”Til sidst blev det ret kompliceret, men i starten var det ligetil.” Ordene er Paul McCartneys og indrammer passende Ron Howards fine og nostalgiske dokumentar om The Beatles.
”Eight Days a Week – the Touring Years” er mere en beskrivelse af ”Beatlemania” end en analyse af, hvorfor lige netop John, Paul, Ringo og George blev verdens første og største superstjerner. Men den er medrivende, fuld af charmerende arkivoptagelser og fantastiske liveoptrædener fra bandets næsten konstante verdensturneren fra januar 1964 til august 1966.
Filmen starter med optagelser fra Manchester, hvor The Beatles med ungdommens nerve og talentets overflod spiller ”She Loves You”. Hvert ”yeah yeah yeah” ledsages af et kast med kasserollehåret fra Paul McCartney, som igen ledsages af grådfyldte skrig fra teenagepiger i striksweatre eller spencerkjoler. Og så er scenen sat for dokumentarfilmen. To mikrofoner foran. Et trommesæt på en lille piedestal bagved. Og fire unge mænd omkranset af skrigende fans.
Scenerne bliver større og større, pigerne flere og flere, men drengene forbliver de samme. Indtil letheden, naiviteten og den let hovedrystende tilgang til berømmelsen ændrer The Beatles fra at være fire kloner i ens jakkesæt i starten af 60’erne til fire individualister i slutningen af årtiet.
”Eight Days a Week – the Touring Years” henrykker og begejstrer med smittende, restaurerede koncertoptagelser og genfundne 8mm-klip. Filmen viger – klædeligt – tilbage fra at fortælle om intrigerne, kampene mellem John og Paul, stofferne og ægteskaberne. Og fravalget er en ærefuld erkendelse af, at The Beatles’ musik er rigelig til at fortælle historien om genialiteten uden at forfalde til forfaldshistorierne.
Men samtidig lukker den sig også lidt for meget om sig selv. Måske især for de af os, der ikke var der. Ron Howard er tilsyneladende ikke interesseret i at se på The Beatles i bagklogskabens lys eller levere en analyse af, hvorfor det netop var dem, der blev verdens største band. For selvom The Beatles var ”larger than life”, var de jo stadig et produkt af en tid. Hvilken kulturhistorisk sammenhæng var de et resultat af? Hvilken flugt tilbød de masserne af – primært – unge piger, der måtte skrige, græde og elske dem?
Se traileren til filmen her
På et bagtæppe af Vietnamkrig, raceuroligheder og mordet på John F. Kennedy antyder Ron Howard, at The Beatles repræsenterede en uskyldighed i en skyldig tid. Med positive refræner, tilsyneladende banale kærlighedstekster og altopslugende hengivelse til musikken bliver liveoptrædenerne et øjebliks frihed fra farerne. Men måske er det allerede en overfortolkning, for som Paul McCartney siger det, skulle teksterne spejle pigernes drømme og drengenes egne forhåbninger om at score pigerne.
Vi er med, da The Beatles indtager New York med en ikonisk optræden på ”The Ed Sullivan Show”. Vi er med til pressemøder, hvor kemien mellem bandet og pressen mest af alt minder om en lang flirt. Optagelserne er nænsomt restaureret, og koncertoptagelserne åbner en dør på klem for os, der ikke var i verden, da alle Beatles-medlemmerne var.
Verdensturnéen kulminerer med verdens første stadionkoncert, hvor The Beatles med dårlig lyd og et diminutivt sceneshow spiller for 55.000 mennesker i New York. Men egentlig er det studieoptagelserne, der er de mest fascinerende. At mærke den kreativitet, legesyghed og omsorgsfulde skaberglæde mellem de fire er unik og virkelig rørende. Det dramatiske – og velturnerede – vendepunkt i ”Eight Days a Week – the Touring Years” kommer med John Lennons ”Help”. Den modenhed og alvor, teksten afspejler, ser vi på optagelserne af især Lennon, der langsomt slides op af koncerter, kritisk presse og konstant pres. Det positive, lidt naive ”yeah yeah yeah” afløses af et råb om hjælp, der markerer starten på slutningen for The Beatles.
Ringo Starr og Paul McCartney medvirker i nye optagelser og bidrager med fine, loyale betragtninger, ligesom der er gode sekvenser med Whoopi Goldberg og historieprofessor Kitty Oliver. Begge kvinder fortæller om, hvordan The Beatles brød med det raceopdelte Amerika og overskred tidens trang til at inddele i sort-hvid.
”Eight Days a Week – the Touring Years” er en meget livsbekræftende filmoplevelse, en hyldest til kunsten og en insisteren på, at nogle få faktisk er geniale og større end den tid, de lever i. Og så bringer filmen boblende glæde og store smil ind i en svært begribelig verden. På fuldstændig samme måde som i 1960’erne.