Moderen hører gudstjeneste i radioen og synger om lysets engel, samtidig med at hun støvsuger. ”Men når Gud løfter sit ansigt/ står hun helt stille/ midt i stuen”. Niels Johansen mindes synet af Guds ansigt, der lyser på hans mor.
Det er en af de smukkeste tekster i samlingen, hvor forfatteren giver glimt fra sin københavnske barndom og tidlige ungdom. Tiden er 1940’erne og – især – 1950’erne samt begyndelsen af 1960’erne.
Tematisk fortsætter ”Som himlen og havet” i sporet fra to af Johansens tidligere bøger, ”Hjerte i fremkalder” og ”Hvor lang var tiden, da vi var mindre?”, og ligesom disse udmærker den nye sig ved hans evne til at indkredse atmosfæren i en virkelighed, der var engang. Han gør det i små tætte forløb, der ofte kun fylder en side og aldrig mere end to.
Bogen, som man bliver varm og glad af at læse, består både af prosa og lyrik. Grænsen mellem de to genrer er imidlertid flydende.
”Hvis børn kan få for meget kærlighed er jeg langtidsskadet. Jeg blev smittet som barn.”
Sandheden i denne erklæring, der er samlingens motto, bekræftes uophørligt i det følgende. Vi læser om en opvækst, hvor hovedpersonen så at sige svømmer i kærlighed. Den barndom, der skildres, kommer under kategorien ”lykkelig” – men uden at skyggerne fornægtes. Nok oplever drengen stor tryghed, men den udelukker ikke frygten.
”Jeg er bange, fordi jeg er glad. Så glad, at jeg er bange for at miste.”
Et særligt skær har beskrivelsen af de lange, lyse sommeferier hos mormoderen og morfaderen i Kolding. Ved en afsked på banegården er sindet fyld med oplevelser, som drengen glæder sig til at komme hjem og pakke ud. Men pludselig bliver opstemtheden afløst af frygt for, at det er en afsked for altid.
Om morfaderen, der er god til så meget – specielt til haver – siges det, at han måske er allerbedst til at være hjælpsom. Glæden over dette har overlevet også den sidste afsked.
kultur@k.dk