En hemmelighed hvisket i øret

Bare tre små ord kan fortælle os det (måske) allervigtigste om livet, påsken, foråret og litteraturen og om, hvorfor vi går videre

epa04113477 A daffodil blossoms on a meadow in Cologne,      Germany,      07 March 2014.  EPA/HENNING KAISER
Epa04113477 A daffodil blossoms on a meadow in Cologne, Germany, 07 March 2014. EPA/HENNING KAISER. Foto: A4262/_Henning Kaiser/ Denmark.

Hvor kommer ordene dog fra? Patetisk spørgsmål. Alligevel trænger det sig på, nu hvor jeg har holdt en længere pause fra denne dejlige klumme.

Jeg oplevede nemlig, at ordene slap op. Sådan har jeg det iblandt. Og den eneste medicin, der virker, er at trække vejret ind og puste ud, kigge på skyerne, reparere hegnet og glemme sin egen navle.

For pludselig er de der jo igen, ordene. De pibler frem med 24 bogstaver i alfabetet i alverdens kombinationer som ukrudt mellem fliserne. Vil op, vil ud, vil høres. Hvor kommer de fra? Det er det, denne klumme skal handle om.

Jeg må begynde med den norske forfatter Jan Kjærstads seneste roman, Normans område.

Det er sådan en typisk Kjærstad med masser af krinkelkroge, tværlitterære henvisninger og en midaldrende mand i krise. Norman, hedder han, en af landets førende forlagsredaktører.

Han er indbegrebet af succes, har alle de store forfattere i sin stald. Men en dag overmandes han af kvalme. Kaster bogstaveligt talt op, hver gang han ser et nyt manuskript. Ikke mindst, fordi der jo ikke er noget nyt. Han søger tilflugt i et ensomt hus ved kysten, og meget sker, ikke mindst da en kvinde dukker op. Hende lader vi ligge.

For pointen er et andet sted. Den bor hos hr. og fru Olsen, naboerne i barndommens opgang.

Vi er tilbage i 1950erne. Fru Olsen arbejder på en chokoladefabrik og indimellem kommer der frasorteringer med hjem, ikke det mindst dragende for en otteårig knægt. Men det er hr. Olsen, der flytter bjerge. Olsen har nemlig i sin ungdom sejlet på de syv have, og de små stuer i lejligheden bugner af eksotiske genstande fra fjerne lande. Mest fascinerende er et japansk tuschmaleri, som den lille dreng altid falder i staver over.

Så en dag stiller Olsen sig ved siden af ham og siger tre små ord, der kommer til at ændre drengens liv. Der er mere, siger han.

Det viser sig, at det, drengen opfattede som rammen, er to store ruller, som Olsen nu folder ud til en lang frise. Et vidtstrakt og ukendt landskab kommer til syne. Det, der var centrum og midte, bliver til periferi i en helt ny sammenhæng. Og verden er ikke længere den samme.

Siden var det dette mere, Norman altid søgte. Ikke mindst i litteraturen. Den sjældne, grænseoverskridende oplevelse, det sublime, som den hvide hval fra Moby-Dick. Hver gang han åbnede et manuskript, dirrede hans sjæl af forventning.

Og nu har han kvalme. Nu må han spørge sig selv, om der overhovedet er andet tilbage end gentagelser.

Også min verden rykkede sig med de ord.

For er det ikke dét, der er selve grunden til, at vi læser bøger, ser film, hører musik, kigger billeder: at det minder os om noget? Om et ukendt land på den anden side af hegnet. Om en længsel og drivkraft i os selv. Om livets potentialitet, som Aristoteles ville kalde det.

Al stor kunst, det tror jeg på, har denne krypterede besked til os. Og enhver etableret forfatter, der forfalder til gentagelser og automatskrift (dem er der desværre en del af), burde derfor trykke på pauseknappen.

Vi vil ikke spises af. For det er frisens gemte landskaber, der gør, at vi lever og lærer, er nysgerrige, forvirrede, åbenhjertige, går fremad i tågen, fortvivler over ligegyldigheden.

LÆS OGSÅ: En indre tomhed kan føre til umådeholdent forbrug

Jeg husker en scene fra et Leif Panduro-stykke, hvor en midaldrende kvinde fra et af disse legendariske, døde panduroske ægteskaber står og ser ud ad vinduet. Var det det hele? siger hun tonløst. Jeg var rædselsslagen, kunne ikke trække vejret. Og var som Norman otte år gammel.

Vi vil have mere. Fordi der ER mere. Når sandheden skal frem, ikke mindst i den gale ende af skalaen: en masse grej og lir, der lokker som sirenesang og dufter som det gode liv. Tag dankortet op af lommen, opfordrer politikerne. Du fortjener mere, bedyrer reklamerne. Og mere bliver til flere i en endeløs kæde.

Men det kan også åbne verden i modsat retning. Være en kriblende glæde midt i modløsheden. En trøst og et overskud og en fordring, fordi vi ved, at papirrullen er så uendeligt meget større.

Det, der i dag er centrum, er i morgen periferi.

Det sorte hul, vi faldt i, forvandles til en prik på livets vej. Tomheden fyldes. Ilden holdes ved lige. Vi står på tæer. Vi drømmer. Vent, forvent, der kommer mere. Nøjagtigt som i disse blomstrende aprildage efter en vinter i tåge og tø.

Er det ikke det samme budskab, der gemmer sig i påsken, hvis vi tager den for pålydende?

LÆS OGSÅ: Vores liv ender ikke i tab, mørke og død

Efter en sort langfredag, efter pause, ordløshed og tomhed påskelørdag, hvor alt synes at være forbi og fortabt, væltes en sten væk, og en rulle rulles ud. Og se, billedet er meget større, end vi anede.

Langfredag er flyttet fra centrum til periferi. Noget helt nyt begynder. Hvordan gik det til. Hvor kom det fra?

Vi ved det ikke. Det eneste, vi ved, er, at der fra nu af bliver hvisket os netop dén hemmelighed i øret, lovende, lokkende og insisterende hver gang foråret folder sig ud, hver gang vi åbner en god bog, og hver gang det er påske: Der er mere!