Julian Barnes er en ateist, som kredser om troen

Den britiske forfatter Julian Barnes har et godt blik for det europæiske fastland. I sin seneste roman skildrer han komponisten Dmitrij Sjostakovitjs kamp for at overleve under sovjetkommunismen. Hvor nogle ser Sjostakovitj som en opportunist og forræder, ser Julian Barnes den kuede komponist som en helt

”Religion har eksisteret siden menneskehedens begyndelse, og blot fordi jeg selv ikke kan finde forklaring og trøst i religionen, så ville jeg aldrig fordømme mennesker, for hvem troen er levende og virkelig,” siger Julian Barnes.
”Religion har eksisteret siden menneskehedens begyndelse, og blot fordi jeg selv ikke kan finde forklaring og trøst i religionen, så ville jeg aldrig fordømme mennesker, for hvem troen er levende og virkelig,” siger Julian Barnes. . Foto: Mathieu Bourgois/Writer PIctures.

Julian Barnes er indbegrebet af en engelsk intellektuel. Den smukke diktion, den perfekte sideskilning, jakke og skjorte, de farvestrålende Paul Smith-sokker i brogueskoene: Den 70-årige britiske forfatter oser af Oxford, da jeg møder ham i forbindelse med festivalen Louisiana Literature.

Hvad man ikke kan se – men ved, hvis man har læst hans bøger – er, at Julian Barnes er en englænder, som er intellektuelt orienteret mod det europæiske fastland og særdeles velbevandret i Europas historie, kunst og kultur. Først og fremmest har han en faible for 1900-tallets Frankrig, som var scenen for den kaleidoskopiske gennembrudsroman ”Flauberts papegøje”.

Men hans interesse rækker videre end til Frankrig. Han fortæller, at han for nylig har købt to Hammershøi-billeder på en auktion (”Det er utroligt, at de stadig bliver sat til salg”). Og i sin seneste roman, ”Tidens støj”, skildrer han komponisten Dmitrij Sjostakovitjs vanskelige liv i Sovjetunionen.

Romanen har været undervejs, siden han som ung læste russisk og stødte på fortællingen om den unge Sjostakovitj, som efter en dårlig anmeldelse i Pravda bliver klar over, at han er faldet i unåde hos Stalin. Han ved, at det er et spørgsmål om tid, før han bliver hentet af sikkerhedspolitiet. For at skåne sin kone og sit barn for at se ham blive vækket og ført bort begynder han at tilbringe nætterne uden for deres lejlighed – på trappeafsatsen ved elevatoren, fuldt påklædt og med en pakket kuffert ved sin side.

”Billedet af Sjostakovitj på trappeafsatsen blev stærkere med tiden, og jeg tænkte: Hvordan kan jeg skrive om det? Hvilke andre hændelser i hans liv kan indgå i en fortælling – altså i et opdigtet narrativ, som binder de sande hændelser sammen? Der er nødt til at være et skelet af motiv og tema, ellers bliver det bare en biografi tilsat lidt fiktion,” siger Julian Barnes.

Resultatet er blevet en fortælling i tre dele, hvor vi møder Dmitrij Sjostakovitj i 1926, 1948 og 1960, de tre skud- og skæbneår, hvor komponisten ydmyges og bliver et instrument for regimet.

Stalin sender Sjostakovitj med en komponistdelegation til fredskonference i USA. Her presses han af en eksileret kollega til at bekræfte, at han er enig i den sovjetiske regerings antivestlige musikpolitik og i fordømmelsen af Stravinskijs, Prokofjevs og andre komponisters musik. Punkt for punkt undsiger Sjostakovitj alt det, han holder for sandt.

”Han bliver sat i en umulig situation, sådan som mange mennesker blev det. Uanset hvad han gør, vil han blive betragtet som en hykler, en opportunist eller en kujon. Han har ikke noget valg, selvom han ved, at mange vil foragte ham for det,” siger Julian Barnes.

