Når ”Vinterbørn”, Dea Trier Mørchs roman fra 1976, nu, 40 år efter, genudgives, fortæller det om to ting. For det første, at Dea Trier Mørchs forfatterskab er et overset forfatterskab, som trænger til at blive genlæst, og for det andet, at der ikke er nogen, der som hende har skildret den helt særlige fase og tilstand i en kvindes liv, hvor hun føder et barn.
De erfaringer, som er så skelsættende og forener kvinder verden over, er stadig påfaldende ubeskrevne i skønlitteraturen såvel som i billedkunsten.
”Vinterbørn” er en kollektivroman som udspiller sig hen over jul og nytår 1974-75 på svangregangen, hvor kvinderne er indlagt på grund af komplikationer under graviditeten, på fødestuerne og på barselsgangen på Rigshospitalet i København. Udenfor er det vinter, udenfor findes den politiske virkelighed, som vi hører om gennem referater fra aviser, valget den 9. januar 1975, hvor Venstre går 20 mandater frem, Vietnamkrigen og den afskyelige sag om mishandling af adoptivbørnene fra Klarup, ligesom vi får sladderen fra ugebladene refereret.
Men indenfor på Rigshospitalet findes en anden virkelighed, et minisamfund befolket af tykmavede kvinder i hvide hospitalsskjorter, som ligger der og venter på, at det liv, som vokser inden i dem, skal blive klar til at forløses: ”Maven er en jordklode. Maven er et univers med stjernetåger og måner og planeter langt ind. Med hinder og svøb. Maven er en tromle. Maven er en tung ko på marken. En stor pæreformet muskel. En gåde.”
Kvinderne kommer fra vidt forskellige miljøer, de er gift, enlige, purunge, ældre, nogle venter et ønskebarn, for andre er barnet ikke et tilvalg, nogle har et liv, som de føler sig stærke i, andre oplever sig som umyndiggjorte brikker i et spil. Men i hospitalets favn er de ens.
Rent fysisk har de samme store skorter på, de ligger i ens institutionssenge og former et midlertidigt fællesskab, hvor kroppen og dens funktioner ikke er tabu, hvor alle forstår, hvad der menes med, at østriolerne ligger lavt, og hvor de kan vende deres tanker om angsten for et handicappet barn, frygten for aldrig at få sin egen krop tilbage. Rundt omkring kvinderne svæver hospitalets hvidkitlede personale: jordemødre, læger, sygeplejersker og rengøringspersonale, men også damen med aviskiosken og portøren. Alle udfylder deres del af det store maskineri.
Romanen udspiller sig stort set kun indenfor, men er alligevel skanderet af et næsten lysende spor af beskrivelser af vejret udenfor. Her den 8. januar 1975: ”Vinduet er opfyldt af en lysende formiddagshimmel. Lysegul. Vandig rosa. Enkelte hvide skyer driver dovent forbi.”
Vi følger flere kvinder, nogle mere skematisk beskrevne end andre. Vi er med dem under fødslerne, de fleste går godt, men der er også lille Tenna, der føder en dreng uden fødder, Karen Margrethe, der mister sit ønskebarn, al den angst og uro og den bundløse sorg, det er der alt sammen.
Jeg kender faktisk ingen forfatter, der som Dea Trier Mørch har sat ord på fødselsoplevelsen. Det er ikke mindst i de scener, at romanen er fuldstændig tidløs: ”Det brager i hendes knogler, de skrider fra hinanden. Barnets krop baner sig vej gennem den allersidste, bløde del af fødselsvejen. Som en tømmerstamme, der trækkes ud over en gruset strandbred – og videre ud i havet – stødes noget stort og fast og mørkt ud af hendes krop, ud mellem hendes ben, en mørk pakke, en blodig klump.”
”Vinterbørn” er en hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner. Den er helt tydeligt skrevet ud fra en tro på, at mennesker kan flytte sig via de gode eksempler. Den har sine tidstypiske svagheder i didaktiske indslag, sprogligt skrives der ”ku”, ”sku”, ”sir”, ”ha”, og ”ska”, og man bider mærke i, at vores forhold til tobak og alkohol har ændret sig markant. Men det, der stadig lever, er Dea Trier Mørchs evne til at sætte ord på menneskelige relationer. Den asymmetriske kærlighedsrelation, der opstår mellem en patient og en læge, det fine, fine rum der kan være mellem jordemoder og den fødende, og omvendt, den ekstreme ensomhed, som en fraværende jordemoder kan påføre en anden kvinde.
Jeg blev meget rørt, da jeg genlæste ”Vinterbørn”, men også trist, fordi den også er en levende påmindelse om de mulige fællesskaber, som vi har kastet vrag på i vores ekstremt individualistiske tid, hvor alting er dit eget individuelle problem. Når idealet som nu er ambulante fødsler, ja, så opstår de rum, hvor man møder hinanden på kryds og tværs, ikke mere. Da jeg fødte mit sidste barn i 2002, mødte jeg ikke en eneste anden fødende, og når jeg læser ”Vinterbørn”, bliver det helt tydeligt, hvad jeg ikke engang kunne tænke, at jeg savnede.
Også for at påminde os selv om, at samfundsstrukturer er noget, vi selv skaber, er ”Vinterbørn” en vigtig bog for kommende mødre og fædre. Det politiske skal vi diskutere. Men for at pege på det og for de ord og billeder, Dea Trier Mørch har givet os på fødslens under, skal hun have seks stjerner.