt aldrig, og hans ønske om at vise verden, hvem han egentlig var, forblev et ønske. En eftermiddag i 1976, året inden han døde, havde han endnu en af sine fortrolige samtaler med Larry Geller, denne gang om den afdøde tvillingebror. Elvis var ifølge Geller klar over sin situation, da han sagde: "Jeg har altid haft et søgende sind. Da jeg var lille, spurgte jeg ofte min mor om, hvorfor min tvillingebror ikke fik lov til at leve. Hun sagde, at Gud tog ham hjem til Himlen, og at det var en del af Guds plan, og at Gud også havde en plan for hende, for min far og for mig. Gud bringer os alle til Himlen en dag, sagde hun. Og der skal vi mødes igen. Det tror jeg også, Larry. Vi skal alle hjem til Gud."

Da Elvis blev fundet død på badeværelsesgulvet i sit hjem, Graceland, den 16. august 1977, lå bogen "A Scientific Search For the Face of Jesus" – en bog om Jesu ligklæde – ved hans side.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

Strauss - Complete Operas

kr. 679,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Oplev kulturbegivenhed i Ribe

kr. 1.875,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.