Da Krustjov kommer til magten, er Sjostakovitj knækket. Han skriver under på alt, hvad regimet kommer med – essays til musiktidsskrifter, skrevet i hans eget navn, og anklageskrifter mod systemkritikerne Zakharov og Solsjenitsyn. Derfor overlever han og kan fortsætte med at komponere, men han nedbrydes moralsk og menneskeligt.

”Fra at være intelligent, optimistisk og vittig endte han som en nervøs og ængstelig person. Pianisten Alfred Brendel beskriver, hvordan Sjostakovitj hele tiden pillede ved sin overkrop, som om han havde myggestik. Jeg tror, det er umuligt at overvurdere, hvor effektivt statsterror kan ødelægge et individ. Sjostakovitj opfatter sig selv som en kujon, men jeg ser ham som et menneske, der er så heroisk, som omstændighederne tillader,” siger Julian Barnes.

Jeg spørger, om det er skam snarere end skyld, der tynger den aldrende Sjostakovitj.

”Ja, for han ved, at hvad der end sker med Zakharov og Solsjenitsyn, vil det ske, fordi det er blevet besluttet af Centralkomitéen, ikke på grund af brevene – de er blot staffage. Og man skal huske, at alle andre førende komponister også underskrev den slags breve. Sjostakovitj var bare den mest berømte af dem. Men på en måde er skam værre end skyld. Skyld er rationel, logisk. Skam er bredere – som at have en konstant rødmen i ansigtet, man ikke kan slippe af med. Det er nemt for andre at forstå skyld, men ikke skam,” siger Julian Barnes.

Et tilbagevendende tema i Barnes’ bøger er det utilregnelige forhold mellem erindring og sandhed. Således også i ”Tidens støj”, hvor Sjostakovitj kommer i tvivl om sine egne barndomserindringer. Var han virkelig til stede, da folket bød Lenin velkommen på Finlandsbanegården i Skt. Petersborg?

”Også i frie samfund er der historier, vi fortæller om vores unge år, selvom vi ikke længere ved, om de er sande eller opdigtede. Der er ikke længere nogen måde at få dem be- eller afkræftet på. Det tror jeg, at folk, der levede under Stalin, følte endnu stærkere,” siger han.

Jeg kommer i tanker om det marxistiske dogme, som siger, at der ingen absolut sandhed findes – at sandheden altid er konkret. Julian Barnes griner.

”Ja, det er ironisk, for i Sovjetunionen var sandheden hverken absolut eller konkret, den var fuldstændig flydende. Man kunne ikke skrive sandheden ned af frygt for, at den blev opdaget. Derfor blev mange ting overleveret mundtligt og først skrevet ned, da faren var drevet over – og da var det en muteret form for sandhed,” siger han.

”Jeg talte med Elisabeth Wilson, som har skrevet en stor Sjostakovitj-biografi. Da jeg nævnte den fantastiske situation, hvor Sjostakovitj venter på trappeafsatsen, fortalte hun, at den samme historie fortælles om mange andre personer. Det kan ikke bekræftes, at det skete for Sjostakovitj. Alligevel er det blevet en central fortælling om ham. Da jeg fortalte dirigenten Simon Rattle, at jeg skrev om Sjostakovitj, udbrød han: ‘Åh, dér hvor han står på trappeafsatsen!’. Det er det første, folk kommer i tanker om, og så er det måske slet ikke sket.”

Julian Barnes er ateist. Men ligesom vennen og forfatterkollegaen Ian McEwan er han en ateist, som ofte kredser om troen. Som når han indleder sin bog om døden, ”Ikke noget at være bange for”, med sætningen: ”Jeg tror ikke på Gud, men jeg savner ham.”

”I dag vil jeg hellere kalde mig agnostiker end ateist. Ikke fordi jeg er ved at blive blød, men fordi det at være ateist er at være absolut sikker på, at alt er helt tilfældigt. Det synes jeg er en fantasiløs position. Religion har eksisteret siden menneskehedens begyndelse, og blot fordi jeg selv ikke kan finde forklaring og trøst i religionen, så ville jeg aldrig fordømme mennesker, for hvem troen er levende og virkelig. Jeg har selvfølgelig ret til at fordømme etablerede kirkesamfunds måde at misbruge religionen, for slet ikke at tale om den ekstreme pervertering af islam, som vi ser i øjeblikket – det er jo snarere en voldelig dødskult end en religion,” siger Julian Barnes.

