Det var en nyskabelse i dansk litteratur, da Jesper Wung Sung i 2006 udgav en skolelærerroman. Titlen var ”Lidt berømt, meget berygtet”. Og ambitionen var klar. Han ville skildre livet på en skole set fra en yngre lærers synspunkt. Nu forsøger Anita Krumbach sig i samme genre med romanen ”Faste pladser”. Hendes hovedperson er den unge, nyuddannede lærer Inga, som får job på en efterskole.
Inga har tidligere haft mange forskellige mindre jobs, men har aldrig for alvor kunnet finde mening i sit liv. Så da hun begynder på arbejdet som efterskolelærer, er det, som om noget falder på plads inden i hende. Hun skal stå for skolens krea-værksted. Det er en udfordring. Eleverne har mange forskellige behov og problemer. Mere vanskeligt er det imidlertid heller ikke for hende. For da hun først kommer i gang med undervisningen, falder alt i hak. Hun kan nemlig tackle de store, vilde drenge. Selv tårnhøje Hannibal på 16 år. Hun sætter dødsmetal på ghettoblasteren, skruer helt op for lyden og lader så drengene ”slippe hæmningerne og give sig hen til maleriet”. Et lille mirakel sker. De store drenge arbejder koncentreret med at tegne og male. Og det er faktisk ikke Ingas eneste succeshistorie på skolen.
Alligevel knækker noget i hende, da hun en aften er eneste lærer på vagt på skolen.
Hun bliver forulempet af en af drengene. Hun beder Steven om ”at skrue lidt ned for flimmeren”, hvorefter han vredt svarer: ”Jeg skyder knoppen af dig med et haglgevær!”. Det er mere, end hun kan klare. Hun bryder grædende sammen. Livet som lærer på en efterskole med mange svage og adfærdsvanskelige elever er alligevel for overvældende for hende. Hendes smertetærskel er lav, som fortælleren et sted udtrykker det.
”Faste pladser” beskrives på bagsiden som ”en humoristisk roman om bristede illusioner”. Det er for så vidt en rigtig beskrivelse, men den er mere end det. Det er en poetisk roman båret frem af et levende sprog. Da Krumbach for eksempel skal beskrive, hvordan Inga i et kontemplativt øjeblik ser sig selv udefra, sker det med følgende ordvalg: ”Det er en fredelig scene. Men billedet er kun en overflade. En tynd skal over en afgrund af uro.” Det er flot gjort. Dog ville det have været fint, hvis Krumbach havde udfoldet sit talent over lidt flere sider.
Romanen er så kort, at læseren efterlades lettere småsulten tilbage. Man kunne godt have ønsket sig en mere udbygget og nuanceret forklaring af Ingas skrøbelige psyke. Hvorfor kan hun ikke klare mere? Den indvending skal dog ikke skygge over romanens mange kvaliteter, herunder det faktum, at Krumbach bidrager til en væsentlig debat i tiden.
For det er fristende at læse fortællingen om den skrøbelige Inga, som knækker i mødet med lidt modgang i sit første rigtige job, som et billede på den almindelige dansker i velfærdssamfundet, der på mange måder er så forkælet fra vugge til grav, at der ikke udvikles den eksistentielle teflon, som skal til for at tackle den smerte og frustration, som livet nødvendigvis også byder på.
kultur@k.dk