Jens fra Ballum: Vi har det pænt og smukt, men rammerne gør det ikke alene

To tredjedele af Ballums bygninger er blevet sat i stand efter gamle bygningsmæssige og kulturhistoriske ...

To tredjedele af Ballums bygninger er blevet sat i stand efter gamle bygningsmæssige og kulturhistoriske traditioner. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Der er nogle, der gør meget for at bevare sammenholdet og sørge for, at der sker noget, og noget kan man da også gøre, men når sådan en skole bliver nedlagt, sker der noget afgørende negativt for en landsby.
Jens Rosendal, bor i Ballum

Et omfattende bevaringsprojekt har været med til at istandsætte og forskønne størstedelen af Ballums huse. I et af dem bor digteren Jens Rosendal. Han er glad for, at det hele er blevet så pænt, men det hjælper ikke på, at landsbyens aktive liv er døende

Udsigten fra Jens Rosendals stuevinduer er i sjælden grad foranderlig.

Med kun nogle få hundrede meter til vadehavskysten kan han følge det vældige åndedrag, der udgør tidevandets frem og tilbagetrækning.

Det ene øjeblik er der hav og bølgeskvulp, det næste er der mudder.

Eller rettere: Der er slik - den sønderjyske betegnelse for det organiske materiale, der ligger tilbage, når Vadehavet har trukket sig langt ud og næsten gjort Jylland landfast med Rømø.

Om det fænomen har Jens Rosendal blandt andet skrevet digtsamlingen ”Tidevand”.

På det seneste har udsigten til den anden side, til de øvrige huse i landsbyen Ballum, også været foranderlig.

Et omfattende bevaringsprojekt har haft afgørende betydning for husenes udseende.

To tredjedele af landbyens bygninger er blevet sat i stand efter gamle bygningsmæssige og kulturhistoriske traditioner, og i dag fremstår landsbyen som en af Danmarks smukkeste og bedst bevarede.

”Ja, det er da blevet rigtig pænt,” siger den nu 83-årige digter og tidligere højskolemand, mens han gør sig klar til at gå en tur ud til den bænk, som Tønder Kommune har opsat til hans ære.

Der kan han sanse Vadehavet på allernærmeste hold og holde øje med alle de fugle, der kommer her for at fouragere.

Og han kan på afstand se sit eget gamle 1700-tals-hus, der ligesom mange af de andre huse i landsbyen har fået nyt stråtag og nye, sprossede vinduer både mod vest og syd.

Forud for istandsættelsen af Jens Rosendals hus og oprettelsen af en fondsstøttet Bevaringsfond for Ballum er gået en længere historie.

I 2007 blev Vesterende Ballum og Østerende Ballum, som landbyen er opdelt i, udpeget til enestående kulturmiljøer med mange bevaringsværdige karaktertræk.

Det skete, da Kulturstyrelsen udarbejdede et kulturarvsatlas for Vadehavet og blandt andet betegnede bebyggelsen som ”en landsby i landsbyernes superliga”.

Siden har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal doneret 23 millioner kroner til landsbyen. Fonden har en særlig bestemmelse om at yde støtte til Sønderjylland, da slægten stammer fra Rømø.

Støtten til Ballum var særlig oplagt, fordi den allerførste bærer af familienavnet var Anders Nielsen Mersch, der levede i Ballum fra 1617 til 1698.

Vi har fået det pænt og smukt, men rammerne gør det ikke alene, siger digteren Jens Rosendal. Han mener, at sammenholdet i Ballum forsvandt, da skolen blev nedlagt. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Sammen med husejernes egen andel er der investeret 37 millioner kroner i Ballum, og det kan i den grad ses: Eternittage er blevet udskiftet med strå, kviste er blevet pillet af, og nyere tilbygninger, der var i strid med den oprindelige vestslesvigske byggestil, er revet ned.

Døre, porte og vinduer i uoriginale materialer og størrelser er erstattet med træ og det rigtige ”gamle” udseende. I samspil med Vadehavets storhed er Ballum virkelig blevet pittoresk.

Jens Rosendal købte sit Ballumhus, der ligger i Vesterende kun en spytklat fra kirken, i 1968 sammen med sin daværende hustru.

De faldt for udsigten og naturen og brugte i mange år huset som feriebolig. Jens Rosendal bosatte sig fast i huset i 1996 og har gennem årene oplevet, hvordan landsbyen som en del af det forkætrede Udkantsdanmark har forandret sig.

Ballum afgrænser sig klart mod det omgivende landskab. Her er hverken parcelhuskvarterer eller småindustri. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Det har jo været lidt trist at følge den udvikling,” siger han og henviser til en lille tekst, han fik udgivet i et digtsamling for nogle år siden.

Her står: ”Engang havde Ballum kirke, kro, missionhus, købmand, skole, skomager, maler, snedker, murer, fisker og jægere.

Alle, som boede her, var noget - i hvert fald for hinanden. Nu er kirken og mureren alene tilbage mellem de større og større gårde, og det er ikke underligt, når pendlende folk og pensionister føler sig hjem- og betydningsløse.”

Den situation har bevaringsprojektet i Ballum ikke ændret ved.

For selvom Jens Rosendal medgiver, at forskønnelsen af landsbyen både har været med til at hæve huspriserne og indbyggernes lyst til at bo her, så mangler den grundlæggende sammenhængskraft i byen.

”Vi har det pænt og smukt, men rammerne gør det ikke alene. Sammenholdet herude forsvandt med skolen.

Der er nogle, der gør meget for at bevare sammenholdet og sørge for, at der sker noget, og noget kan man da også gøre, men når sådan en skole bliver nedlagt, sker der noget afgørende negativt for en landsby.

De børn, der før mødtes hver dag, er nu spredt på fem-seks forskellige skoler i Skærbæk, Bredebro og Tønder.

