Den hollandske maler Vincent van Gogh (1853-1890) personificerer den ultimative romantiske kunstnermyte. Kunstneren, der blev misforstået i sin samtid, intet solgte og endte med at tage sit eget liv.
Et varsel om, hvor det bar hen, kom lillejuleaften 1888 i den sydfranske by Arles, hvor van Gogh skar sit venstre øre af og gav det i julegave til en tjenestepige på det lokale bordel. Den endelige dom over sit mislykkede liv og kunstnerkarriere fældede van Gogh den 27. juli 1890, hvor han i den nordfranske by Auvers-sur-Oise skød sig i brystet med en revolver, han havde lånt af sin vært på den stedlige pension.
Myten om van Goghs tragiske endeligt er med tiden blevet større end livet. Da den amerikanske forfatter Irving Stone i 1934 udgav sin biografiske roman ”Lust for Life”, spillede van Goghs mentale sammenbrud den afgørende rolle for forståelsen af hans liv og kunst. Romanens fokus er begivenheden i Arles, hvor van Gogh skærer sit øre af efter et skænderi med sin beundrede ven og rival, maleren og formgiveren Paul Gauguin. Romanen blev filmatiseret i 1956 med Kirk Douglas i rollen som van Gogh og Anthony Quinn i rollen som Gauguin.
Filmen lagde alen til myten om van Goghs martyrium, og siden er myten bare vokset. Der er kommet talrige bøger siden, vist talrige udstillinger og senest en tegneserie med fokus på præcis det sted, hvor filmen knækker i van Goghs liv, og han glider ind i en manisk skabende sidste fase med alle de kendte, nærmest fosforescerende malerier til følge.
Hele opfattelsen – også kunsthistorisk – af van Goghs avantgardeposition tager udgangspunkt i hans mentale sammenbrud og det satans øre, som ragekniven skilte fra kunstnerens hoved den 23. december 1888. Ja, i dag ved verden endog navnet på den tjenestepige på bordellet, han gav sit blodige røre til: Gabrielle Berlatier hedder hun ifølge seneste ”breaking news”.
Helt uden skyld i mytedannelsen var van Gogh imidlertid ikke. Han havde selv en faible for forestillingen om den romantiske kunstner, hvis geni var afhængigt af en vidtdreven sensibilitet på kanten af den normale tilværelse. Goethe og Kleist var ikke langt borte i historien, ej heller de fortællinger om den tragiske kærlighed og dødelige faldsyge, forfatterne havde skrevet frem og dannet mode med. Van Gogh afskrev sin egen borgerlige baggrund og udsatte sig for livet og kunsten til sine forældres store fortvivlelse.
Længere tilbage i historien var der tillige et forbillede af notorisk uoverkommelig styrke, Jesus Kristus. Van Gogh studerede teologi og ønskede at fungere som prædikant med forbillede i Jesus, der trivedes bedst blandt fattige og skøger, helt uden materielle behov som lovløs ude på livets veje. Både som missionær blandt de fattige og som religiøst sindet kunstner lagde van Gogh sig efter det store forbillede, der fik sine åbenbaringer fra oven helt uden filter med ekstatiske visioner til følge. Sin egen Maria Magdalene fik van Gogh også, da han til sine forældres om muligt endnu større fortvivlelse begyndte at komme sammen med luderen Sien Hoornik, der, ud over et plejebarn, også skaffede ham en venerisk sygdom at tage sig af.
Hvorfor gik van Gogh til disse yderligheder? Jo, socialkristendom var på mode i slutningen af 1800-tallet, og det samme var nervøse lidelser. Perioden kaldes også for dekadencen, fordi kunstnere og andet godtfolk dyrkede deres nerver og lod sig indlægge til observation på diverse klinikker. Nervelivet var en del af det at være moderne, og nervøse lidelser bredte sig epidemisk over det meste af Europa, hvor kunstnere stod i kø for at erklære sig syge – tænk på Munch, Hill, Josephson, Krøyer, Drachmann bare i Norden. Ja, August Strindberg betegnede neurastenikere som en ny tids adel, ”nerveadelen”, som han kaldte den. Så van Gogh gik i ét med tiden og epokens dekadente strømninger. Han var højeste mode.
Men van Gogh var også syg. Hinsides mode, opdyrket overfølsomhed og ambitionen om en kunstnerisk avantgardeposition, der virkelig var fornyende, var van Gogh også virkelig syg. Van Gogh var mentalt syg, og han var fysisk syg. Sit unge liv til trods i graverende grad. En ny bog, ”On the Verge of Insanity. Van Gogh and his Illness” (På grænsen til sindssyge. Van Gogh og hans sygdom, red.), der ledsager en udstilling på Van Gogh Museum i Amsterdam af samme navn, knuser hensynsløst usentimentalt alle de van Goghske mytologier og skærer ubønhørligt ind til sandheden. Ikke med van Goghs ragekniv, men med fakta.
