En forfatter med noget på hjerte

Grethe Brockmann har skrevet bibelske noveller med forskellige vinkler

Vi hører Grethe Brockmanns noveller fortalt af Zakæus, Maria Magdalene, Kajfas, Simon af Kyrene, Jomfru Maria, Josef og andre, og vi overværer endda en samtale mellem Pilatus og hans hustru, som har haft onde drømme.
Vi hører Grethe Brockmanns noveller fortalt af Zakæus, Maria Magdalene, Kajfas, Simon af Kyrene, Jomfru Maria, Josef og andre, og vi overværer endda en samtale mellem Pilatus og hans hustru, som har haft onde drømme.

Grethe Brockmann: Bibelske Noveller. 316 sider. 150 kroner. Pro Rex.

Jeg har hørt om en præst, som havde fået nyt embede og skulle på husbesøg for første gang. Han kom til aftalt tid og bankede på døren, men der var ingen hjemme. Han bankede igen, men der blev ikke lukket op. Mens han stod og undrede sig, fik han øje på noget spindelvæv, som sad rundt om døren. Den var åbenbart slet ikke i brug. Derfor gik han nu rundt om huset, hvor han fandt en anden dør og bankede på. Og hér blev der lukket op.

Den beretning kom jeg i tanke om efter endt læsning af ”Bibelske noveller”. For ligesom præsten måtte lede efter andre indgange, sådan må der mange forskellige bibelhistorier til for at nå ind til forskellige modtagere.

Bibelske noveller er skrevet af Grethe Brockmann, som er født i 1925. Hun benytter selv forskellige vinkler og mange ord og tidshistoriske detaljer til at genfortælle nogle af de vigtigste nytestamentlige beretninger. Vi hører historierne fortalt af Zakæus, Maria Magdalene, Kajfas, Simon af Kyrene, Jomfru Maria, Josef og andre, og vi overværer endda en samtale mellem Pilatus og hans hustru, som har haft onde drømme.

Ud over at Grethe Brockmann er født i 1925, fortælles det, at hun blandt andet har været sproglærer ved den internationale Højskole i Helsingør, og bogen er da også dejligt fri for sproglige fejl og mangler.

Til gengæld kan man ikke undgå at lægge mærke til den indimellem lidt stive og gammeldags fortællestil, som nok vil møde sine lukkede døre. Der gøres flittigt brug af præsens participium. Om hyrderne, der træder ind i klippehulen, hedder det: ”De før så snakkende mænd forstummede og bøjede sig tilbedende for barnet.” Og om de vise mænd siges: ”I glad forventning begav de sig på vej, ridende på hver sin kamel og medbringende gaver til kongebarnet.”

Den beretning bliver i øvrigt ikke sat i forbindelse med fødselsberetningen, for Jesus er i bogens beretning to år, da han får besøg af de hellige tre konger. Og det hedder lidt naivt og omstændeligt, at Jesus-barnet med ivrige hænder griber ud efter gaverne, og ”snart ville han have tømt de fine krukkers indhold ud på stengulvet, hvis ikke hans mor leende havde taget dem fra ham og bragt dem i sikkerhed.”

De fleste af bibelhistorierne er fortalt på denne naivistiske måde, hvor det er hensigten, at Jesus skal være centrum. Indimellem er der dog langt ind til centrum. Der er så mange ord og detaljer, at det ofte varer længe, inden vi når frem til at høre om ham.

Til gengæld holder forfatteren sig nøje til den autoriserede oversættelse ved de fleste replikker. Det kan godt virke kunstigt, når for eksempel den blinde tigger, på spørgsmålet om, hvad han vil, at Jesus skal gøre for ham, svarer: ”Herre, at jeg kan komme til at se.”

Der er også gammeldags ord og vendinger som: ”stundom”, ”befor vejen”, ”pludselig fornam jeg”, ”der var mange i tal” og så videre. Så når det om bogen hedder, at den er velegnet til højtlæsning, gælder det næppe børn.

Ufrivilligt morsomme detaljer undgår vi heller ikke. Det hedder om maden i Herodes' palads, at den bliver serveret af otte granvoksne slaver. De kommer ind med hovedretten serveret i et kæmpe kobberkar: ”hvori to mænd mageligt kunne have taget bad samtidig.” Sammenligningen med to mænd i et badekar kan unægtelig godt lede tankerne på afveje. Eller da Jesus kommer gående på søen, og disciplene spørger: ”Går du på søen, Jesus?”, og Jesus svarer: ”Ja, hvorfor ikke - det er nærmere end at gå udenom.”

I Herodes' palads er der både slaver og hetærer, får vi at vide. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt ordet hetærer - som bruges om dansere, fløjtespillere og lignende.

Men som sagt: Det er dejligt, at der udgives så mange forskellige bibelhistorier. Der skal nemlig fortælles på mange forskellige måder, for at historien om Jesus kan nå så vidt og bredt ud som muligt.

At jeg så ikke følte mig grebet af novellerne, betyder ikke, at de ikke vil kunne finde en indgang i andres hjerter. Det vil jeg da håbe, for der er ingen tvivl om, at forfatteren har noget på hjerte.