”Samtidig er der noget i mig, som siger, at den gamle måde at tro på – hvor menneskelivet var et præludium til noget mere intenst og betydningsfuldt, og hvor ens opførsel i dette liv afgjorde, hvordan efterlivet ville blive – at det gjorde livet mere alvorligt. Jeg tror, at med tabet af religionen er noget af alvoren også forsvundet ud af vores tilværelse.”

”Den erkendelse har også noget med kunst og musik at gøre. Tænk, hvor vidunderligt det ville have været at sidde i Bachs kirke i Leipzig og lytte til hans seneste komposition til Guds ære. Eller at se op på glasmosaikerne i de franske katedraler og tage billederne for pålydende. Jeg er europæer, og indtil 1789 var det kristendommen, der formede Europa. Den arv kan man ikke bare ignorere,” siger han – og skynder sig at tilføje:

”Men nej, jeg venter ikke på at blive omvendt, ha-ha.”

Hans forfatterskab gaber over en lang række genrer og emner. Flere af hans bøger kredser om forholdet mellem England og Europa, og i den satiriske roman ”England, England” skildrer han, hvordan en Rupert Murdoch-agtig forretningsmand indretter en forlystelsespark med alle Englands mest populære turistattraktioner i halv størrelse på Isle of Wight. Forlystelsesparken bliver en enorm turistattraktion, øen løsriver sig (ligesom Skotland, Wales og Nordirland) fra det gamle England, som degenererer til et pussenusset, før-moderne agrarsamfund med en enkelt færge i kvartalet som den eneste forbindelse til resten af Europa. Det lyder som en satire fra skæbneåret 2016, men ”England, England” udkom allerede i 1998.

”Ha-ha, ja, det er profetisk, ikke? En af de ting, som europæere ikke forstår, er, at selvom Storbritannien har været medlem i over 40 år, har vi ikke været en del af Europa på den måde, I andre er. Siden Edward Heath fik os ind i EF, har der ikke været en eneste premierminister, der har argumenteret idealistisk for samarbejdet. Det er kun blevet diskuteret i økonomisk-politiske vendinger, også i Brexit-debatten. Det var en skamfuld kampagne. Begge lejre spillede på frygten – på den ene side frygt for økonomisk kollaps, på den anden side frygt for indvandrere,” siger han.

Jeg spørger, om han er urolig for Europas fremtid. Han siger, at den voksende antisemitisme, den religiøse terror og tilløbene til selvtægt mod muslimske borgere naturligvis bekymrer ham. Men han tror ikke rigtigt på, at ekstremistiske kræfter vil splitte Europa.

”Europa har regelmæssigt kramper, og lige nu er vi midt i en af de værre krampetrækninger. Men kan du huske den konservative politiker Enoch Powell? Det var i 1968, han holdt den antiindvandringstale, hvor han forudså, at floderne ville flyde med blod. Det skete bare ikke,” siger han.

”UKIP er heller ikke et voldeligt eller hadefuldt parti. De fortæller dårlige vittigheder om udlændinge og vil gerne have deres ø tilbage, sådan som de forestiller sig, at den var, da de voksede op. Her er vi tilbage ved det med sandhed og erindring. Folk tror, at indtil de første skibe med vestindiske immigranter ankom i 1950’erne, var der ingen indvandrere i Storbritannien. Men da Rimbaud besøgte London, skrev han i et brev, at ‘her sner det med negre’ – meget poetisk, ikke? Han havde aldrig set så mange sorte mennesker. Vi tænker om det viktorianske England, at adelen måske havde et par sorte tjenere, men der var masser af sorte englændere. De kom bare ikke med i historiebøgerne.”