Forlaget Gyldendal fortsætter sin eksemplariske relancering - man fristes næsten til at tale om en storoffensiv - af den tyske digter, krigsveteran og livsfilosof Ernst Jünger (1895-1998) med gen- og nyudgivelser i dansk oversættelse. Efter krigsdagbøgerne fra både Første og Anden Verdenskrig og romanen ”På marmorklipperne” foreligger nu en af de efter min mening allerbedste bøger fra Jüngers hånd.
”Det eventyrlige hjerte” er en samling af små prosatekster, svære at karakterisere, de er for korte til at være essays og for lange og fortællende til at være aforismer, som udkom i to omgange, i 1929 og 1938 under titlen ”Das Abenteuerliche Herz”. 1938-udgaven, som ligger til grund for den nye oversættelse, har før været oversat i udvalg til dansk af Conrad Raun i 1955 under titlen ”Kapriciøse indfald”.
Den aktuelle oversætter René Jean Jensen, der også selv er digter, har skrevet et meget fint og ambitiøst forord, hvor han prøver at udgrave Jüngers intellektuelle position. Jeg synes dog, at man med fordel kunne have suppleret med en redaktionel efterskrift af en slags: Hvad er historien bag bogen? Hvorfor kom den i to udgaver? Hvad er forskellene? Kunne vi ikke få eksempler på tekstbidder, der røg ud? Nu spises vi af med en halvkvædet vise om, at Jünger var i gang med en slags afpolitisering, en ”stue-rengørelse” af sig selv om man vil i forhold til hans tidligere militante og radikalkonservative holdninger. Det kunne også have været rart med en ordliste til forklaring af visse termer. Jünger skriver nogle gange i kode i et privat-mytologisk univers, og selvom alt nok ikke lader sig oversætte, bliver nye læsere ladt lidt i stikken. Eksisterede for eksempel den Nigromontanus, som han flere steder omtaler som sin læremester?
Det er voldsomt fascinerende at læse disse små tekster, der er fornemt oversat og for manges vedkommende befinder sig et uvist sted mellem drøm, erindring og mininovelle. Ofte finder man først gradvist ud af, at dette ikke kan være en erindring, fordi ganske mærkelige ting udspiller sig. På den anden side er det langt mere detaljeret og også mere sammenhængende end de fleste almindelige drømme. Er det slet og ret fiktion? Måske, men det er samtidig umiskendeligt drømmeagtigt. Sådan kastes man rundt i sine reaktioner under læsningen.
Jünger mente som en af sine læremestre, Nietzsche, at verden er dyb. Den virkelighed, vi færdes i til daglig, er som et slør eller en teaterkulisse, og visse indviede mennesker kan trænge igennem den. Ekstraordinære oplevelser som at være midt i krigen på slagmarken kan også udgøre en dør til det, der ligger bagved. Dette er noget af det, Nigromontanus lærte ham: ”Han betragtede (“) verden som en sal med mange døre, der benyttes af enhver, og andre, som kun er synlige for få. De usynlige døre springer op for det højtstående menneskes åndsmagt, ligesom man plejer at åbne særlige, ellers strengt aflåste portaler, når fyrsten viser sig på slottet. De er som fuger i den grove verdensbygning, som kun den fineste evne kan glide igennem, og alle, der nogensinde er gået igennem dem, genkender hinanden på hemmelige tegn.”
Jünger interesser sig dog samtidig intenst for den foreliggende sanseverden; han var insektforsker og skriver meget om sine udflugter i naturen, om blomster og dyr, om hvordan vi kan nærme os ting med flere sanser på én gang. Og til forskel fra mange mystikere er det ikke nødvendigvis harmoni og forløsning, der hos ham venter inde bag verdens slør. Det kan lige så godt være unævnelig rædsel. Eller også er rædslen bare portalen til den dybere virkelighed. Men hvad, hvis der nu er en række af portaler bag portalen, og rædslen bare stiger og stiger som i Jüngers berømte billede af et menneske, der under stadig mere øredøvende buldren falder ned og ned og ned igennem en bunke af blikplader.
Det er så specielt at læse Jünger, at en omtale ikke kan erstatte oplevelsen selv. Lad mig derfor slutte af med en karakteristisk indledning fra en af de mange uhyggelige drømmesekvenser:
”Strandvandring med øboere på en forladt kyststrækning. Inde i kroppen på en enorm fisk, som havet har skyllet op, opdager vi en død person, som vi trækker ud af brunlige kødmasser, nøgen som en nyfødt. En mand i blå sømandstrøje beder mig tie og være yderst varsom. 'Det er et djævelsk fund. Ved De da ikke, at det er et hans sidste og frygteligste skaktræk at forklæde sig som lig og lade sig skylle i land?'. Pludselig angstfølelse, mens stranden bliver kaotisk og mørk.”
kultur@k.dk