Det er naturligt, at forfattere finder sammen i miljøer, og det er ikke en selvfølge, at der i et lille land som Danmark kan eksistere flere stærke miljøer, uafhængige af hinanden. På den baggrund forekommer det oplagt, at grundlæggelsen af en forfatterskole (tilbage i 1987), der med tiden blev mere officiel og statsstøttet, kunne forstærke en kompressionseffekt i miljødannelsen: Opkommende og etablerede forfattere mødte nu ikke bare hinanden omkring tidsskrifter, forlag, med videre. De blev også kolleger og klassekammerater, lærere og elever i en stor fætter-kusine- og onkel-tante-fest.
Problemet ved et miljø er tendensen til bestemte normers selvforstærkelse. Ethvert miljø er potentielt som en religiøs sekt, der kan oparbejde sin helt egen selv- og virkelighedsforståelse. I et litterært miljø er det afgørende, hvad der regnes for den rigtige litteratur, og hvem der er de rigtigste forfattere.
Kritikken af Forfatterskolens litteraturnorm har i årtier gået på, at der var for meget form og for lidt indhold, for meget eksperiment og for lidt genkendelse, for meget ”smal” litteratur og for lidt episk bredde. De to første rektorer var primært lyrikere, de tre næste har primært været eksperimenterende prosaister. De ”brede” prosaforfattere, der er slået markant igennem i samme periode, er ikke udgået fra Forfatterskolen, men kommet fra andre miljøer som journalistik eller ”out of nowhere”: Jakob Ejersbo, Christian Jungersen, Jette Kaarsbøl, Kim Leine med flere.
Skolen synes i udpræget grad at have koncentreret sig om at sidde og file på korte tekster, og da de fleste elever er meget unge, er det måske heller ikke så sært, for så meget kan så unge forfattere heller ikke have at berette til andre mennesker.
I de senere år er Forfatterskolens monopol i stigende grad blevet brudt af konkurrerende uddannelser, og det er interessant at se, at figurer, der har været knyttet til monopolet, nu giver kritikken ret. En artikel i Information den 21. november 2015 handlede blandt andet om den tidligere rektor Hans Otto Jørgensen og hans nye Gladiatorskole:
Den højere gennemsnitsalder på Gladiatorskolen betyder, at eleverne har nogle erfaringer, som kan have betydning for de litterære tekster. Jørgensen nævner en tidligere elev, sømanden Hans Andersen, som eksempel. Han udkommer med ”Skibe gør fart” på Forlaget Gladiator i 2016. ”De har stoffet til rådighed, men de mangler et værktøj til at formidle det, og det kan de få her,” siger Jørgensen.
”På Forfatterskolen er man mere fokuseret på detaljen frem for værket. Det er et resultat af, at man kun kan nå at gennemgå 3-5 siders tekst på sådan en mandag formiddag, og eleven kommer først på igen med sin tekst efter flere måneder (“) Jeg siger til mine elever, at det er vigtigt, at man har en åben gestus mod læserne i stedet for at være hermetisk lukket, som der tidligere har været en tendens til. En slags pædagogisk tilrettelæggelse af sit stof, så det umiddelbart er til at gribe for læseren.”
Forfatteren Merete Pryds Helle, der er tidligere elev og tidligere lærer og forsmået ansøger til rektorstillingen på Forfatterskolen i seneste ombæring, istemte kritikken i samme artikel:
”Det er absurd, at eleverne på Forfatterskolen sidder med så korte tekster, især for prosaister, som skal lære at skrive langt.”
Hun efterlyser, at prosaen dyrkes som kunst og fortælling.
”Når en elev har en længere tekst, og det forventes, at eleven arbejder videre på den samme tekst hen over et år, kommer det også til at handle om tekstens indhold. På Forfatterskolen lægges der vægt på den korte, minimalistiske og meget sprogorienterede prosa. Det er en konsekvens af et fokus på sproget frem for at se på, om teksten hænger sammen som fortællemæssig helhed.”
Jamen, det er jo det, vi andre har sagt i årevis. Bedre sent end aldrig. Og så bliver man lige mindet om, hvor godt det er, når et miljø bliver brudt op af konkurrence, i både erhvervsmæssig og personlig forstand.
Så kommer normerne også i bevægelse, og friheden flyver.