I kraft af van Goghs egne breve, ikke mindst til broderen Theo, vennerne og kollegerne Émile Bernards og Paul Signacs breve, Gauguins erindringer og de talrige øvrige vidnesbyrd fra de personer, van Gogh kom i berøring med, kortlægger bog og udstilling hans sygdomsforløb fra den tidlige ungdom og frem til selvmordet i 1890. Der er tale om empiri, møjsommeligt indsamlet dokumentation og et arsenal af medicinske journaler, der tilsammen gør det muligt at skabe en kronologi i udviklingen af kunstnerens mentale og fysiske kollaps og stadigt gentagne nervesammenbrud. Læg dertil historiske fotografier fra Arles og det gule hus, hvor kunstneren havde sin bolig og sit atelier, fra anstalten Saint-Paul de Mausole i Saint-Remy, ikke langt fra Arles, hvor kunstneren var indlagt et år, og frem til den sidste tid i pensionen i Auvers-sur-Oise nord for Paris. Her var van Gogh under opsyn af lægen dr. Gachet, der også var kunstner og kunstsamler – en ikkebetryggende kombination.
Offentligheden kender dr. Gachet og tillige dr. Rey, der tilså kunstneren på anstalten i Saint-Remy. De to læger er verdenskendte, ikke på grund af deres medicinske faglighed, men fordi van Gogh portrætterede dem. De hører også til de højest betalte læger nogensinde, igen ikke på grund af deres kunnen, men fordi de er fæstnet i olie på lærred og derfor udbydes i auktionshuse. Døde van Gogh selv i fortvivlelse over det, han kaldte ”livets rædsel”, er hans læger i anden forstand gjort udødelige som en del af verdenskunsten – en grusom hævn! De bliver aldrig stedt til hvile. Van Goghs kunstneriske diagnose af sine læger var æstetisk vidtrækkende.
Dr. Rey og dr. Gachet er imidlertid blot de sidste i rækken af læger og psykologer, van Gogh var i konsultation hos fra sit 26. år og frem til døden. Der var ikke det, han ikke led af. Nervøse tics i ansigtet, dårlig mave, dårlige tænder, der raslede ud af gabet på ham – her behøvede han ingen ragekniv – gonorré som følge af sit skørlevned, og fra tiden i Arles tiltagende alkoholisme, der nedbrød hans konstitution, både fysisk og psykisk. Registret til de mentale lidelser er trukket ud i et brøl af fortvivlelse. Van Gogh led af epilepsi, paranoia, mani, depression og skizofreni. I dag ville han få diagnosen: borderliner. Konklusionen i bogen lyder: ”Van Goghs sygdom må have været en kombination af psykologiske og neurologiske faktorer, genetisk disponering og en usund levevis”.
En akademisk diskussion i årtier har været, om van Gogh skar hele sit venstre øre af eller kun en del af det. De lærde er nu nået til enighed ud fra breve, vidnesbyrd og skitser, taget umiddelbart efter den fatale hændelse. Kunstneren skar hele øret af med undtagelse af øreflippen. Ragekniven har man ikke fundet, men derimod pistolen, han skød sig med på en mark uden for Auvers-sur-Oise hin julidag 1890. Den blev fundet, stærkt rusten og med rådnet skæft i 1960, en såkaldt Lefaucheux pinfire-revolver, der var i produktion fra 1865 til 1893.
Van Gogh rejste til Arles for at skabe en ny koloni af kunstnere med et nyt kunstnerisk syn på verden. Utopien lå i tiden, hvor kunstnerne samlede sig i broderskaber og kolonier. Van Gogh var inspireret af kunstnerkolonien fra Le Pouldu og Pont Aven i Bretagne, der havde døbt sig selv ”Les Nabis” – ”Profeterne”, for at understrege det visionære og religiøst passionerede i initiativet. Centralt i kredsen stod van Goghs ven Émile Bernard. Det blev ikke ham, der kom til Arles i efteråret 1888, men mentoren bag hele det kunstneriske projekt: Paul Gauguin.
De to kunstnere portrætterede hinanden i Arles, malede i landskabet, i byen og på natcafeen indtil det punkt, hvor de var ved at flå hovederne af hinanden. Gauguin kunne ikke og ville ikke leve op til van Goghs ideale fordringer og kompromisløse krav om venskab og sammenhold. Den historie er blevet fortalt mange gange. Det mest bevægende ved den aktuelle dokumentariske tilgang til van Goghs sygdomsforløb er billederne fra indlæggelsen på antalten i Saint-Remy og fra de sidste måneders ophold i Auvers-sur-Oise under dr. Gachets auspicier. Begge steder blev van Gogh opfordret til at male, måske som en slags terapi, selvom kunstneren forsøgte både at spise oliefarven og drikke terpentinen.
Der findes en række fotografier fra anstalten i det tidligere kloster i Saint-Remy, taget så sent som i 1950’erne. Alt står endnu. Forladt, forfaldent, men tilsyneladende intakt fra tiden tilbage i 1880’erne, hvor van Gogh huserede på stedet. Ja, selv hin berømte fletstol fra van Goghs celle. Ved at sidestille de fotografiske motiver med van Goghs maleriske fortolkninger af de samme interiører får man som beskuer syn for, hvor meget van Gogh lagde til motivet, vel at mærke uden at fratage det sandhed, lighed og realitet.
Se, det er kunsten. Var van Gogh syg, var han samtidig fuldkommen kunstnerisk præcis både på trods af og som konsekvens af sin sygdom. Det er fortsat stort at bevidne. Mytisk.
