Der er en mesterlig lethed og visuel klarhed over italienske Italo Calvinos korte, eventyrlige romaner fra 1950'erne, der udgør trilogien ”Vore forfædre”. I 1959, 1960 og 1961 udkom ”Den halverede vicomte”, ”Klatrebaronen” og ”Ridderen der ikke eksisterede” oversat af Erik Koed Westergaard, og det er disse bøger, som forlaget Gyldendal nu har valgt at lade Lene Waage Petersen nyoversætte. Som oversætter af de fleste af hans sene romaner som ”En vinternat en rejsende” rammer hun tonaliteten i forfatterskabet overbevisende.
Slægtskabet mellem de tre tidlige romaner gnistrer, når de står trykt side om side. De er skrevet på et tidspunkt, hvor Italo Calvino også bearbejdede flere hundrede italienske folkeeventyr, og de har givetvis smittet af på hans fantastiske stil, hvor der indgår læsende røvere, pirater, utallige krige og så en mandlig hovedperson i hver roman, der bryder enhver normalitet, men er eksistentielt genkendelig.
I ”Den halverede vicomte” kløves hovedpersonen Medardo af Terralba på langs af en kanonkugle under krigen mellem Østrig og Tyrkiet i slutningen af det 17. århundrede. Indelukket og bitter vender han hjem med et halvt ansigt, et ben og en arm. Det er den onde halvdel, konstaterer hans tidligere amme, mens Medardo rastløst hærger befolkningen i området. Senere dukker den gode halvdel op, men godheden er også som et let vanvid, umenneskeligt.
Italo Calvinos visuelle greb er hyperenkelt i denne tidlige roman: Han kløver sin hovedperson fysisk, forvrænger menneskelige dispositioner og kan derefter lade det være en pointe i romanen, at det er først gennem ufuldstændig sammensathed, gennem blandingen af for eksempel godhed og ondskab, at mennesket bliver menneskeligt og helt. Medardos nevø, romanens fortæller, konstaterer på den sidste side: ”Sommetider føler man sig ufuldstændig, og i grunden er man bare ung.”.
I ”Klatrebaronen” er hovedpersonen lige så billedlig prægnant. Som stor dreng kravler baronens dreng, Cosimo, op i træerne og sætter ikke sin fod på jorden resten af sit liv. Han er både godtroende, stædig, handlekraftig, nysgerrig og skriver et ”Forslag til en forfatning til en idealstat grundlagt i træerne”, mens han læser Jean-Jacques Rousseus ”La Nouvelle Hélose” og en række andre af det 18. århundredes hovedværker. ”Er det for at være nærmere himlen, at jeres bror bliver deroppe?”, spørger selveste Voltaire, oplysningstidens repræsentant.
Cosimos bror, der er romanens fortæller, fortsætter, og læg mærke til den tørt humoristiske afrunding: ”Min bror hævder, svarede jeg, at den, der vil se jorden klart, må holde sig på den nødvendige afstand. Voltaire syntes særdeles godt om dette svar.”
Herhjemme lader Janne Teller i øvrigt i sin nyklassiske ungdomsroman ”Intet” fra 2000, som enhver skoleelev i Danmark i dag læser, en dreng i et træ spille en central rolle med venlig hilsen til ”Klatrebaronen”, og i mange dansktimer bliver det derfor diskuteret, hvordan denne ophøjede, distancerede placering skal forstås.
Hos Italo Calvino selv vælges til sidst en poetisk udlægning. Cosimos adrætte bevægelser gennem et helt liv i trætoppene er, filosoferer hans bror, som en knipling broderet over tomheden, der igen ligner de fysiske, spinkle blæklinjer, som fortællingen selv er skrevet med.
Den sidste af de tre hovedpersoner i ”Vore forfædre” er en hvid ridder i Karl den Stores hær, der går rundt som rustning uden at være fysisk til stede som menneske.
”Tingenes og verdens tilstand var endnu ubestemmelig i den tidsalder, hvor denne historie udspiller sig,” konstaterer fortælleren, søster Teodora, i denne roman om identitet og om at lære at blive til.
I alle tre romaner siger man ja tak og er med på de tre protagonister og på spillet med meget tydelige modsætninger og handlinger, der på naturligste måde også tager nogle hop ad absurdum. Formen er behagelig og let, det filosofiske konkretiseres fysisk og sanseligt.
Selvom ”Vore forfædre” udspiller sig i andre tider, repræsenterer hovedpersonerne i grov form nogle alment menneskelige problemstillinger. Eller som en af fortællerne reflekterer undervejs i trilogien, så er de bedste historier måske de opdigtede, ”som man ridser op i grove træk, og alt synes let, men jo mere man fylder på og bygger ud, jo mere bliver man klar over, at man alligevel igen taler om de ting, man har haft eller forstået i sit virkelige, levede liv”.
Det kunne være et statement fra Italo Calvino selv om hans tidlige, eventyrlige romaner, der er en lille, strålende del af den europæiske, litterære arv.
kultur@k.dk