En legende legende

Litterær leg og skarp samfundskritik præger den nyudkomne agentroman Søde tand fra Ian McEwan, en af Storbritanniens største nulevende forfattere. Han har altid haft et klart blik for dobbeltmoral og bebrejder i dag venstrefløjen, at den ikke tør kritisere politisk islam af frygt for at blive kaldt racistisk

”Det er meget fristende at tro, at alting bliver værre, jo ældre man bliver, men tænk på 1970’erne: Hvor mange litteraturfestivaler var der dengang? Måske 10 i verden. I dag har alle småbyer deres egen festival. Det er meget opmuntrende,” siger Ian McEwan, der netop har været i Danmark i forbindelse med festivalen Louisiana Literature. –
”Det er meget fristende at tro, at alting bliver værre, jo ældre man bliver, men tænk på 1970’erne: Hvor mange litteraturfestivaler var der dengang? Måske 10 i verden. I dag har alle småbyer deres egen festival. Det er meget opmuntrende,” siger Ian McEwan, der netop har været i Danmark i forbindelse med festivalen Louisiana Literature. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Vi er i England i 1972. Den læseglade og smukke præstedatter Serena rekrutteres til efterretningsvæsenet, mens hun skriver speciale på universitetet i Cambridge. Den kolde krig raser, også på kulturfronten, og Serena skal infiltrere det litterære miljø og engagere forfattere, der er villige til at tale Vestens sag og med pen i hånd kæmpe for frihed fra kommunismen.

Hun finder hurtigt en egnet forfatter, hvis bøger hun elsker, og hvis seng hun hurtigt kommer til at dele, og så melder spørgsmålet sig for agenten og for romanlæseren: Hvor meget af det, Serena oplever, kan hun egentlig stole på? Hun er vant til at læse bøger; kan hun også læse mennesker?

LÆS OGSÅ: Lysten til næste kærlighed

Der er nok af drilagtige spørgsmål og metalitterære lag i Ian McEwans nye roman på dansk, Søde tand, der slutter med en gedigen overraskelse, der sætter hele den hidtidige fortælling i et nyt lys. Bogen er en litterær nydelse for både den, der elsker genrelitteratur, og den, der sætter pris på mere avanceret litterær litteratur. En legesyg lillesøster til McEwans mere alvorlige hovedværk Soning, der også indeholdt et kompliceret spil mellem forfatter, fortæller og læser.

Har McEwan mon ligefrem moret sig under skrivningen af denne roman med ellers dystre emner som krig, spionage og et engelsk samfund på opbruddets rand med strejker og politisk terrorisme?

"Ja, det var en fornøjelse. Søde Tand er legende, og jeg synes, at det er sjovt at narre læseren med denne selvbevidste fiktion. Når man går i gang med en genre-roman, bliver man mere opmærksom på de muligheder, formen giver. Der er mange konventioner i genrelitteratur og dermed også mange muligheder for at lege med og omgå reglerne," siger en smilende McEwan fra sofaen på kursusstedet Rungstedgaard nord for København.

Her har han og hustruen, der er tidligere litteraturredaktør på The Guardian, overnattet i forbindelse med litteraturfestivalen på det nærliggende Louisiana-museum, hvor McEwan er hovednavn.

Han lægger ikke skjul på, at mange af miljøbeskrivelserne i den nye roman er baseret på egne erindringer, og nævner som eksempel et sted, hvor Serenas udvalgte forfatter og elsker, Tom Haley, kritiserer sine kolleger i Tyskland for ikke at skrive romaner og skuespil om Berlinmuren:

"Det er min egen kritik fra 1970'erne, jeg der lader ham lufte. Jeg kritiserede mine kolleger i Berlin for ikke at skrive om Muren. Nogle mente, at stor litteratur ikke skal beskæftige sig med sådanne dagligdags trivialiteter, men jeg mente jo, at Muren var umulig at ignorere som litterært stof. Især vestberlinere levede, som om Muren ikke eksisterede. Jeg kunne da ikke drømme om IKKE at skrive om en mur, hvis den gik tværs gennem London og delte befolkningen og familier i to," siger McEwan.

Han har altid været en samtidsbevidst forfatter og taget aktuelle emner op i sine romaner. I Lørdag gælder det optakten til Irak-krigen og i Solar klimakrisen, og altid har han et skarpt blik for det potentielle hykleri blandt ligesindede med samme meninger.

Han nævner, at mange forfatterkolleger dengang i 1970erne undlod at kritisere Berlinmuren af frygt for at blive opfattet som USA-støtter og på CIAs lønningsliste. I virkeligheden hadede de Muren, men det var alligevel værre at blive forbundet med den forkerte lejr.

Nu er Berlinmuren faldet. Hvad er det store tabu i dag, som forfattere ikke tør skrive om?

"Hmmm. Et bud er den forfærdelige fordømmelse af frafald inden for mainstream islam. Hvordan kan man tie stille om det? I det hele taget stiller immigrationen mange på venstrefløjen i samme dilemma som i de politiske 1970ere, for man frygter at blive sat i bås med de forkerte. Hvis man for eksempel vil sikre en nogenlunde fornuftig skolegang for sit barn og påpeger, at indvandring måske kan udgøre et problem og stilfærdigt spørger, om der mon er en øvre grænse for, hvor mange elever af ikke-engelsk baggrund man kan have i en klasse, så risikerer man at blive kaldt racist af venstrefløjen."

