Jon Høyer: Mellem havet og ødemarken. 186 sider. 279 kroner. Tiderne Skifter.
Hovedpersonen i Gisle Surssøns saga er den handlekraftige skjald, der følger sagasamfundets logik og sikrer familiens ære og ejendom ved drab og hævntogter, når det er nødvendigt. Men hvordan ser logikken ud, når synsvinklen skifter fra den iagttagende tredjepersonsfortæller med loyalitet over for slægtssamfundets normer til en kvindelig jegfortæller - søsteren Tordis?
I fortællingens ”nu” sidder Tordis som ældre eneboer, et sted ”mellem havet og ødemarken” og ser tilbage på sit liv og dets mange tab. Hun befinder sig i det absolutte nulpunkt, alene med naturen og uden fremtid, kun optaget af at forstå sin skæbne, som hun forsøger at tale frem henvendt til sin ungdoms elskede Bård.
Tordis' fortælling begynder i Norge, hvor faderen og Gisle modarbejder hendes kærlighed til nabosønnen Bård. Som faderens forlængede arm slår Gisle elskeren ihjel, og siden forlader familien landet med kurs mod Island for at redde sig i den efterfølgende slægtsfejde. Tordis nødtvunget, narret dertil af moderen, som ellers taler Tordis' sag mod mændene, men vælger familiens samlede interesse, da den er truet. På den farefulde færd over havet dør moderen, og Tordis' længe opsparede had til faderen og hans dominans eksploderer.
Undsluppet faderen og tilsyneladende fri begynder Tordis sit nye liv på Island. Hun og de to brødre slår sig ned ved én af de nordvestlige fjorde, og Tordis markerer hurtigt sin selvstændighed i forhold til brødrene. Sin første ægtemand, Torgrim, vælger hun selv, og ved hans side får hun tilsyneladende sikkerhed i forholdet til Gisle, hvis aggressioner hun frygter. Hun er imponeret over det islandske retssystem og deltager - som kvinde kun som observatør - i møderne ved Altinget, men de vedtagne retsregler og normer for blodhævn kan ikke beskytte mod Gisles kamp for at konsolidere magten.
Torgrim myrdes i ægtesengen, og Tordis forsøger at sikre sig og sin nyfødte søn ved hurtigt efter at gifte sig - denne gang ikke af kærlighed - med svogeren og sammen med ham indgå i svigerfamiliens husstand. Hendes liv herefter bliver en årelang indædt kamp mod truslen fra Gisle, en kamp, hvor hun fortsat holder på sin selvstændighed og tager utraditionelle midler i brug for at sikre den.
Den konstante frygt udmarver hende imidlertid psykisk og fjerner hende fra andre mennesker, blandt andre hendes to børn. Siddende i sin selvvalgte isolation i ødemarken må hun reflektere over både Gisles og sine egne motiver. Var de fanget i hver deres verden, deres skæbne altså udtryk for personlige følelser og ikke blot slægtssamfundets anerkendte regler? Kunne - og burde - de have valgt anderledes?
Med disse refleksioner markerer Jon Høyer den moderne romans korrektiv til sagaernes verden. Den kvindelige synsvinkel fører til spørgsmål, der går ud over det slægtsbundne og normbaserede, her bliver fokus lagt på følelser og personlige omkostninger, ikke mindst for kvinden, som udfordrer fadermagten. Handlemættet, sensitivt og med sproglig vitalitet udfolder romanen hendes - forgæves - forsøg på at leve sit liv ud fra egne valg.