De kender ikke længere hinanden, og det samme gælder forældrene. Skolen har en fantastisk vigtig funktion, og jeg tror, man vurderer fuldstændig forkert, når man nedlægger de små skoler rundt omkring,” siger Jens Rosendal, der selv har en fortid som lærer.

Skolenedlæggelsen og de mange erhverv, der er forsvundet, har Ballum tilfælles med mange andre småbyer i Danmark.

Men her i marsklandet er der også helt andre farer. Med Vadehavet som nabo har borgerne i Ballum altid levet med truslen om de ødelæggende stormfloder.

Sådan var det også for Christian Lorenzens forfædre. Christian Lorenzen er i dag sjette generation på gården Klægager i Østerende Ballum, der har gennemgået en af de mest omfattende restaureringer i byens bevaringsprojekt.

Gården, der ligger højt med en betagende udsigt over marsk og hav, fremstår nu i sin oprindelige gamle stil.

De nyere svinestalde og gylletanken er revet ned, og i stedet for svinedrift driver Christian og hans kone, Ruth Lorenzen, nu gården som både overnatnings, spise- og samlingssted for forskellige arrangementer.

Sidstnævnte altid med den blå højskolesangbog på bordene, og det sker ikke sjældent, at Jens Rosendal, der er den nulevende danske digter, der har fleste sange i Højskolesangbogen, deltager i en sangaften på gården.

Det er stadig ægteparret Lorenzens afgrøder, der står på markerne, men i år er sidste år, de høster. Derefter er også den del af den oprindelige landbrugsdrift indstillet, og parret vil koncentrere sig om gæsterne.

Christian Lorenzen er en god historiefortæller, og de mennesker, der gæster gården, får ofte en egnshistorie med i købet.

Blandt andet den om hans tipoldefar, der gik i skole med Kresten Kold, og som havde udset sig møllerens datter som sin kommende hustru.

Det var mølleren sådan set indforstået med, han stillede dog den betingelse, at Klægager skulle flyttes op på ”geesten”, så havet ikke kunne tage den.

Geesten er lave bakkeøer, der skyder sig ud fra den ellers flade sønderjyske hedeslette mod Vadehavet i vest. Her har mennesker altid kunne være i nogenlunde sikkerhed for havet, og samtidig kunne deres køer og får græsse på de frodige enge tæt på havet.

”Historien er god, fordi den fortæller meget om, hvordan folk her på egnen altid har søgt at skærme sig mod havets farer,” siger Christian Lorenzen.

Tidevandet handler om månens tiltrækningskraft og er på en måde verdens puls. Den puls er synlig for os hver eneste dag, og det tror jeg er med til at give os en særlig ydmyghed over for naturen,” siger Christian Lorenzen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Klægager kaldes den gamle digegreves gård, fordi en af forfædrene var bestyrelsesformand for et digelaug.

Også historien om digerne hører til Christian Lorenzens faste repertoire, men mest af alt oplever han, at de besøgende er optaget af tidevandet og det, at naturen her skifter karakter hver sjette time.

”Tidevandet handler om månens tiltrækningskraft og er på en måde verdens puls. Den puls er synlig for os hver eneste dag, og det tror jeg er med til at give os en særlig ydmyghed over for naturen,” siger Christian Lorenzen.

Selv har han aldrig boet andre steder end i Ballum Øster-ende, og sin kone mødte han i 1. klasse på den nu nedlagte Ballum Skole.

Hun står i dag for at lave solæg, snysk og andre sønderjyske egnsretter til gårdens mange besøgende.

De er begge begejstrede for det store bevaringsprojekt i Ballum, som har givet et ekstra incitament til at vise egnen frem og fortælle de gode historier.

Ifølge Inger Lauridsen, der er historiker og tidligere leder af Tønder Museum, er det Klægager og de øvrige gårde i Ballum, der har undergået den største forvandling.

Det handler især om, at de nyere staldbygninger og længer har kunnet fjernes, fordi mange af gårdene ikke længere drives som landbrug.

Inger Lauridsen har siddet i Bevaringsfonden for Vester-ende Ballum og Østerende Ballums bestyrelse, og det har blandt andet været hendes opgave at besøge beboerne i de bevaringsværdige huse for at få dem til at søge om tilskud fra fonden.

Hun glæder sig over, at 54 ud af 75 ejendomme har valgt at deltage, men havde gerne set, at endnu flere have været med.

”Det er et enestående projekt, der i den grad har pyntet på byen, og det er tydeligt, at folk igen er blevet stolte af deres landsby,” siger hun.

Den vestslesvigske bygningskultur findes på begge sider af den dansk-tyske grænse og er ifølge Inger Lauridsen meget speciel.

”Ligesom andre steder brugte man naturligvis det materiale, der var ved hånden, men det specielle her er, at der ikke rigtig fandtes træer.

Derfor er husene opført i teglsten, hvor leret kommer fra den indvundne havbund. Klæg, som det kaldes, får, når det bliver hårdbrændt, nogle dybtrøde og lilla farver, der giver et helt særligt spil i murværket.

Traditionen med stråtag kommer, fordi der før i tiden var mange vandløb, hvor der voksede tagrør i massevis,” fortæller Inger Lauridsen og tilføjer, at der desuden på de fleste af husene og gårdene i Ballum oprindelig har været en særlig form for høj, spids gavl.

Den har blandt andet haft en funktion som en slags nødudgang, hvis taget skulle bryde i brand.

Inger Lauridsen arrangerer jævnligt ture rundt i Ballum, hvor hun fortæller om bebyggelsens særkende og historie.

De fleste af husene ejes i dag stadig af fastboende, men et stigende antal bruges som fritidshuse og til udlejning.