En bibel til alle formål

BIBELEN SOM BESTSELLER : Amerikanske forlag sikrer høje salgstal for Bibelen ved at udgive et bredt udvalg af specialiserede udgaver. Det giver folk mulighed for at dyrke deres individualitet, lyder det fra forlagene. Kritikere advarer mod sammenblandingen af tro og forbrugerisme

En bibel til drenge, "The Ultimate Guide" (Den ultimative vejviser), lokker med "klamme og bloddryppende bibel-ting". I en anden, "The Soul Surfer Bibel" (Sjælesurfer-bibelen), ledsages Det Nye Testamente af beåndede budskaber fra teenage-surfstjernen Bethany Hamilton, der i 2003 overlevede et hajangreb.

Atter andre bibeler på hylderne i de amerikanske boghandler er bundet ind i ukonventionelle materialer såsom syntetisk pels, metal eller gaffatape, der hver især er designet til at udsende klare signaler om ejerens personlige identitet.

I USA er tiden løbet fra den beskedne læderomtrukne sorte bibel, som generationer af kristne har haft stående i reolen. Gennem de seneste år er der ifølge ugemagasinet The New Yorker sket en eksplosion i antallet af specialiserede bibler på det amerikanske marked, og forbrugerne kvitterer for nytænkningen ved at købe bibeler for over en halv milliard dollar (knap tre milliarder kroner) hvert år. Hvert amerikansk hjem har i gennemsnit fire bibeler, men alligevel har mange mennesker ifølge forlagene et behov for at eje endnu en, som er målrettet netop deres livsstil.

– I vores kultur i dag vil folk gerne have mulighed for at udtrykke deres individualitet, og det gælder også deres bibel. Samtidig har de nye bibeler generelt et venligere udtryk, hvilket gør det nemmere for folk at have dem med sig på kontoret eller i skolen, uden at andre føler sig truet, forklarer Jeremy Johnson, som er vicedirektør for bibelafdelingen på det kristne forlag Thomas Nelson.

Thomas Nelson er en af de mest succesrige virksomheder i branchen, og forlaget udgiver flere end 100 forskellige versioner af kristendommens hellige bog, hvoraf mange er specifikt målrettet vidt forskellige særgrupper såsom cowboys, virksomhedsledere eller basketball-fans. En af de mest populære er "Revolve", som er en udgave af Det Nye Testamente til teenagepiger. Det pink, modemagasin-lignende omslag prydes af tre smilende unge piger, og inde i bogen forbindes evangelierne med det, som The New Yorker kalder "skønhedstip med bibelsk tema".

– Har du nogensinde oplevet, at en hvid plet er kommet til syne under ærmerne på din mørke yndlingsbluse? Lad være med at flippe ud. Du kan vise deodorantpletter døren i en fart. Bare snup en ekstra tandbørste, væd den med lidt vand og flydende sæbe, og gnid indtil pletten falmer bort. Mens du vasker pletten bort, så pris Gud for at rense os for alle de forkerte ting, vi har gjort (1. Joh. 1,9), lyder det eksempelvis.

Bibel-særudgaverne, som forlagsbranchen betegner som "repackaged" (ompakkede) bibeler, afspejler den sammensmeltning af tro og forbrugerisme, som kendetegner den moderne amerikanske evangelikale bevægelse. Ligesom evangelikale kirker bejler til medlemmerne ved at tilbyde komfortable omgivelser og et bredt udbud af serviceydelser, er de nye bibeler designet til at give læserne mere end blot evangelierne.

Mens mange anerkender udviklingen og påpeger, at specialiserede bibeler blot får flere mennesker til at købe, læse og forstå Bibelen, så er andre skeptiske og frygter, at den løbske kommercialisme udvander troen.

– Der er en vis skandale forbundet med, hvad der er sket med bibeludgivelserne inden for de seneste år. I stedet for at kræve, at den troende, den læsende, den søgende træder ud af kulturen og bliver mere kristen, mere omsluttet i en kirkelig forståelse, så siger vi: "Du bliver i kulturen, og vi kommer til dig." Og hvordan vil vi så adskille det kulturelt flygtige og værdiløse fra det evige, siger eksempelvis forfatteren Phyllis Tickle, som er tidligere religionsredaktør for publikationen Publisher's Weekly, til The New Yorker.

Samtidig åbner den kreative omgang med kristendommens allerhelligste skrifter for beskyldninger om helligbrøde. Indtil videre er de amerikanske bibelforlag dog sluppet for de helt store kontroverser, og Thomas Nelson-forlaget oplyser, at antallet af klager er forsvindende lille. Den eneste egentlige skandalesag involverede en bibel prydet med overskriften "Jesus Loves Porn Stars" (Jesus elsker pornostjerner), som blev distribueret af en "antiporno-prædikant" på en erotisk messe i Los Angeles sidste år. Samtlige etablerede bibelforlag tog kraftigt afstand fra bibelen, som heller ikke er blevet sat i kommerciel produktion.

Fænomenet med "ompakkede" bibler begyndte ifølge The New Yorker i 1960'erne, hvor bibelforlaget American Bible Society udgav "Good News for the Modern Man" ("Godt nyt til den moderne mand"), en paperback-bibel til oprørske unge.

Snart derefter begyndte andre forlag at tage teten op med bibeler som "My Way" ("Min vej"), der talte til tidsånden ved blandt andet at beskrive Jesus som "den største spirituelle aktivist nogensinde". De nye bibeler skilte sig også ud ved at fravælge de traditionelle, tekstnære oversættelser fra de gamle græske og hebraiske skrifter til fordel for oversættelser, der er fokuserede på at formidle budskaberne i et moderne, letforståeligt sprog befriet fra de antikke sprogs komplicerede sætningskonstruktioner og svært tilgængelige metaforer.

I dag konkurrerer et utal af specialiserede bibeler om de amerikanske kristnes opmærksomhed, men forlag som Thomas Nelson forventer fortsat høje salgstal.

– Udviklingen inden for bibeludbuddet betyder, at folk vil købe bibeler i forhold til deres skiftende livsfaser og interesser. En teenagers behov og præferencer er jo på ingen måde de samme som hendes forældres. Og for mange er én bibel ikke nok. Måske har en familiefar en opslagsværk-bibel, en vandtæt camping-bibel og en daglig-bibel. Til fars dag får han en far-bibel, og til jul giver han sin kone en bibel, som er designet til at kunne læses på 12 måneder. Og hans børn har hver deres bibel, som er målrettet deres interesser, siger Jeremy Johnson.

Samtidig virker tidsånden til bibelsalgets fordel, vurderer han.

– Vi lever i en tid, hvor der sker store forandringer i vores samfund, og hvor der er en enorm interesse for religion, især kristendommen. Mange er eksistentielt søgende og leder efter måder at lære at forstå skrifterne bedre, siger Jeremy Johnson.

Bibelen er hvert år den bedst sælgende bog i USA, og brancheforeningen Evangelical Christian Publishers Associations udregninger viser, at kristne boghandlers bibelsalg steg med 25 procent fra 2003 til 2005. Ifølge det evangelikale meningsmålingsinstitut Barna Group læser 47 procent af amerikanerne i Bibelen på en ugentlig basis.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk