En bog, der beriger dannelsesdebatten

I en række skarpsindige og kloge analyser undersøger Stefan Hermann dannelse og skolepolitik

Rektor for professionshøjskolen i København, Stefan Hermann, kommer med skarpsindige analyser i ny bog.
Rektor for professionshøjskolen i København, Stefan Hermann, kommer med skarpsindige analyser i ny bog. Foto: Polfoto.

Denne bog kunne være pensum for alle, der underviser, leder undervisning, fastlægger politik for undervisning eller debatterer undervisning. Stefan Hermann begynder med at definere to positioner i undervisningsdebatten.

Den første er den pædagogisk-konservative tradition. Den finder vi især i folkeskolen, på seminarierne og på Danmarks Pædagogiske Universitet. Den insisterer på lærerens autonomi og metodefrihed, på undervisningens unikke karakter, som ikke kan fanges med test og tal, og på eleven som et dannelsesprojekt for det hele menneske, fjernt fra markedskrav eller nyttetænkning.

Den anden position er den politisk-administrative, som bliver båret fra Christiansborg og kommunernes skoleforvaltninger ud på skolerne af djøf’ere. Den styrer ved hjælp af tal og evidens, og dens mål er at forberede hver elev til konkurrencestaten, så eleven ikke senere får brug for overførselsindkomster.

I en række skarpsindige og kloge analyser undersøger Stefan Hermann nu de to positioners holdning til magten, til fortiden og fremtiden og til viden. Den politisk-administrative position prøver at styre institutionerne ovenfra med mål, nationale test, rangordninger og økonomiske incitamenter samt naturligvis regler.

Over for denne magt griber den pædagogisk-konservative position også til regler, nemlig de regler, der beskytter den enkelte lærer mod at skulle samarbejde eller opleve anden indblanding i sin undervisning. Den fremhæver læreren som en solist, en kunstner, der leverer unik undervisning hver eneste gang, og som en mor, der holder sine børn i et varmt favntag. Læreren, som altid opfattes i ental, er et offer for magten ovenfra, og som offer kan læreren let stille sig op som den, der siger sandheden over for statsmagten. Den undertrykte har jo altid ret.

Den pædagogisk-konservative position dvæler ved fortiden, dengang der var frihed, penge og tillid. Børnene blev dygtige og dannede som hele mennesker. Nutiden er meget dårligere, og den bedste forberedelse på fremtiden er konservativt at holde fast i så mange og så meget af idealerne fra før. Det bliver en pessimistisk og defensiv position, som vi hver gang møder den hos Danmarks Lærerforening. Den politisk-administrative position tænker ikke på traditionen fra fortiden. Den er derimod bekymret for, hvordan skolen kan effektiviseres, så den kan klare sig i fremtiden.

Den politiske-administrative position holder af viden som den fra PISA-undersøgelserne. Den bruges til at lægge pres på skoler, men det er en viden for planlæggere og ledere, ikke en viden, lærere har nemt ved at bruge. Den pædagogisk-konservative position bryder sig ikke om denne form for viden. Hvis den for eksempel møder det argument, at det er vigtigt at teste, så man sikrer sig, at alle børn bliver gode til at læse, afviser den det som nyttetænkning og kontrol. Den griber altså et politisk argument i stedet for at fagligt eller dannelsesargument, som kunne sige, at læsning er en fantastisk ting for ethvert menneske og en nødvendighed for en borger i et demokrati, og at det er klogt at følge elevernes udvikling.

Denne del af bogen beskriver mere klart og præcist end karikeret to dominerende positioner i dansk uddannelsesdebat. De holder hinanden i skak og lammer debatten.

Stefan Hermann har flere forslag til opløsning af denne fastlåste situation. For det første skal dansk uddannelse igen lægge vægt på flid, selvdisciplin, pligt, øvelse, rutine, selvovervindelse, ordentlighed, ordholdenhed, koncentration, ærlighed, oprigtighed ærgerrighed og så videre. Det er ikke nok at stole på hver elevs kreativitet og selvstændige udvikling i den enkelte lærers lukkede klasseværelse.

Men samtidig understreger Hermann, at han ikke vil indføre den sorte skole igen. Pointen er, at man skal kunne sætte sig selv til side og opleve en anstrengelsens poesi, hvis man vil udvikle sig og lære noget nyt. For det andet skal begge positioner lære at anerkende professionen. Det vil sige, at den politisk-administrative position skal anerkende professionens værdier og tradition. Omvendt skal den pædagogisk-konservative position indse, at en profession er et fællesskab med fælles standarder, hvor man blander sig i hinandens arbejde, og den skal anerkende, at det politiske niveau altså har ret til at lægge retningen og få viden om, hvad skolen udretter.

Dette er en klog position. Den indser, at skolekulturen skal være medspiller for at danne og uddanne eleverne. Derfor anerkendes professionens værdier og tradition. Samtidig går den ud over lærerkulturens tendens til at lukke sig om den enkelte lærer som en unærmelig og øde ø, der ikke er ansvarlig for noget eller over for nogen. Selvfølgelig skal samfundet vide – og kunne anerkende – hvad der sker i vores alle sammens skole.

Bogen har mange skarpe iagttagelser og analyser, Stefan Hermann spidder elegant, når læringsmål kritiseres politisk af lærerne i stedet for efter deres indhold, eller når gymnasielærerne kommer i topspin over nogle kluntede formuleringer om digital dannelse og et forslag om et samlet fag med historie, oldtidskundskab og religion. Bogen er formuleret i et noget abstrakt, men prægnant sprog. Dog kan man indvende, at Stefan Hermann ikke skriver et melodisk dansk. Der er mange abrupt og kort formulerede sætninger, som gør læsningen langsom. Men beskrivelsen af de to positioner lægger op til selvkritik og besindelse, uanset om man er politiker, administrator, lærer eller skoleleder. Og fokusset på professionen rummer formodentlig muligheder for at løse op for situationen og bringe dansk uddannelsesdebat videre.

Det er i den forbindelse tankevækkende og opløftende, at Gymnasieskolernes Lærerforening i disse år faktisk satser stort på et projekt, der skal styrke lærernes dygtighed som samarbejdende profession.