”De levede nøjsomt uden at vide det,” hedder det om et par af personerne i Asger Baunsbak-Jensens erindringsfortælling ”Annas store lille verden”. I dag kan man om mange sige, at de lever i overflod uden at vide det. Så ikke alene i år er der langt til den fortid, som forfatteren skildrer i sin fine bog, der fortroligt beskriver dagliglivet i et landsogn fra slutningen af 1920’erne til 1939.
Vi er i et Nørre Jernløse, der var engang – 10 kilometer sydvest for Holbæk. Sognet havde 800 indbyggere, der så vidt vides alle arbejdede inden for dets grænser. Det var et absolut mindretal, der oplevede andre egne. Det lille i sig selv hvilende samfund skildres uden påtrængende nostalgi. Fortiden er og bliver fortid. Men Baunsbak gør på én gang diskret og tydeligt opmærksom på værdierne i livsformen. Herunder nærheden. Hjælpsomheden. Med en nedslidt vending: Man kom hinanden ved. Den politiske interesse var stor – og demokratiet så rodfæstet, at nazismen aldrig fik en chance. Det var fattige år, men ingen omtalte sig selv som fattige. Og nok var den fysiske verden lille, men med udsyn til den store, der omgav den.
I dette sogn blev Baunsbak-Jensen født i 1932. Det er dog ikke så meget ham personligt, det drejer sig om, som det er hans baggrund. Noget lignende gælder hans forældre, Anna og Peter Folmer, som han tidligere har skrevet om. Men denne gang er de først og fremmest set som en del af en sammenhæng, det vil sige af en levende landbokultur.
Bogen er skrevet i taknemmelighed. I indledningen fastslår Baunsbak således, at interessen for samfundsforhold har han med sig fra sognet. Og om sit barndomshjem erklærer han, at han skylder det alt. Faderens tilbagevendende depressioner kastede ganske vist lange skygger. Men samtidig var det fra ham, Baunsbak arvede sit sociale syn, formuleret i et stærkt udsagn som dette: ”Når du går ud i verden, skal du bøje dig til den, der ligger ned og kun kommer op at stå, hvis du, der er stærk, rejser ham.” Og fra moderen fik han frisindet. Hun, der ikke selv søgte kirken, støttede sønnen, da han begyndte at gøre det. Som hun sagde: ”Asger, du skal gå din vej.”På den måde satte hun sin dreng i frihed.
Med stor ømhed skildres Annas og Peter Folmers liv sammen, deres glæde ved hinanden og alt, hvad der gror og folder sig ud, men også med sygdom og anden modgang. Tiden spildes ikke med beklagelser. Livet bliver livet, som det er.
Vigtigt for Baunsbak har det tillige være at påpege de videre perspektiver i sogneportrættet, der i sig rummede spiren til den kommende samfundsudvikling. Nedlæggelsen af fattiggården og byggeriet af et alderdomshjem ses som tegn på en første begyndelse til velfærdsstaten. Derfor gør Baunsbak en del ud af sagen, hvis forløb afspejler de gode side ved tilværelsen på stedet. Det er nærdemokrati, som vi kan drømme om det. Ingen uigennemsigtige beslutninger. Alle har mulighed for at være medbestemmende. Næsten 200 var bænket om kaffebordene i hotellets store sal, da det planlagte byggeri skulle drøftes. Og ved den efterfølgende folkeafstemning var valgdeltagelsen over 90.
I 1936 stod alderdomshjemmet færdigt. Den røde bygning, der rejste sig, var sognets flotteste. Konklusion: ”Det fattigste år blev det største.” Trange tider kan også være fremskridtstider.
Med sin genskabelse af en fjern virkelighed fremhæver Asger Baunsbak-Jensen nogle principper, der – uanset hvor ofte de forrådes – aldrig mister deres relevans.