"Jeg er blevet kritiseret for at have støttet venner, der har skrevet kritisk om islam, og er blevet kaldt racist for det. Men man kan ikke vælge en race, så jeg kritiserer selvfølgelig ikke folks etniske herkomst, men man kan vælge en religion, og det er en vital forskel. Religion er et tankesystem, noget, man kan bifalde eller forlade, og som kan kritiseres. Så jo, der er faktisk mange ting, man ikke kan tale om," siger McEwan, der betegner sig selv som ateist.

Din nære, afdøde ven Christopher Hitchens kritiserede glad og gerne politisk islam. Søde Tand er tilegnet ham; hvordan inspirerede han dig?

"Det trumfer næsten alt at have haft så nær en ven. Vi kendte hinanden fra de tidlige 1970ere og havde fælles venner i Julian Barnes, Salman Rushdie, Martin Amis og flere andre. Faktisk talte jeg forleden med Amis om, hvad arven efter Christopher er, og det er nok hans litterære essays, der bliver stående, og ikke hans politiske bøger og artikler. Han var en storslået læser og skribent om litteratur. Hans humor, vid, evne til at tryllebinde forsamlinger, hans intellektuelle mod og politiske frygtløshed vil jeg altid savne. Var han i live i dag, ville han være rasende over, at vi ikke har invaderet Syrien for længst og undgået giftgasangreb og hundredtusindvis af menneskers lidelser. Hvilket venstreorienteret menneske ville ikke ønske en fascists endeligt, ville han spørge, akkurat som han gjorde i Bosnien, Østtimor, Kosovo og på Falk-landsøerne, længe før Irak-krigen. På den måde var hans politiske tænkning konsistent."

Ian McEwan debuterede i midten af 1970erne og skrev de første mange år noveller og korte romaner, holdt i mørke toner og med halvtunge eksistentielle emner.

Siden blev den litterære rækkevidde større og samfundsengagementet bredere. En langsom udvidelse til at omfatte alt det, som jeg holder af og interesserer mig for, kalder han selv forfatterskabets udvikling.

Det var ikke, fordi han ikke havde samme interesser som nu med egne ord: videnskab, musik, kærlighed, spørgsmål om engelskhed, identitet, landskab, at vokse op i skyggen af krigen i 1980erne, men emnerne fandt blot ikke vej til fiktionen. Det gør de nu, og McEwan ser romanen som et middel til at totalundersøge verden.

Han har også interesseret sig stærkt for den revolution i samværs- og familieformer, der fulgte med 1968-oprøret, og hvis spor allerede blev lagt i de sene 1950ere, som han skriver om i den mesterlige lille roman På Chesil Beach.

I dag står vi midt i en ny revolution, mener han, men nu handler det ikke om frisættelse fra snærende normer, men om frisættelse af information i den digitale æra. I modsætning til hippiernes 1968-oprør, som McEwan synes var noget selvoptaget, ser han ikke med skepsis på den nye revolution:

"Vi kender jo ikke resultatet af den nye revolution, men jeg følger den tæt. For min forrige bogs vedkommende var salget af e-bøger under 10 procent. Med Søde Tand er salget over 60 procent. Så det går hurtigt. Det betyder imidlertid ikke, at der er et nævneværdigt fald i hardback-udgaver af romanen. Mange læsere køber i dag simpelthen to eksemplarer af samme bog, en til e-bogslæseren og en til reolen derhjemme"

Men det er den tekniske og distributionsmæssige side af sagen. Tror du ikke, at vi påvirkes af at læse på en skærm frem for på en papirside? Nedsættes vores koncentrationsevne ikke af al den flimrende tekst og krav om, at vi er til stede på mange platforme ad gangen?

"Nej, jeg mener faktisk, at det er ligegyldigt, om man læser på en skærm eller en side. Det er stadig et mirakel, at nogle tegn på en overflade kan bruges som et middel til at transportere tanker og følelser fra et menneske til et andet. Og med hensyn til koncentrationsevnen savner jeg empirisk bevis for, at den skulle nedsættes. Jeg tror, at koncentrationsevne er noget fast og biologisk og ikke et flydende kulturelt fænomen. Det svarer til at synke eller trække vejret. Desuden kan folk sagtens sidde stille i dag. Prøv at få billetter til Wagner-festspillene i Bayreuth, der er fem års ventetid til at få lov at sidde stille til over 20 timers opera. Der er intet koncentrationsbesvær at spore."

Hvordan ser du fremtiden for litteraturen?

"Jeg er ikke pessimistisk og tror, at der kommer endnu flere læsere i fremtiden. Det er meget fristende at tro, at alting bliver værre, jo ældre man bliver, men tænk på 1970erne: Hvor mange litteraturfestivaler var der dengang? Måske 10 i verden. I dag har alle småbyer deres egen festival. Jævnligt bryder en litterær roman også gennem lydmuren og løfter sig over de obligatoriske 1500 eksemplarer og når et globalt publikum. Det er meget opmuntrende."

"Jeg tror ikke, folk var klogere eller mere litterære før i tiden. Forleden hørte jeg et interview med forfatteren Evelyn Waugh fra 1953, og jeg har aldrig hørt noget mere dumt. Journalisten stillede elendige spørgsmål, havde ingen litterær interesse og havde ikke læst bogen, han interviewede Waugh om. Det er jo helt anderledes i dag. Men pessimisme er intellektuelt delikat, alle intellektuelle er pessimister. Dette er faktisk, for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad der er tabuiseret at sige i dag, noget af det mest usagte i vor tid: at vor tid nok er den bedste epoke nogensinde i verdenshistorien at være i live i."