En kunstners vej fra sarkasme til kirkekunst

”Som kunstner prøver jeg altid at stå åndeligt på tæer. Når jeg selv skal vælge, tager jeg altid de ...

”Som kunstner prøver jeg altid at stå åndeligt på tæer. Når jeg selv skal vælge, tager jeg altid de allerbedste billeder frem,” siger Arne Haugen Sørensen forud for den nye udstilling, der åbner i dag. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Fire museer er gået sammen om en udstilling, der kaster et nyt blik på Arne Haugen Sørensens store produktion. Udstillingen åbner i Viborg i dag

Arne Haugen Sørensen er ikke udpræget stolt ved situationen. Snarere er han lidt pinligt berørt.

Vi går rundt blandt hans farverige billeder, der denne dag endnu står uophængte og lidt hulter til bulter på gulvet i særudstillingsrummene på Skovgaard Museet i Viborg. Andre end ham selv har bestemt, hvilke billeder der skal med på denne udstilling, der er den største markering af hans livsværk i otte år. Det har han velvilligt accepteret, men når han nu, netop ankommet fra bopælen i de andalusiske bjerge, ser værkerne samlet, bliver han lidt beklemt.

”Som kunstner prøver jeg altid at stå åndeligt på tæer. Når jeg selv skal vælge, tager jeg altid de allerbedste billeder frem. Dem, jeg ikke længere bryder mig om, kigger jeg slet ikke på eller interesserer mig for. Der er en del af de her billeder, som jeg ikke rigtig kan forholde mig til mere, men jeg erkender, at de indgår i det livsværk, jeg vil blive bedømt på. Det er interessant, men også frygtelig uhyggeligt,” siger han.

Med sit milde, smilende ansigt ligner han dog ikke en, der for alvor er rystet, men snarere godmodigt accepterende.

Arne Haugen Sørensen slog igennem som kunstner allerede i 1960'erne, og hans værker fra det tiår og tiåret efter er typisk fabulerende billeder i en surrealistisk tradition, der forholder sig sarkastisk distancerende til virkeligheden. Værkerne har titler som ”Idyl med indbygget katastrofe” og ”Idyl med indbyggede farer og fælder”.

”Når jeg kigger på dem nu, kan jeg faktisk ikke huske, hvad det var, jeg var så vred over og forholdt mig så ironisk til. De er malet i en periode, hvor jeg boede i Danmark, og alle nærmest var enige om, at Danmark var den bedste af alle verdener. Men jeg så altså også de sociale uretfærdigheder og det med, at den kloge narrer den mindre kloge, så det er nok det, jeg har prøvet at få ud gennem sarkasmen,” siger Arne Haugen Sørensen og bekendtgør, at han nu tager afstand fra de billeder.

Farverne er underlige, synes han, og han forstår ærligt talt ikke rigtig meningen med dem.

”Jeg er ikke ironisk mere. Mit liv har været en rejse til en slags afklaring med mig selv og verden, og de sidste mange år har jeg næsten kun malet billeder med religiøse motiver. Når folk ser den her udstilling, vil de garanteret sige, at det er fanden, der er gået i kloster,” griner han og fortsætter:

”Pludselig kunne jeg se, at man ikke kan ironisere over livet på den måde. Nu ser det bare dumt ud, og det er, som om det er billederne, der griner ad mig. Det kan godt være, at verden er af lave, men meningen er, at vi skal leve her og få det bedste ud af det. Det er mit religiøse instinkt. Det er jo ikke, fordi jeg er vanvittig religiøs, men selvom jeg nogle gange forsøger at kravle ud af det bibelske univers, så kan jeg ikke. De motiver og historier interesserer mig så meget, fordi de kan fortælle det hele om menneskene.”

De nyere billeder på udstillingen, der har fået titlen ”Arne Haugen Sørensen - Lys og mørke” er malet med hans karakteristiske brede penselstrøg og forestiller typisk opstandelsen, den sidste nadver, Leda og svanen, vandringsmanden eller Isaks ofring. Det er lignende billeder, der hænger i omkring 30 kirker i Danmark, der har købt færdige billeder med bibelske motiver eller bestilt Arne Haugen Sørensen til at lave altertavler og anden udsmykning. Dermed er han en af samtidens mest brugte kirkekunstnere herhjemme.

”Jeg bliver sat i bås som kirkekunstner, og det vil jeg meget nødig, for jeg synes jo også, jeg er så meget andet. På den anden side, så accepterer jeg det mere og mere, for det er jo faktisk det, jeg er endt op med at blive. Det er også den slags billeder, der hænger overalt i mit eget hjem,” siger han og peger på et billede af den sidste nadver, der plejer at hænge over hans spisebord.

I øjeblikket er Arne Haugen Sørensen i gang med sit hidtil største værk hjemme i sit atelier. Et billede på tre gange ti meter, der er bestilt af Aarhus Valgmenighed, og som ifølge kunstneren skal rumme ”det hele”.

”Det er et landskab, hvori jeg placerer Bibelens fortællinger. Det har været lidt vanskeligt for mig at få styr på, men nu er jeg fortrøstningsfuld og glæder mig til at komme tilbage til arbejdet,” siger den nu 83-årige autodidakte kunstner, der stadig maler i de fleste af sine vågne timer. Han lever gennem sine billeder og kommer, med egne ord, ret sjældent ud af huset.

”Jeg betragter det at male som en bøn, og mit liv er blevet til en slags evig bøn i taknemmelighed for livet. Jeg er så glad for at være her og glæder mig over livet hver dag. Da jeg begyndte at male billeder med religiøse motiver, var det mig, der ville det. Sådan er det ikke mere, nu er motiverne ligesom selv med i beslutningsprocessen. De er svære at komme overens med, og når det ikke lykkes, ser det meget dumt ud. Til gengæld er det, som om jeg får velsignelsen, hver gang et billede er lykkedes,” siger Arne Haugen Sørensen.

I forbindelse med den aktuelle udstilling bliver Arne Haugen Sørensen den 14. modtager af Skovgaard Medaljen, en hædersbevisning, der gives til kunstnere, der har ydet et bemærkelsesværdigt stykke arbejde inden for deres felt, og hvis værk har en uomtvistelig kunstnerisk kvalitet. Medaljen er indstiftet af museets første leder, Harald Ditzel.

Om hæderen siger Arne Haugen Sørensen:

”Det fylder mig med taknemmelighed. Ved siden af den store Skovgaard og her i skyggen af hans mesterværk, Viborg Domkirke, føler jeg mig lidt som en charlatan, en gøgler og en omrejsende jonglør med tre bolde i tasken. På et tidspunkt i en kunstners liv bliver hans værk taget ud af hænderne på ham og bliver almeneje. Fremmede øjne måler og vejer det med den store målestok og et helt livs drømme og heltemodige kampe reduceres til en paragraf i den store sammenhæng. Derfor er jeg glad for mine medaljer, men jeg spiser brød til.”